Februar 2014

Dagene længes ...

Mens jeg endnu kan kigge ud på resterne af den smule sne, der er faldet i haven i denne vinter, sidder jeg og arbejder med mit næste store projekt: en kammeropera baseret på Ibsens klassiker Et Dukkehjem.

Initiativet til denne opera kom fra Radmila Rajic, en serbisk sopran, der efterhånden har boet mange år i Danmark, og som har skabt en free lance gruppe under navnet Copenhagen Chamber Performance.

Allerede da Radmilla boede i Serbien, var hun meget optaget af Ibsen. Og hun siger, at hun glædede sig til at komme til Skandinavien, bl.a. for at stifte bekendtskab med alle de operaer, der måtte være skrevet over Ibsens dramaer.

Hun blev slemt skuffet! Ibsen sat i musik er nærmest et ikke-eksisterende fænomen...

Og det er i grunden meget besyndeligt, for mange af hans dramaer har klart operapotentiale. Det er skildringer af store livsdilemmaer, voldsomme menneskelige konflikter, dybe erkendelser, følelsesmæssige ekstremer - alt det, som en god opera er skabt af.

Radmila ringede mig op en dag og spurgte, om ikke jeg mente, at netop Et Dukkehjem ville være velegnet som opera. Og jeg måtte give hende ret: faktisk forstår jeg ikke, at historien om Nora og hendes opgør med livet i Helmers hjemlige fængsel ikke for længst er omskabt til musikdramatik.

Nu sker det så. I november i år har vi urpremiere på Den Fynske Opera i Odense. Librettoen bliver til i et samarbejde mellem forestillingens instruktør Tzara Tristana og mig selv. Og sangerholdet inkluderer foruden Radmila selv bl.a. Jens Bruno Hansen, Trine Bastrup Møller og Thomas Præstegaard.

Videokunstneren Signe Klejs står for den visuelle iscenesættelse. Esbjerg Ensemble lægger orkester til, både ved opførelserne i Odense og når vi efterfølgende spiller et par forestillinger i Esbjerg. Og i april 2015 genopsættes operaen på Teater République i København, hvor den spiller ca. 10 gange.

Vi har valgt at dreje Ibsens historie, således at den bliver en rejse i tid. Vi begynder i Ibsens egen epoke, 1880'erne, og scene for scene nærmer vi os vores egen tid. Dermed flyttes også fokus i Noras opgør. En historie om en kvinde, der forlader sin mand og sit ægteskab, kunne i sig selv provokere på Ibsens tid. Det kan det ikke i dag, hvor hvert andet ægteskab opløses. Men en kvinde, der er parat til at forlade sine børn for at insistere på retten til selv at blive et helt menneske, hun kan stadig provokere os.

John Frandsen