Nyhedsarkiv
dagbogsnotater (2009- )
En meget stor del af min arbejdstid ved skrivebordet er i år forløbet i godt selskab med én af musikhistoriens allerstørste klassikere. Jeg fik for et par år siden den skønne opgave at arrangere Schuberts sangcyklus Winterreise for orkester.
Mit arbejdsliv udfolder sig i et sogn, hvor der hersker en frugtbar lydhørhed og nysgerrighed. Jeg er så privilegeret at arbejde et sted, hvor både præster og menighed forholder sig aktivt, respektfuldt og konstruktivt til tradition og fornyelse, og hvor vi har en levende og kritisk dialog om gudstjenestens liturgi og om tekstlig og musikalsk kvalitet. (Undertiden får man desværre indtryk af, at den slags mere er undtagelsen end reglen i dagens folkekirke!)
Musik er et sprog. Ikke i lineær, episk forstand, men et sprog om det uudsigelige. Om følelser, stemninger, anelser – alt det, der er hinsides vores forstand.
Af væsen er musikken den mest abstrakte kunstart af alle. Dens luftighed kan undertiden få os til at henfalde i sværmeri, men skønt musik aldrig 'handler om noget' – sådan helt konkret – så er de musikalske arketyper alligevel dybt forankret i os.
2022 rinder ud. I mange henseender et annus horribilis. Et år præget af krig, krise, usikkerhed, klimakatastrofer, eftervirkninger af pandemien. En voksende kollektiv og global frygt for fremtiden. Man mærker, hvordan den langsomt kryber ind under huden, denne følelse af afmagt og håblløshed. Hver eneste dag byder på nye rædselsberetninger fra kampene i Ukraine eller fra stormfloder og skovbrande rundt omkring i verden.
Der har for kort tid siden været afholdt folketingsvalg i Danmark. Her kommer et kort referat af de vigtigste kulturpolitiske markeringer i valgkampen:
Sommer.
Den danske sommer har været generøs i år. Mange dejlige dage er det blevet til med sol og varme og gode aftenstunder på terrassen. I højsommeren er der faktisk ikke mange steder, der er skønnere end herhjemme.
Men under idyllen klinger der dystre toner.
Verden er blevet vendt på hovedet. Hvad vi troede utænkeligt, er sket: der er blodig krig i Europa igen. Efter to års global undtagelsestilstand under coronapandemien er vi tumlet direkte ind i en urimelig og umenneskelig væbnet konflikt, da de russiske tropper natten til 24. februar krydsede grænsen til Ukraine og indledte deres forbryderiske krig. Det ene apokalyptiske scenarie afløser det andet.
Vi nærmer os to-års dagen for den globale coronakrise. En pandemi, der har ændret spillereglerne i hele verden på måder, vi slet ikke havde fantasi til at forestille os.I denne dystopiske virkelighed må man være overordentlig taknemmelig for de perioder, hvor det kan lade sig gøre at gennemføre koncerter og andre kunstneriske projekter
Min gamle far har fået fred. Det var hans inderlige ønske i den seneste tid at få lov at takke af - efter et langt, begivenhedsrigt liv.
Der er nu ca. en måned til den længe ventede premiere på min nye kammeropera Dyrets År - 1666. Et af de utallige projekter, der skulle have fundet sted sidste år, men som måtte aflyses - oh, you know why!
Koncertlivet er ganske småt ved at vågne igen. Vi havde en koncert for kort tid siden med Underholdningsorkestret og Adam Fischer - den første i et halvt år - med perlende musik af Mendelssohn, Schumann og Brahms. Og for et par uger siden hørte jeg Palle Mikkelborg sammen med Pierre Dørge og Jungleorkestret i koncertkirken. Et lille, intimt arrangement; men hvor var det dog skønt og livgivende at se og høre levende musik igen!
Coronaen holder stadig verden i sit dræbende favntag. I denne måned er det et helt år siden, Danmark blev lukket ned, og intet har været normalt siden. Trætheden og afmagten truer med at ovemande os alle. Kulturlivet bløder; musiklivet er helt sat i stå.
Farvel til 2020. Det mest mærkelige og ildevarslende år i hele min generations levetid. Hvor vi har oplevet en hel verden gå i stå og i stykker på grund af en pandemi. Hvor store dele af befolkningerne overalt på kloden har måttet se deres livsgrundlag smuldre på få måneder.
Nedlukningen har sat hele kulturlivet under voldsomt pres. Vores miljø drives i høj grad af free lance ildsjæle, der stykker en professionel tilværelse sammen i kraft af mange forskellige og skiftende engagementer. De har oplevet, hvordan deres arbejdsliv og -vilkår er smuldret, uden at der har været glødende politisk vilje til at hjælpe. Det er tankevækkende og beskæmmende, at der på et splitsekund kan skabes enighed om fuld kompensation til alle berørte minkavlere, når de rammes, mens kulturlivets aktører i vid udstrækning overlades til sig selv.
Et halvt år er der gået nu. Et halvt år med en hel verden i en slags undtagelsestilstand. Alt står i corona-epidemiens tegn, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at det ændrer sig foreløbigt.Situationen udgør en kolossal udfordring for hele musik- og kulturlivet. Forsamlingsforbud, rejserestriktioner, skrappe betingelser for fællessang og musiceren, mundbind og håndsprit, ingen kys og kram - og ikke mindst: selve angsten for sygdommen, som siver ind allevegne.
Fire måneder er der foreløbigt gået, siden vores statsminister lukkede hele samfundet ned pga. den verdensomspændende Corona-epidemi. Måneder, hvor al normal aktivitet og socialt samkvem har været suspenderet. Hvor skoler, kirker, kulturinstitutioner og offentlige arbejdspladser har været lukkede. Hvor grænsebommene har været sænket og den normale hektiske rejseaktivitet i forårs- og sommertiden er afløst af parkerede fly på jorden og mennesketomme lufthavne. Cafeer, restauranter, biografer, teatre, koncertsale - alt står tomt. Det er en meget mærkelig tid.
Foråret 2020 har været en af de mest besynderlige perioder, vores generation har oplevet overalt i hele verden. En agressiv corona-virus har lagt alting ned: skoler, butikker, restauranter, mødesteder, kulturinstitutioner - alt er beordret lukket for at holde smittefaren nede.
Jeg er i den afsluttende fase af mit arbejde med kammeroperaen "Dyrets År 1666", som får premiere på Aarhus Sommeropera i slutningen af august. Efter fem opførelser dér, på det charmerende "Helsingør Theater" i Den Gamle By, spiller vi yderligere et par gange på Musikteateret Undergrunden i Værløse, som er partner i projektet. Det kan muligvis blive en af Undergrundens allersidste aktiviteter. Furesø Kommune, som p.t. er hjemsted for Danmarks eneste musikdramatiske egnsteater, lægger nemlig op til at fjerne driftstilskuddet med udgangen af 2020. Dermed forsvinder også grundlaget for det statsllge bidrag til teateret.
Onsdag 14. august døde digteren Simon Grotrian. Dermed blev en af dansk lyriks mest særprægede og originale stemmer pludseligt og uventet tavs.
Hvor er dog sommeren en dejlig tid! Fuld af "lykke og lyse nætter", som Thøger Larsen beskrev det i 1914 - et europæisk skæbneår; men ikke desto mindre følte han, at der var der plads til dansk sommerglæde. Det skal der også være i dag, trods masser af mørke fremtidsudsigter: klimakrisen, nationalismen, Trump og alt hans uvæsen, fremmedhad, svigtende tolerance etc. etc
Vi nærmer os et folketingsvalg. Og man tør næsten ikke udtrykke håbet om, at vi omsider får vi et Folketing, der vil foretage kaursændringer på en række vigtige områder. Det er pinagtigt at se, hvordan både de borgerlige partier og efterhånden også det traditionsrige Socialdemokrati nærmest overbyder hinanden i jagten på laveste fællesnævner.
Foråret så sagte kommer. Solen og lyset får magt, blomster pibler op af jorden, buske og træer står på spring. En skøn og livsbekræftende tid...! Jeg arbejder på et par mindre stykker, som jeg gerne vil afslutte, inden jeg for alvor skal begrave mig i mit næste store operaprojekt.
De seneste uger har været præget af min mors dødsfald 31. januar. Hun blev næsten 85 år, og de seneste mange år af sit liv var hun syg og sengeliggende, så afskeden er på mange måder også en udfrielse. Det blev et fint forløb ved hendes dødsleje - vi var samlet, alle vi tre søskende og min gamle far på 88, som i det seneste års tid har boet på det samme plejehjem som min mor. Vi fik talt og sunget og holdt i hånd, og hun sov ind tilsyneladende uden smerter og angst. Det er godt at se tilbage på.
GODT NYTÅR - årsskiftet er som altid en god anledning til at gøre status. 2018 blev et år præget af nogle store private begivenheder.
De sene oktoberdage bød på en kort, men intens turné med min lille kammeropera MARTYRIET, som er baseret på digterpræsten Kaj Munks skæbne. Operaen havde urpremiere januar 2017 på Takkelloftet på Den Kgl.Opera. Den er blevet til i regi af det lille Cumulus Teater, og det var et stort ønske allerede i den indledende fase, at forestillingen også skulle rundt i landet.
Er lige kommet hjem efter en skøn koncertoplevelse i går med det fremragende KOTTOS Ensemble. Fire virtuose musikere i den mest usædvanlige instrumentkonstellation, man næsten kan forestille sig: blokfløjte, accordion, cello og bouzouki. De lancerer sig selv som et band, der spiller "folkemusik fra et land, der aldrig har eksisteret".
Ferien er ved at være slut, og der venter nye opgaver ved nodepapiret. Jeg skal i gang med to større projekter, som jeg glæder mig meget til. Det ene er et nyt værk til Athelas Sinfonietta, som har bestilt et stykke musik til brug i en temakoncert om 'byen'. (...) Det andet større projekt gælder kammeroperaen "Dyrets År" baseret på Lone Hørslevs bog fra 2014 af samme navn.
Thøger Larsen skrev i 1914 om "lykke og lyse nætter". Og det har vi fået for alle pengene i år; solen har bagt og strålet i maj og juni, som skulle den kompensere for alle tidligere års kølige og våde somre. Det stiller lidt ekstra krav til arbejdsdisciplinen i denne tid at skulle sætte sig indendørs for at skrive 'mærkelig musik'... Men skrives skal der! Om et par måneder har AROS Guitarduo deres debutkoncert fra Konservatoriets solistklasse. Ved den lejlighed uropfører de et nyt værk, Rollercoaster, som jeg er ved at lægge allersidste hånd på i disse dage, inden ferien bryder ud.
FORÅR!
For hvert år, der går, bliver man lykkeligere og lykkeligere for at opleve den vidunderlige kraft, der bryder frem overalt i disse måneder frem imod Skt. Hans. Fuglefløjt, nyudsprungne træer, blomster og buske med friske skud... Som Divus Madsen fra EGOLAND plejer at sige: Livet er bedre end alternativet!
Netop hjemkommet efter en fantastisk og uforglemmelig rejse til Cuba. Et spændende land med store og voldsomme kontraster, både naturmæssigt og historisk. Et land med knappe ressourcer, men med en boblende livsglæde og appetit, som er smittende. Smuk natur, azurblåt hav, gamle amerikanerbiler, rom og cigarer, salsa på hvert et gadehjørne. Cubanerne har tydeligvis svært ved at bevare pessimismen - det kunne vi andre måske godt lære lidt af!
GODT NYTÅR til nær og fjern ønsker jeg fra mit lille musikværksted i annekset i Kålundshuset. Det at tage hul på et helt jomfrueligt nyt år tænder hver gang et håb; det er som om man tillader sig for en stund at løfte blikket fra dagligdagens fortrædeligheder og glæde sig over de mange åbne muligheder, som de endnu ubrugte timer og dage rummer.
Adventstid. Julemåned. Forventningsfulde dage Varme hilsner fra nær og fjern. Glade børnestemmer, der skråler højt med på "Halleluja! Halleluja!"... Man bliver heldigvis aldrig for gammel til at lade sig rive med. I december må man godt blive lidt barnlig igen.
Et begivenhedsrigt år er nu gået ind i sidste kvartal. 2017 har været meget travlt - med mange spændende bestillingsopgaver og deraf følgende koncertopførelser. Jeg føler mig utroligt privilegeret over at få mulighed for igen og igen at arbejde sammen med så mange skønne, kompetente, loyale og dedikerede musikere.
Sommeren har ikke været mindeværdig, rent vejrmæssigt. Moder Jord forsøger tilsyneladende at advare os om en mere fugtig fremtid som mulig konsekvens af klimaforandringerne. Som én eller anden skrev på Facebook for nyligt: "På Noas tid regnede det i 40 dage og 40 nætter. De kaldte det syndfloden; i Danmark kalder vi det sommervejr...!"
Hwa' nø'et er'ed te...?
Sådan spurgte min gamle Farmor altid, når nogen brugte kræfter på noget, der ingenting førte til. Og dén følelse kan man godt sidde med i disse tider, når man igen og igen, forgæves synes det, prøver at overbevise sin omverden om, at kunst og kultur er en stor og rig og væsentlig del af vores menneskelige eksistens.
Godt håndværk er virkelig en inspirationskilde! Den naturlige autoritet og selvbevidsthed, der kendetegner en dygtig tømrer, murer, snedker - det kan man godt lære noget af. Og de håndværksmæssige kvaliteter er for mig også til stadighed et vigtigt parameter i den musikalske skabelsesproces.
De seks opførelser på Takkelloftet for nylig af Martyriet, min én-akters Kaj Munk-opera, blev en helt usædvanlig intens oplevelse. Jeg var på forhånd spændt og usikker på, hvordan forestillingen ville fungere som opera. Vi havde gjort os mange tanker om dens indhold og budskab; men kunne den også formidle sig som drama? Eller var det snarere endt med at blive et moralsk og religiøst-filosofisk essay sat i musik?
Om et par uger er der urpremiere på min seneste kammeropera Martyriet. Det er en kort forestilling i én akt - 75 minutter - med udgangspunkt i historien og myten om digterpræsten Kaj Munk.
2016 har været lidt af et annus horribilis. Det er som om hele verden går amok i desperate, fortvivlede og perspektivløse svar på de enorme udfordringer, den står overfor. Vi er vidner til en retorisk og realpolitisk forråelse, der skaber både frygt og forfærdelse.
Min generation har aldrig oplevet krigen på nært hold, og vi voksede op i en optimistisk og udadvendt tid, hvor peace and love and harmony var bærebølgerne.
Hvilken barsk opvågnen i disse år...!
Mit eget forhold til troen og det religiøse er præget af konstant tvivl. Og det er for mig den eneste mulige og sande måde at forholde sig til det på - enhver form for 'tyrkertro' og dogmatisme gør os dummere, stejlere, mere umenneskelige. Tvivlen er simpelthen en eksistensbetingelse, synes jeg. (...) I det perspektiv har det været relevant for mig at skrive den kammeropera, der får premiere kort efter nytår på Takkelloftet. Det er en meget lille forestilling med blot to sangere og fire musikere, baseret på Kaj Munks liv og skæbne, og med titlen "Martyriet".
En kæmpe er faldet. I denne sommer døde min kollega og gode ven Pelle Gudmundsen-Holmgreen efter lang tids kamp med prostata-kræften.
Pelle var her og dér og allevegne. Han var nok den flittigste koncertgænger i kongeriget, og hans interesse for og viden om sine kollegers arbejde var både imponerende og ægte. Han var lige så ærlig og direkte i sin bedømmelse af andres arbejde, som han var kritisk over for sine egne projekter. Bestandigt på jagt efter autencitet, bestandigt afvisende over for alt for lette og indlysende kunstneriske valg.
Mit år som huskomponist ved Rønnebæksholm nærmer sig sin afslutning. Det har været et sjovt og interessant forløb - oftest er man som huskomponist knyttet til et bestemt ensemble og skriver derfor en række værker for samme besætning, men her har vi været tilknyttet et sted, en arrangør. Derfor er det blevet til musik for meget forskellige ensembletyper: en duo for accordion og cembalo, en strygekvartet, og et større ensembleværk.
Foråret melder sig - dagene bliver lysere, og fuglene er begyndt at synge på den dér særlige forventningsfulde måde... Det er, som om alt i naturen gør sig anstrengelser for at dementere den formørkelse, der overvælder vores danske samfund i disse tider.
Hvad er det dog, der sker for vores lille land i disse tider? Den åbenhed og venlighed, der tidligere kendetegnede det at være dansk, er pludselig blevet forvandlet til en grim cocktail af mistænksomhed, fremmedhad og frygt. Vi har fået en politisk ledelse, der i rasende hast river alt ned - vores internationale omdømme, vores kultur- og åndsliv, vores uddannelsesniveau, vores grønne politik. Som lader hånt om indgåede aftaler og om tidligere ambitioner i forhold til internationalt samarbejde, til indsatsen overfor u-landene, til klimamålene og til håndteringen af verdens flygtninge.
Fredag 27. november blev en uforglemmelig dag. Jeg er stadig fortumlet efter priskoncerten i Dronningesalen på Det Kgl. Bibliotek, hvor jeg fik overrakt Carl Nielsen og Anne-Marie Carl Nielsens Legat 2015 samen med cellisten Andreas Brantelid og komponisten Juliana Hodkinson.
Stolt. Beæret. Overvældet. Og først og fremmest: meget, meget glad og taknememlig!
Det er netop blevet offentliggjort, at jeg er en af de tre modtagere af Carl Nielsen Prisen 2015.
Jeg glæder mig til at medvirke endnu engang på Thy Kammermusik Festival. Det er en helt særlig oplevelse at rejse op i det nordvestligste hjørne af Jylland for at møde unge, dedikerede kammermusikere fra hele verden, der er rejst hertil for at arbejde intenst med den svære kunst at spille sammen.
Så sker det! Vi er gået ind i opløbet frem imod repremieren på min seneste kameropera Et Dukkehjem. Den finder sted på Teater République på Østerbro i København lørdag 9. maj kl. 17.
Det er et usædvanligt privilegium at få mulighed for at genopsætte en forestilling så kort tid efter dens urpremiere. Og det har givet os den sjældne mulighed at revidere forestillingen og foretage forskellige opstramninger af den.
Igennem mange år har jeg haft det privilegium at arbejde sammen med Aarhus Sommeropera. Dette lille kompagni opretholder et meget højt ambitionsniveau, kke blot når det gælder nye og utraditionelle opsætninger af det klassiske operarepertoire, men også i forhold til at skabe musikteater af og for samtiden.
I det klassiske miljø har vi været vant til at betragte os som fredede. Vi plejer at betragte vores arbejde og indsats som noget, der er indlysende vigtigt. Hændelserne i 2014 har vist os, at den attitude er forkert. Vi skal UD - ud og kæmpe, ud og forklare og forsvare værdien af vores arbejde. Vi skal blive gode til at stå sammen - i det klassiske miljø, men også i musikmiljøet i bred forstand; ja, i hele den kunstneriske verden.
Vi nærmer os afslutningen på en intens periode med opførelser af min nye kammeropera Et Dukkehjem, baseret på Henrik Ibsens store drama-klassiker. Det har været et spændende forløb, hvor jeg har fået fornøjelsen af at arbejde sammen med både sangere og musikere, jeg ikke tidligere har haft projekter sammen med.
For få uger siden offentliggjorde DR's bestyrelse sine planer om at lukke DR UnderholdningsOrkestret. En fuldstændig urimelig og ubegribelig beslutning. Protesterne har væull ¾ret mange og omfattende lige siden - forleden kulminerede de med stærke støtteerklæringer fra to af verdens allerstørste orkestre: Metropolitan Operas Orkester og Wienerfilharmonikerne!
Kort før Skt. Hans udkom endelig cd'en med mit Requiem. Det er pladeselskabet dacapo, der står for udgivelsen; produktionen bygger først og fremmest på koncertoptagelsen, men vi havde dog en ekstra dag i studiet med mulighed for at supplere og reparere. Jeg er meget lykkelig for resultatet - man fornemmer virkelig på optagelsen den intense og koncentrerede atmosfære, der var i Koncertsalen den aften i april 2013, hvor værket blev uropført.
I disse måneder arbejder jeg intenst på et nyt operaprojekt, som bliver til på initiativ af Radmila Rajic og hendes “Copenhagen Chamber Performance”: En kammeropera baseret på Henrik Ibsens dramaklassisker “Et Dukkehjem”. Og med stærke samarbejdspartnere: Den Fynske Opera, Den Ny Opera i Esbjerg, Esbjerg Ensemble, Teater République og Athelas Sinfonietta Copenhagen.
Radmila ringede mig op en dag og spurgte, om ikke jeg mente, at netop Et Dukkehjem ville være velegnet som opera. Og jeg måtte give hende ret: faktisk forstår jeg ikke, at historien om Nora og hendes opgør med livet i Helmers hjemlige fængsel ikke for længst er omskabt til musikdramatik.
Py-ha...
Så er det snart forbi - mit helt utrolige jubelår 2013. Et år, der har budt på en fantastisk stribe af store oplevelser. Et år, hvor der var rig lejlighed til at tabe pusten...! Og nu venter så et 2014, der måske nok bliver lidt mere afdæmpet, men som dog allerede har et par store begivenheder i kalenderen.
2013 bliver for mig én lang, hvirvlende karrusseltur. I april gav DR Symfoniorkesteret, Koncertkoret, Pigekoret og fem fremragende vokalsolister under Henrik Vagn Christensens kompetente ledelse mig en af min komponistkarrieres allerstørste øjeblikke, da de uropførte mit halvanden time lange Requiem i DR Koncerthuset. En magisk aften, som lykkeligvis blev foreviget til cd-udgivelse på Dacapo senere på året.
Det er godt somme tider at minde sig selv og hinanden om, at det jo netop er dét, det drejer sig om i vores branche. At røre og bevæge. At formidle den store, fortryllende udtrykskraft, som musikken har. Tak til ALLE, der var med til at skabe det!
Mit skrivebord er blevet invaderet af en tegneseriegud. Divus Madsen, som i mere end 25 år huserede som selvudråbt Skaber og Alfader i tegneserien EGOLAND, blev ganske vist lagt i graven efter alle (tegne)kunstens regler i pinsen 2008. Men i dén branche er det jo ikke så usædvanligt og uhørt at man genopstår!
Et år mere, Herre! Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke. Et år af sorger og glæder, nærheder og ligegyldigheder, opfyldthed og nød. Et år nærmere min død.
I løbet af denne sommer har jeg, som mange andre, med rædsel og afsky fulgt retssagen i Norge mod gerningsmanden til terrorangrebene i Oslo og på Utøya 22. juli 2011. Og jeg har besluttet at tilegne mit Requiem mindet om ofrene for massakren på Utøya.
Klokkeringen for ørerne... Nej, jeg har heldigvis ikke fået tinnitus. Men jeg har arbejdet i den seneste uges tid på et lille stykke musik til klokkespillet i Aalborg Domkirkes tårn: Bells of Budolfi. Det indgår i den flotte festival, som arrangeres af den nordjyske forening Ny Musik under navnet OpenDays.
Vi har bevæget os ind i den skønneste årstid. Uden for vinduerne springer træerne ud, og solen varmer mere og mere. Livgivende. Det kræver nogen disciplin at holde sig inde ved sine noder...!
”Det er sparetid, derfor må alle holde for!” Det har været et af de fremherskende argumenter i den seneste tids debat om sparekrav og fyringsrunder på Det Kongelige Teater. Men der er al mulig grund til at anfægte dette tilsyneladende urokkelige dogme. I krisetider må man nødvendigvis prioritere; men hvis alle de gode hensigter om ”Danmarks kreative potentiale” og ”innovation som drivkraften ud af krisen” skal være andet end kønne ord og skåltaler, så er kunstområdet – og de kreative erhverv som helhed – et af de områder, der snarere skal opprioriteres.
Jeg er i gang med at rydde mit skrivebord og færdiggøre en række bestillingsopgaver, så jeg kan gå i gang med et nyt operaprojekt til Århus Sommeropera, som jeg tidligere arbejdede sammen med om trilogien over Svend Åge Madsens kultroman Tugt og Utugt i Mellemtiden. Her i Den Gamle By i Århus holder de stadig fanen højt og uropfører nye dansk operaer hver anden sommer.
Systemskifte. Endelig!
Farvel til ti golde og hjerteløse år med et Danmark, der blev mere og mere lukket om sig selv - fremmedfjendsk, mistroisk, selvfedt. Dagen efter valget var himlen højere og luften mere frisk end længe. Lad os få vores gamle tolerante samfund tilbage!
De siger nu, at han vistnok er 'kristen fundamentalist' - ham det monster, der i går med koldt blod skød og dræbte mere end 80 unge mennesker på øen Utøya i Norge.
Jeg vil ikke dele min Kristus med ham. På denne sorte dag er det svært at bevare troen på en nådig og kærlig Gud. Eller bare på det grundlæggende gode i mennesket. Men én ting må den frygtelige norske tragedie i hvert fald lære os: fundamentalismen er Djævelens værk - uanset hvilken religiøs forklædning, den måtte få.
Musik er et sprog uden grænser. Det er gang på gang en stor oplevelse at rejse i udlandet og opleve, hvordan en fremmed musiks tonesprog kan tale helt direkte og umiddelbart til én. Og det er lige så stærkt at opleve det modsatte: at dine egne traditioner - ja, ligefrem din egen musik! - kan appellere til folk, der har en helt anden social og national baggrund end din egen.
Der er noget meget livsbekræftende i at få lov til at arbejde med børn og unge på den måde. Og ikke mindst er det rigtig opmuntrende at mærke, hvor begejstret og uimponeret de går i lag med den ny musik og de nye og anderledes udfordringer.
Frostvejr, solskin, hele haven stadig dækket af hvid sne.
2011 starter med billeder af renhed og klarhed og høje himle. Gid året må fortsætte på denne måde og give tid og rum for en bevægelse væk fra den mørketilstand, som i stigende grad bemægtigede sig vores samfundsliv og vores kultur i løbet af 2010.
FÆRDIG!
Så nåede jeg langt om længe til vejs ende med mit Requiem. Sidste dobbeltstreg blev sat (meget passende) netop I ugen op til Alle Helgens Dag.
Jeg nærmer mig afslutningen på to års koncentreret arbejde på mit Requiem til DR Symfoniorkesteret. Det er og har hele tiden væull æret et vanvittigt spændende projekt for mig. En svimlende opgave, som hele tiden fremkalder blandede følelser og modsatrettede stemninger. Mørke og lys, dynamik og stilstand, sorg og trøst og glæde. En drøull øm af en opgave, javist; men også lidt af et mareridt... Hvordan tør man overhovedet stille sig op i den frygtindgudende kongerække af komponister, der allerede har leveret mesterværker til denne højdramatiske tekst?
Herre, lad mig dreje som et ur
der har greb om dødens partitur
stemmebåndet triller i sit skrud
gennem alle dagens sammenbrud.
Godt nytår! Vi har nu forladt 00'erne, som vores nye, glansløse statsminister i sin nytårstale frejdigt udnævnte til 'grådighedens årti' - uden dog på nogen måde at anfægte sin egen og sin regerings bestandige hyldest til det uhæmmede forbrug og den åndsløse materialisme. Som Ole Grünbaum skriver i dagens Politiken: det Danmark, der før blev behersket af 'den kreative klasse', domineres i dag af 'den kreative bogføringsklasse'! Og vores nye regeringschef er så ubetinget rundet af dén.
Adventstid. En måned i spændingsfeltet mellem tiltagende møull ørke og frydefuld forventning. En tid til indadvendt refleksion, til forberedelse og eftertanke. Men også dage med 'fart på' – masser af koncerter, komsammen'er, julehilsner, gaveræs osv. osv.
Efterårsvindene rusker i træerne, og løvet brænder i røde og gyldne farver. Muldjorden står sort på markerne, luften emmer af fugt og og død og forrådnelse. Det er den perfekte årstid for arbejdet med et Requiem… Ved skrivebordet tumler jeg med engle og dæmoner. Det er voldsomme kræfter og voldsomme kontraster, der er på spil.
Mørket har på mange måder allerede sænket sig over landet. Natten til torsdag 13. august gennemførte politistaten Danmark en brutal aktion mod irakiske flygtninge i Brorsons Kirke. Et raid, der afslører et billede af vores nation, som ikke er til at holde ud: et selvtilstrækkeligt, ubarmhjertigt, koldt, menneskefjendsk og småtskåret samfund, hvor enhver har nok i sig selv og sit eget. Hvor der dagligt bliver lavere og lavere til loftet.
Sommerferie!
Tid til ro og afslapning - men også til fordybelse og eftertanke.
Juni bød på en vellykket sommerkoncert i Stavnsholtkirken med vores fantastiske kammerkor Convivium. Som altid var det en herlig oplevelse af højt engagement, boblende overskud og spontan glæde ved samværet om såvel god musik som god mad og vin!
Ved den årlige studiedag i Forum for Musik og Teologi 2. juni 2009 i sognegården ved Sct. Bendts Kirke, Ringsted præsenteredes mine syv nye melodier til salmetekster af Simon Grotrian. Her fortalte jeg om arbejdet på mit Requiem - en værkbestilling fra DR Symfoniorkesteret, hvori den klassiske latinske Requiemtekst modstilles af Grotrians moderne salmetekster.
Jeg sidder midt i arbejdet med mit drømmeprojekt: der er ikke nogen større opgave for en komponist end den at skrive et Requiem.
En stor og spændende opgave, ja, men også frygtindgydende! Man skal finde et udtryk, der giver rum for de største og mest fundamentale yderligheder i menneskelivet. Liv og død, sorg og fortrøstning, desperation og forløsning, dom og nåde, fortabelse og sejr – Himmel og Helvede. Det er ubegribeligt voldsomme kræfter, der skal slippes løs.
