December 2017

Adventstid. Julemåned. Forventningsfulde dage Varme hilsner fra nær og fjern. Glade børnestemmer, der skråler højt med på "Halleluja! Halleluja!"...

Man bliver heldigvis aldrig for gammel til at lade sig rive med. I december må man godt blive lidt barnlig igen.

Jeg sidder i disse dage og forbereder satser til vores jul i Stavnsholtkirken. Det er et både hyggeligt og meget meningsfuldt arbejde - og jeg glæder mig hver dag over at have en sådan sammenhæng at musicere ind i. Jeg er så heldig at være organist i et sogn, hvor der er usædvanligt højt til loftet, og hvor både præster og menighed bakker fuldt og helt op om det musikalske arbejde ved kirken. Og vores lille top-professionelle kammerkor Convivium, som består af de otte sangere, der til daglig gør tjeneste ved sognets to kirker, har i år eksisteret i hele 20 år. Det skal vi fejre med en jubilæumskoncert 7. januar i Stavnsholtkirken, og dét skal nok blive festligt!

Så i det lokale er der al mulig grund til at være glad. Det hele bliver straks mere broget, når man løfter blikket: vores nationale politiske og kulturelle værdier er i dramatisk skred, og på den store verdensscene lyder faretruende alarmklokker og buldrende dommedagsbasuner. Man kan ikke i længden helt overse, at den hjemlige julehygge udfolder sig på en temmelig dyster baggrund.

Hvornår var det, det skete, at ordet "humanistisk" blev et skældsord? Hvilke mørke kræfter har gjort det suspekt at holde fast i medmenneskelige kerneværdier? Hvad er det, der skaber det voldsomme folkelige had imod "eliten"? Hvorfor er det at vide noget pludseligt blevet miskrediterende?

Det skræmmende er, at disse tendenser ser ud til at være globale - eller i hvert fald fælles for den store, gamle kulturkreds, der kalder sig 'den vestlige'. Det er ubegribeligt, at vi på den måde tillader os at afvikle og afvæbne os selv. Vores store styrke har hidtil haft sit fundament i en stærk og fælles kulturel selvbevidsthed. Den er vi systematisk gået i gang med at smadre, og dét med en iver, der vækker mindelser om Talebans og ISIS' brutale destruktioner af deres klassiske kulturarv.

Narcissismen er blevet den væsentligste politiske og sociale motor, og selv verdens mægtigste land regeres nu af en person, der mere end nogen repræsenterer dette billede. Mig! Mig! Mig!

Ind i denne virkelighed skal vi så om kort tid nok engang høre juleevangeliet. Historien om afmagtens triumf. Om ophøjelsen af det allermindste. Om glæde og fred på jord, og om god vilje blandt mennesker.

Og heldigvis er ordet, drømmen, visionen så stærk, at man trods alt må lade sig gribe. Ikke i naiv forglemmelse af det mørke, der truer os i tiden; men i en slags tryghed og meningsfylde, der kommer af følelsen af forankring.

Set i det lys, har kunst og kultur aldrig været væsentligere end i dag. Det er vores fortællinger, vores sange, vores billeder og musik, der har evnen til at skabe sammenhæng og perspektiv i vores folkelige fællesskab. Og selv om det kan føles op-ad-bakke at slås for det standpunkt i dagens politiske klima, der konsekvent overser og marginaliserer det, så tror jeg stadig på, at kampen er vigtig.

Simon Grotrian, som er én af mine favorit-salmister, finder håbet og juleglæden på denne måde:

     Vi har rørt en englesky

     i den lille salmeby

     og de hvide brød må rulle

     når det regner, blir vi fulde

     roden har vi ovenfra.

     I den åbne kirkekrop

     høres vores løvgalop

     selv Vorherre måtte fødes

     af en jord, hvoraf vi gødes

     skyen er hans guldcigar.

"Roden har vi ovenfra" - oppe fra Vorherres guldcigarer... Det er da  en munter måde at vende alting på hovedet på. Til at blive helt fornøjet af.

Så glædelig jul. Trods alt!

John Frandsen