September 2020
Et halvt år er der gået nu. Et halvt år med en hel verden i en slags undtagelsestilstand. Alt står i corona-epidemiens tegn, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at det ændrer sig foreløbigt.
Situationen udgør en kolossal udfordring for hele musik- og kulturlivet. Forsamlingsforbud, rejserestriktioner, skrappe betingelser for fællessang og musiceren, mundbind og håndsprit, ingen kys og kram - og ikke mindst: selve angsten for sygdommen, som siver ind allevegne.
Koncerter og andre live events var længe fuldstændigt lukket ned. Men der åbnes efterhånden mulighed for at gennemføre aktiviteter - dog for et stærkt reduceret antal publikummer.
Masser af kulturinitiativer og -institutioner over hele verden er bukket under eller befinder sig lige nu på falittens rand. Adskillige symfoniorkestre og operascener har aflyst hele sæsoner; kunstneriske giganter som fx Metropolitan i New York har måttet afskedige både kor og orkester. Ødelæggelserne er vanvittigt omfattende, og det er svært at se, hvordan der nogensinde skal blive rettet op på det hele. Altsammen bare på grund af en inficeret flagermus på et marked i Kina...!
Men vi lærer også noget af denne uventede og globale krisesituation. Verden bliver tvunget ned i et lavere gear. Vi bliver mere opmærksomme på betydningen og værdien af vores liv og vores tid. Og der er noget opløftende i at opleve, hvordan hele verden på kort, kort tid har formået at ændre daglige vaner og adfærd på så radikal en måde - det lover godt for vores evne til at tilpasse os de fremtidige kriser, som vi kigger ind i.
For mit eget vedkomende har Corona-tiden givet en paradoksal fornemmelse af ro. Jeg har aldrig tidligere i mit liv kunnet slå op i min kalender og se en uge, der var totalt uden forhåndsaftaler. Det spiller naturligvis en stor rolle, at jeg sidder i en tryg stilling som organist i Folkekirken, så jeg har ikke kæmpet med økonomisk eller jobmæssig usikkerhed. I stedet har jeg haft usædvanligt god tid til at arbejde med mine kompositionsprojekter.
Jeg brugte første del af nedlukningen til at realisere et projekt, som jeg længe har haft lyst til og hele tiden skubbet foran mig til et tidspunkt, hvor der var plads i kalenderen. Det var tonesætning af en stribe Davidssalmer for 4-stemmigt kor. De blev til i marts-april unde titlen Psalmodie. De 12 motetter er tilegnet mine fire dejlige og dygtige sangere i Stavnsholtkirkens kor, som søndag efter søndag lægger krop og stemme til mine påfund.
Jeg fik også tid til at skrive et værk til Athelas Ensemblet og Mogens Dahls Kammerkor. Det var en sjov og utraditionel bestilling på et værk, der skulle fungere som en refleksion over 'ånden fra 1968'. Stykket hedder UTOPIA, og rygraden i værket er den gammeltestamentlige tekst fra Prædikerens Bog om tid og evighed: “Alt har sin stund. Hver ting under himlen har sin tid.” Ind i denne klassiske og - på sin egen underfundige vis - tidløse tekst væver sig fragmenter af ikoniske sange fra dengang: “Times they are a-changing”, “No woman, no cry”, “I kan ikke slå os ihjel”, “Aquarius” m.fl. Tekster, der i et mere socialt indigneret sprog fortæller om blikket på tid og tidernes skiften, sådan som det udfoldede sig vildt og voldsomt dengang for 50 år siden. Stykket er tænkt både som en hyldest til den periode og en diskussion af, hvor langt (eller kort?) dens tanker og visioner viste sig at række. Det slutter i en lydkollage, der konfronterer Martin Luther King's berømte "I have a Dream"-tale med Trumps udråben af sig selv som "president of Law and Order". To tiders diametralt modsatte fortolkning af, hvad den amerikanske drøm om frihed og retfærdighed går ud på.
Netop i disse dage har jeg foretaget en mindre revision af mit tre år gamle stykke m, som oprindeligt var skrevet for den kinesiske fløjte dizi, men som nu skal opføres med et andet og mindst lige så poetisk klassisk kinesiske folkeinstrument, den tostrengede 'violin' erhu. Værket er oprindeligt bestilt af Scandinavian Guitar Duo i samarbejde med det kinesiske Conficius Institute, der holder til på konservatoriet i København. Den nye version kan høres i begyndelsen af oktober ved koncerter i Holte og Fredensborg.
Mit hovedprojekt i dette år er imidlertid en omfattende omarbejdelse/genkomponering af mit Requiem fra 2010. Dette store værk, som blev uropført af DR's ensembler i marts 2013, har jeg længe haft lyst til at lave en slankere version af. En udgave, der ikke kræver medvirken af mere end 150 sangere og musikere, sådan som originalversionen gør. Det er på mange måder frustrerende at have et så omfattende værk liggende, som det stort set er umuligt at finde ressourcer til at få genopført. Det er mit håb, at den nye version vil appellere til mange af de dygtige kor, der findes rundt omkring i landet. Jeg er meget glad for, at Ars Nova og deres dirigent Paul Hillier har påtaget sig opgaven, sammen med Aarhus Domkirkes unge orgelløve Kristian Krogsøe, at uropføre denne nye version af det 90 minutter lange værk ved en række koncerter næste forår..
Så selvom der har været - og stedig vil være i nogen tid - langt mellem koncertoplevelserne, og selvom mange af de opførelser, jeg skulle have haft i år, er blevet aflyst og udsat, så er der masser at glæde sig til i 2021. Ikke mindst ser jeg frem til august 2021, hvor min nye kammeropera om den unge Marie Grubbe, r 1666 baseret på Lone Hørslevs roman, får sin urpremiere med et års forsinkelse på Aarhus Sommeropera - med et skønt cast af talentfulde sangere og med det velspillende Randers Kammerensemble i orkestergraven under ledelse af David Riddell. En lille smagsprøve fra operaen kunne høres ved Sommeroperaens 'coronakoncerter' i Aarhus i begyndelsen af september. Det lover godt!
John Frandsen
