Januar 2017

Om et par uger er der urpremiere på min seneste kammeropera Martyriet. Det er en kort forestilling i én akt - 75 minutter - med udgangspunkt i historien og myten om digterpræsten Kaj Munk.

Kaj Munk er en af Danmarkshistoriens store og omstridte personligheder. I tiden op til Anden Verdenskrigs udbrud hyldede han Adolf Hitler som samtidens politiske frelserskikkelse, men siden blev han en af de mest fremtrædende modstandere af den tyske besættelse. Hans indædte modstand mod den tyske besættelse førte til, at han d. 4. januar 1944 blev myrdet af en SS-patrulje. Nyheden om mordet gik som en løbeild gennem Danmark, og den død, han selv havde set i øjnene, blev en væsentlig grund til, at modstandsviljen hos flertallet af danskerne for alvor blev vakt.

Da forfatteren og Munk-eksperten Vilhelm Topsøe for nogle år siden henvendte sig til mig og foreslog, at vi sammen skulle skrive en opera om Kaj Munk, var jeg i første omgang lidt tøvende. Har den historie stadig noget afgørende at forælle os? Men efterhånden som vi fik talt os igennem, blev jeg overbevist: ja, den er måske endda særligt relevant netop i disse år, hvor talen om ”det religiøse martyrium” dukker op oftere og oftere, og med helt andre udgangspunkter end traditionel dansk kristentro.

Et undtagelsesmenneske som Kaj Munk er altid et spændende bekendtskab. Det er i mødet med en sådan kompromisløs vilje, at ens egen tilværelse og ens egne holdninger bliver sat i relief. Mange af de spørgsmål, der optog Munk, er i høj grad også aktuelle i dag. Der er skræmmende mange paralleller mellem den åndelige armod, der skabte nazismen, og nutidens åndsformørkede dagsordener.

Vi var enige om, at vi ønskede at tegne et facetteret billede af Munk. Ikke som heltemodig idealist, ikke som religiøs fanatiker – men som lidt af det hele. Som en mand, der fulgte sine mål til det yderste. Som gik til kanten, også selvom han var klar over, hvilken skæbne han derved kaldte på. Og som krævede samme indstilling af sin omverden -  han foragtede samarbejdspolitikken og den danske lunkenhed.

Munks verden er hos os fuld af indre dialoger, med famillien, med menigheden i Vedersø, med poltikerne og offentligheden, med besættelsesmagterne. Disse indre dialoger finder deres form i forestillingen som replikker ud af intetheden. Roller, der ikke manifesterer sig på scenen, men alene som 'fantomer', som lyde i mørket: den handicappede søn Helge, den unge Vedersø-dreng Lars, der melder sig under modstandsbevægelsen, den tyske rigsbefuldmægtige dr. Werner Best. Stemmerne forfølger Munk og udfordrer ham og hans forestilling om sin mission.

Planerne for den musikalske realisering af operaen har undergået mange ændringer undervejs. Vi lagde ud med en traditionel kammerorkester-besætning, vi var forbi tanken om en ren vokal-opera (med brug af et vokalensemble som 'operakapel'), inden vi endte ved KOTTOS ensemblets helt usædvanlige instrumentkombination: blokfløjter, cello, accordeon og bouzouki. En klang af verdensmusik, der for så vidt ligger langt fra vestjysk Vedersø-tradition; men som til gengæld kan bidrage til at løfte fortællingen ud af det rent lokale perspektiv. Der er klang af både nordisk folklore, balkanmusik og mellemøstlige forsiringer – og dermed skabes der forhåbentlig musikalske associationer, der understøtter vores tanke om 'martyriet' som en aktuel problematik, der peger ud over vores egen danmarkshistorie.  Og med en kontratenor i titelrollen (Morten Grove Frandsen) spejles 'undtagelsesmennesket' i en 'undtagelses-stemme'.

John Frandsen