(placeholder)


Sommer 2020


Fire måneder er der foreløbigt gået, siden vores statsminister lukkede hele samfundet ned pga. den verdensomspændende Corona-epidemi. Måneder, hvor al normal aktivitet og socialt samkvem har været suspenderet. Hvor skoler, kirker, kulturinstitutioner og offentlige arbejdspladser har været lukkede. Hvor grænsebommene har været sænket og den normale hektiske rejseaktivitet i forårs- og sommertiden er afløst af parkerede fly på jorden og mennesketomme lufthavne. Cafeer, restauranter, biografer, teatre, koncertsale - alt står tomt.

Det er en meget mærkelig tid. Der er noget ildevarslende og apokalyptisk over den. Men det er samtidig også blevet en periode med tid til refleksion. Overvejelser om, hvad der er væsentligt og mindre væsentligt i tilværelsen.

Jeg er overbevist om, at verden ikke bliver helt den samme igen, når vi nu - med små og forsigtige skridt - begynder at åbne igen. Der er opstået en stærk kollektiv bevidsthed om, at menneskelvet er sårbart og skrøbeligt, og at naturen og vores omverden rummer kræfter, vi ikke altid kan gøre os til herre over. Det er i grunden ganske sundt.

Det har været imponerende og overraskende at se, hvor hurtigt og hvor radikalt befolkningerne har været i stand til at reagere og ændre adfærd. Og dét er opløftende, midt i al det mørke og dystre. Med tanker på, at kommende udfordringer som fx klimaet, verdensressourcerne og globaliseringen vil kræve omfattende forandringer allerede på kort sigt, så er det godt at erfare, at menneskeheden faktisk er i stand til at tilpasse sig, når det virkeligt gælder.

Personligt har jeg følt mig privilegeret i denne ellers så svære tid. Jeg har et godt og relativt sikkert job som organist i folkekirken, jeg har gode kompositionsopgaver at fylde den ledige tid ud med, og jeg har en vidunderlig familie, der står sammen om at holde humøret oppe.

Men også jeg mærker nogle konsekvenser. Først og fremmest var Stavnsholtkirken naturligvis lukket fra medio marts og indtil Kristi Himmelfartsdag. Det er første gang i mit professionelle liv, jeg ikke har været i kirke i påsken. Og selvom vi nu har åbnet for gudstjenester igen, så gennemfører vi stadig uden fuldt kor Jeg savner meget den ramme om min tilværelse, som kirkens musikliv plejer at udgøre - jeg savner at arbejde med mine sangere, at tilrettelægge musikken til gudstjenesterne i samspil med mine præster og til glæde for vores levende og interesserede menighed.

Jeg savner også vores koncertvirksomhed i sognet. Den udgør en vital platform for hele mit kunstneriske virke, så den glæder jeg mig til at kunne sætte i gang igen.

Undtagelsestilstanden har ført til en lang række aflysninger og udsættelser af kulturelle og sociale begivenheder. Sådan må det være; smitterisikoen er simpelthen for stor. Vores regering har valgt at prioritere andre områder og sektorer end kulturen i de første faser af genåbningen. Det kan man begræde, men reelt er smittefaren nok også særligt stor ved den type begivenheder, hvor vi samler mange menesker under samme tag som fx til en koncert eller en teaterforestilling.

Situationen har påvirket et par af mine egne projekter. Min nye kammeropera Dyrets År 1666 skulle have haft sin urpremiere på Aarhus Sommeropera 29. august i år; men produktionen er blevet udskudt til næste år. Som et lille plaster på såret kan jeg glæde mig over, at den unge sopran Katinka Fogh Vindelev, som skal spille rollen som Marie Grubbe, vil bruge Maries to store monologer fra operaen som del af sit program ved sine debutkoncerter allerede denne sommer. Jeg har derfor lavet en kammerversion for barokkvartet til hende af disse to udsnit - et selvstændigt lille koncertstykke med titlen Maries Monologer, som desuden vil blive opført ved en række koncerter med Randers Kammerensemble i september.

Også et andet fremtidigt projekt til Mogens Dahls Kammerkor og Athelas Sinfonietta, som var bestilt til en koncert under Golden Days i september, er blevet aflyst og udsat indtil videre. Det er ærgerligt med to så store aflysninger; men jeg er i det mindste glad for, at begge projekter ser ud til at blive realiseret senere.

I mit arbejdsværelse er coronatiden gået med at komponere en samling af 12 Davidssalmer for blandet kor. Det har jeg længe haft lyst til, og nu gav tiden og muligheden sig. Samlingen har fået titlen Psalmodie, og den er tilegnet de fire skønne sangere i min kvartet i Stavnsholtkirken, som år efter år loyalt og trofast lægger stemme til alle mine mærkværdigheder.

Jeg glæder mig over (og takker for) et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, som gør det muligt for mig at afsætte en del tid i det kommende år til at lave en ny version af mit Requiem. Dette halvanden time lange værk blev oprindeligt skrevet til DR's ensembler og uropført i Koncerthuset i 2013. Jeg har længe haft et ønske om at bearbejde det til et format, hvor det vil kunne opføres i mindre rammer. Og vokalensemblet Ars Nova, deres chefdirigent Paul Hillier og domorganist Kristian Krogsøe fra Aarhus har stillet sig til rådighed. Så de kommende måneder vil være helliget denne opgave, og til marts 2021 vil den nye slankere version af værket blive præsenteret.

Desuden har jeg færdiggjort det føromtalte værk til Mogens Dahls Kammerkor og Athelas. Det bliver så ikke til opførelse i september, så der er ingen overhængende deadline. Stykket hedder UTOPIA, og rygraden i værket er den gammeltestamentlige tekst fra Prædikerens Bog om tid og evighed: “Alt har sin stund. Hver ting under himlen har sin tid.” Ind i denne klassiske og - på sin egen paradoksale vis - tidløse tekst væver sig fragmenter af ikoniske sange fra 68-generationen: “Times they are a-changing”, “No woman, no cry”, “I kan ikke slå os ihjel”, “Aquarius” m.fl. Tekster, der i et mere socialt indigneret sprog fortæller om blikket på tid og tidernes skiften, sådan som det udfoldede sig vildt og voldsomt dengang for 50 år siden. Stykket er tænkt både som en hyldest til den periode og en diskussion af, hvor langt (eller kort?) dens tanker og visioner viste sig at række.

John Frandsen