April-Maj 2018



FORÅR!

For hvert år, der går, bliver man lykkeligere og lykkeligere for at opleve den vidunderlige kraft, der bryder frem overalt i disse måneder frem imod Skt. Hans. Fuglefløjt, nyudsprungne træer, blomster og buske med friske skud... Som Divus Madsen fra EGOLAND plejer at sige: Livet er bedre end alternativet!


Midt i nogle aprildage med varmt og solrigt højsommervejr har vi afholdt en indledende waorkshop på vores kommende operaprojekt bygget over Lone Hørslevs roman Dyrets År. Det er en beretning om den helt unge Marie Grubbe - om hvordan seksualiteten og sanseligheden vækkes i hende for at blive en altfortærende kraft i hele hendes tilværelse.


Handlingen er henlagt til Akershus Slot i Oslo (det daværende Kristiania) en meget, meget kold vinter i 1666. Dette årstal var af mange af samtidens mystikere spået til at være Apokalypsens År. De tre sekstaller spiller en stor rolle i Åbenbaringen, og man tog tidens katastrofer som varsel på, at dommedag var umiddelbart forestående.


Midt i denne fatalistiske stemning af dom og død og kulde udspiller fortællingen sig om Marie Grubbe og hendes indre ildebrande. Det har Lone skrevet en utroligt fascinerende bog om, og den er hun nu gået i gang med at bearbejde til operalibretto.


Den første scene forelå fra hendes hånd for et par måneder siden, og den har jeg foreløbig sat i musik. Dette første kvarter af den kommende to-akters opera havde vi så samlet et dejligt hold af sangere omkring, så vi kunne få en foreløbig fornemmelse af figurerne og dramaet.


Det blev nogle meget opmuntrende dage. Vi havde lånt Koncertkirken på Nørrebro til formålet, og vores instruktør Medeleine Juul Rønn og scenografen Gøje Rostrup flyttede flittigt rundt på alle medvirkende, så ingen muligheder forblev uafprøvede.


Projektet er blevet til på initiativ af Radmila og hendes Copenhagen Chamber Performance, som også stod bag operaen Et Dukkehjem for et par år siden. Men efter afholdelsen af vores workshop overgår produktionen nu til Aarhus Sommeropera, hvor den samlede forestilling får premiere i august 2020.


Nu forestår en periode med intensivt arbejde, først og fremmest for Lone og mig. Med udgangspunkt i vores oplevelser og erfaringer fra de to intense workshopdage skal der nu skrives tekst og musik til en regulær helaftens kammeropera. Det glæder jeg mig til.


Handlingens understrøm af dommedagsstemning er en tilstand, der også taler stærkt ind i vores egen tid. Det bliver spændende at udforske forskelle og ligheder mellem middelalderens religiøst betingede forestillinger om verdens ende og vor egen tids mere videnskabeligt begrundede frygt for jordens (eller i hvert fald meneskehedens) snarlige undergang. Hvad gør sådanne dystre perspektiver ved vores begreber om moral og etik, om rigtigt og forkert?


***


Foruden denne opera har jeg et par andre projekter undervejs. Jeg er lige blevet færdig med musikken til et nyt værk for det nyetablerede kammerensemble Prisme. Fire musikere: fløjte, klarinet, klaver og cello, med Livgardens soloklarinettist Martin Kejser som ankermand. Mit stykke til dem er inspireret af det samme barokunivers, som operaen om Marie Grubbe udspiller sig i. Jeg har skrevet det som en slags "fransk suite" - dvs. med anvendelse af de klassiske dansesatser fra barokken: Sarabande, Gigue, Polonaise, Menuet etc. Men dansene får naturligvis et nutidigt twist, så de fremstår mere forvredne og syrede, end traditionen var i 16-1700 tallet. Jeg har givet værket titlen Barock'n Roll - og jeg glæder mig til uropførelsen i Stavnsholtkirken 27. maj.


Jeg skriver også på et værk til AROS guitarduo, som består af to unge fremragende musikere: Simon Wildau og Mikkel Egelund Nielsen, og de debuterer fra konservatoriets solistklasse i september. De har tidligere spillet mine gamle guitarduoer; for nylig lagde de en smuk version op på nettet af Nocturnal Procession. Klik ind og lyt - de er værd at lægge øre til.


Der står også et soloværk til harpenisten Tine Rehling i ordrebogen. Og sidst, men ikke mindst: endnu et kammeroperaprojekt ligger i pipeline: en forestilling om svenske Alfred Nobel - dynamittens opfinder og stifteren af Fredsprisen. Ideen til dette projekt er vokset ud af arbejdet med Kaj Munk-operaen Martyriet, som får endnu en opsætning i efteråret 2018, hvor den drager på turné rundt i landet.


Så alt i alt: jeg får vist brug for at lade mig inspirere af naturens forårskræfter! Der er nok at tage fat på. Og dét er da et kæmpe privilegium...


John Frandsen