(placeholder)

Oktober 2009


Bladene falder. Æblerne falder. Temperaturen falder. Mørket falder på…


Efterårsvindene rusker i træerne, og løvet brænder i røde og gyldne farver. Muldjorden står sort på markerne, luften emmer af fugt og og død og forrådnelse. Det er den perfekte åull årstid for arbejdet med et Requiem…


Ved skrivebordet tumler jeg med engle og dæmoner. Det er voldsomme kræfter og voldsomme kontraster, der er på spil. Jeg bliver mere og mere optaget af den dynamiske spænding mellem den oldkirkelige latinske Requiem-tekst og mit udvalg af nye Grotrian-salmer, som tilsammen udgør mit tekstgrundlag.


Men midt i hele værkets apokalyptiske undergangsstemning blander sig en stor privat glæde over nyt liv: om kort tid skal vores ældste datter nedkomme – og gøre os til bedsteforældre for første gang.


Livet lader sig ikke kyse af tanken om døden!


Hvad er nød for Herrens trone

når den sidste grædekone

hvæsser sine sløve tænder

og når efteråret brænder?


Herren lagde hasselnødder

foran vore brugte fødder

galgeløkken fryder rakket

dér blev sorgen hvedestakket.


Herren strør i englebedet

alt det gode, der var fredet

hvad er nød og nødders knækken

når vi drikker Himmelbækken?


Hvad er nøddeknækkervalsen

når vi står i guld til halsen?

Herren strør sin Himmelglæde

dén kan gribbe ikke æde.


Simon Grotrian







John Frandsen



Vor jord er kampplads for en krig,

som ta'r min fred i tiden.

Fra kloden lyder leveskrig

som væld fra sindets viden:

Den gamle strid om varm og kold,

om vennesind og fjendevold,

om lys og mørkets kræfter.


Den griske, kolde fjendeånd,

der isner liljens blade,

som kalker med sin knokkelhånd

og sminker min facade,

smid ham dog ud, du Herre Krist!

Sæt ild ved Helligåndens gnist!

Brænd dragevæsnets vinger!


Kirsten Tange Jørgensen / mel.: John Frandsen

af "Versebog om Det Guddommelige"