Januar 2010
Godt nytår! Vi har nu forladt 00'erne, som vores nye, glansløse statsminister i sin nytårstale frejdigt udnævnte til 'grådighedens årti' - uden dog på nogen måde at anfægte sin egen og sin regerings bestandige hyldest til det uhæmmede forbrug og den åndsløse materialisme. Som Ole Grünbaum skriver i dagens Politiken: det Danmark, der før blev behersket af 'den kreative klasse', domineres i dag af 'den kreative bogføringsklasse'! Og vores nye regeringschef er så ubetinget rundet af dén.
Det lykkedes ham elegant at undgå enhver tale om kultur, både i sin nytårstale og i sin åbningstale til Folketinget i oktober. Alle hans fremtidsvisioner for det Løkke'lige Danmark - hans pejlemærker for de kommende års udvikling - handler om økonomi, forbrugsgoder, læse- og regnefærdigheder, levealder. Ikke et ord om hvorfor!? Ikke et ord om eftertanke, åndelighed, kunst, erkendelse.
Med denne triste mangel på horisont var det ikke så sært, at hans optræden på klimatopmødet endte i fiasko. Evnen til at anskue en sag fra flere sider, til at vise respekt for andres måder at leve og tænke på - den evne ejer vores nuværende styre ikke.
Nå, verden har førhen oplevet og overlevet den slags åndelige istider. Der vokser altid en modbevægelse frem under den glædesløse overflade. Det går utvivlsomt den forkerte vej i disse år når det gælder de store danske kulturinstitutioner; men der er samtidig grøde og nybrud - et kreativt anarki - i en masse uafhængige små fora. Og der er en levende interesse hos rigtig mange mennesker for emner, der hæver sig over hverdagens trivialiteter.
Jeg har taget et par ugers pause fra mit Requiem for at vende tilbage til en gammel kærlighed: William Blake's "Songs of Innocence and of Experience". Jeg skrev for mere end 25 år siden et par sang-cyklus'er (sopran/tenor og guitar) til disse meget poetiske og visionære tekster. Nu har jeg fået lyst til at gå i lag med dem endnu engang, i form af et værk til DR Pigekoret under titlen The Divine Zoo.
Blake var poet, grafiker, profet, medie... Hans billedsprog og hans raderinger lader ikke beat-generationens største syrehoveder noget efter. Hans digte er en uafbrudt hyldest til kærlighed, skønhed og poesi; men ikke uden bevidsthed og skarpe ord om alt det i verden, der arbejder imod. Hans Earth's Answer fra samlingen "Songs of Experience" kunne være en besk kommentar til klimatopmødet:
Earth raised up her head
From the darkness dread & drear.
Her light fled,
Stony dread!
And her locks cover'd with grey despair.
``Prison'd on wat'ry shore,
Starry Jealousy does keep my den:
Cold and hoar,
Weeping o'er,
I hear the father of the ancient men.
``Selfish father of men!
Cruel, jealous, selfish fear!
Can delight,
Chain'd in night,
The virgins of youth and morning bear?
``Does spring hide its joy
When buds and blossoms grow?
Does the sower
Sow by night,
Or the plowman in darkness plow?
``Break this heavy chain
That does freeze my bones around.
Selfish! vain!
Eternal bane!
That free Love with bondage bound.''
Ikke sandt!? Klar tale - midt imod alt det, der truer det eneste, der i virkeligheden gør livet værd at leve: kærligheden. Med disse ord, skrevet i 1794, er der trods alt grund til at turde tro på et
GODT NYTÅR!
John Frandsen
