Marts 2019

De seneste uger har været præget af min mors dødsfald 31. januar. Hun blev næsten 85 år, og de seneste mange år af sit liv var hun syg og sengeliggende, så afskeden er på mange måder også en udfrielse. Det blev et fint forløb ved hendes dødsleje - vi var samlet, alle vi tre søskende og min gamle far på 88, som i det seneste års tid har boet på det samme plejehjem som min mor. Vi fik talt og sunget og holdt i hånd, og hun sov ind tilsyneladende uden smerter og angst. Det er godt at se tilbage på.

Jeg har meget at takke hende for. Det var hende, der førte os børn ind i musikkens verden. Hun tog os med til koncerter med Aalborg By-Orkester, som det hed dengang. Vi gik glade med; vi kedede os måske lidt, mens musikken spillede, men der var altid en is i pausen!

I sine unge dage var hun aktiv i Aalborgs musikliv, både som sanger i Filharmonisk Kor, som orgelstuderende ved konservatoriet og sågar som musikanmelder i de lokale aviser. Senere gik hendes liv på drastisk vis i stå, og de seneste mange år var på mange måder svære at være vidne til. Men jeg tænker med stor taknemelighed tilbage på mine barne- og ungdomsår, hvor hun var en stor inspirationskilde. Uden hende var jeg formentlig ikke slået ind på musikkens vej.

Det har med andre ord været en lidt stille tid ved nodepapiret. Jeg er så småt gået i gang igen med en sekstet til Mikkel Egelunds CRAS ensemble. Seks dygtige unge guitarister, som har bestilt en række korte kompositioner hos forskellige komponister under temaet "De seks sanser". Jeg skriver til smagen. Tiden må så vise, om det bliver den gode eller den dårlige...

Søndag 3. marts uropfører Christina Bjørkøe en række nye korte klaveretuder ved en stor koncert i Mantziussalen i Birkerød. Stykkerne er små dyreportrætter - en slags moderne "Dyrenes Karneval". Jeg har lavet et lille musikalsk portræt af Flodhesten i tre udgaver: én for begyndere, én for øvede, og én for professionelle. Jeg glæder mig til at høre dem - og til at se, hvordan de eventuelt vil blive brugt i musikskolernes klaverundervisning i fremtiden. Hele samlingen, med værker af bl.a. Andy Pape, Anders Koppel, Mogens Christensen, Peter Bruun og Anders Brødsgaard, bliver udgivet til efteråret af Edition WH.

Og så glæder jeg mig til 15. marts, hvor min søn Morten og Athelas Sinfonietta uropfører seks nye sange til tekster af Søren Ulrik Thomsen. Cyklussen hedder Uroligt Requiem og består af digte fra samlingen Rystet Spejl. Det er et sitrende univers med skiftende flygtige erindringer om et mistet og savnet menneske.

***

Resten af 2019 vil være domineret af mit næste store operaprojekt. Det er en fortælling om Marie Grubbe, baseret på Lone Hørslevs bog fra 2014 af samme navn. Romanen beskriver de helt afgørende tidlige år i Marie Grubbes liv, hvor hun opdager sig selv og sine drifter og seksualitet. Hvor hun indleder den kompromisløse hengiven sig til sin krop og sine lyster, som giver hende vilde og sanselige oplevelser, men som samtidig fører hende ud i en ufattelig social deroute. Bogens handling udspller sig i 1666 - et år, som mange fortolkede som apokalypsens år, fordi det rummede “dyrets tal” 666 fra Johannes’ Åbenbaring.

Tro, død og lidenskabelig kærlighed blander sig i et sanseligt, højspændt drama i Lones roman. Et drama, der både beskriver, hvor langt frygten for den ultimative katastrofe kan drive os ud, og som samtidig fortæller historien om, hvor frygtløs længslen efter kærlighed og erotik kan gøre os. Stærkt og fascinerende operastof, med andre ord!

Med operaen vil vi bl.a. stille skarpt på spændingsfeltet mellem den kollektive frygt og den personlige. For ligesom Marie Grubbe gjorde det, lever også vi i en tid, der opleves som skræmmende. Dommedag er nær! Mange oplever deres sikkerhed truet af strukturer og tendenser og ændringer i basale livsvilkår, som man ikke har individuel indflydelse på. Hvad gør man så? Rykker man tættere sammen, demonstrerer, skriver læserbreve? Eller begynder man i stedet at leve mere vildt, gribe nuet, kaste sig ud i eventyr og udskejelser, nu hvor der alligevel ikke er udsigt til en fremtid?

Marie Grubbe valgte det sidste. Med samtidens øjne: tankeløst, ubegribeligt, æresløst. I dag vil vi måske snarere sige: modigt, kompromisløst og lidenskabeligt.

Med musikken ønsker jeg at etablere en dialog mellem den tid, barokken, som dramaet udspiller sig i, og vores egen tid. Præcis som også Lones roman gør det. Jeg kommer til at anvende nogle af de gestiske figurer, der kendetegner barokken. Ikke som egentlige stilpasticher, men snarere ved at tage udgangspunkt i den særlige musikalske ‘retorik’. der udfoldes i barokmusikken, og lade den udspille sig i et nutidigt tonesprog. Nogle af afsnittene vil fx benytte klassiske danseformer fra barokken (menuet, gigue, allemande etc.) - men i nutidig iklædning. Andre afsnit vil gøre brug af særlige vendinger (fx seufzer-figuren, lamentobassen eller jubilomotivet), der var typiske for barokmusikken; men her indplaceret i en moderne klangverden. Og andre igen vil benytte satsprincipper fra barokken som passacaglia, kanon og pastorale.

Vi fik lejlighed til at afprøve sådanne virkninger i en workshop, som vi afholdt i foråret 2018, og de havde stor effekt. Jeg har desuden brugt et nyskrevet kammerværk til Ensemble Prisme (uropført maj 2018) til at arbejde med disse teknikker. Værket hedder Barock’nRoll og er udformet som en slags “fransk suite” med referencer til barokkens dansesatser. Dele af musikken i operaen vil være i familie med dette værk.

P.t. har vi så godt som færdiggjort arbejdet med librtettoen. Den er blevet til i samarbejde mellem mig og stykkets instruktør, Madeleine Juul Rønn. De øvrige medlemmer af projektets kunstneriske team er Gøje Rostrup (scenograf) og Radmila Rajic, som via sit Copenhagen Chamber Performance var den oprindelige initiativtager til det hele. Og så selvfølgelig David Riddell og hans skønne musikere fra Randers Kammerensemble. Det bliver en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem igen!

John Frandsen