(placeholder)

December 2016





2016 har været lidt af et annus horribilis. Det er som om hele verden går amok i desperate, fortvivlede og perspektivløse svar på de enorme udfordringer, den står overfor. Vi er vidner til en retorisk og realpolitisk forråelse, der skaber både frygt og forfærdelse.


Min generation har aldrig oplevet krigen på nært hold, og vi voksede op i en optimistisk og udadvendt tid, hvor peace and love and harmony var bærebølgerne. Vi troede vel, naivt, at sådan skulle det altid være. At menneskeheden omsider havde indset det nyttesløse og stupide i krig og vold. Ja, vi levede vist nærmest i en forestilling om, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid, førend der for evigt ville indfinde sig en slags paradistilstand på jorden.


Samme euforiske stemning gentog sig nogle årtier senere, da Muren faldt. Selv førende historikere talte dengang om, at vi nu havde nået afslutningen på menneskehedens politiske kampe. Demokratiet havde vundet sin endelige sejr!


Hvilken barsk opvågnen i disse år. Om kort tid sætter Trump sig i stolen som afløser for humanisten Obama. Og også i de europæiske demokratier vinder højrenationalistiske kræfter frem overalt med deres forsimplede og populistiske bud på fremtiden: "Skyd dem! Skyd på bådflygtningene!"


I disse urolige tider er der brug for at besinde sig på sit eget ståsted. Og der er brug for at værne om det frisind og den tolerance, som vi har haft tradition for at holde i hævd i vores lille del af verden. Frihed for Loke såvel som for Thor, som Grundtvig sagde.


Den kofrontatoriske politik, der i stigende grad kendetegner relationen mellem Vesten og resten af verden, er bogstaveligt talt dødsens farlig. Vi varmer mere og mere op under krudttønden. Og vores angst for de fremmede og for deres kultur og religion skaber netop det, det nævner: terrorisme.


Grundlaget under begge tendenser, terrorismen og nationalismen, er fundamentalismen. Den håbløse forestilling om, at der findes een og kun een sandhed i alle tilværelsens forhold. Nuancerne forsvinder, og med dem også viljen og evnen til at se tilværelsen med 'en andens' øjne.


I slutningen af januar har vi premiere på min nye kameropera Martyriet. Det er en kort enakter for bare to sangere og et lille ensemble, som skal spille seks aftener på Takkelloftet, intimscenen på Operaen i København. Operaen er en fortælling om myten og menesket Kaj Munk - den danske digterpræst, der viede de sidste år af sit liv til en glødende og indædt kamp imod den nazistiske besættelse af Danmark 1940-45.


Munk er en kontroversiel skikkelse i dansk historie. Hans væsen og temperament var uden kompromis. Han gik til kanten, også selvom han var klar over, hvilken skæbne han derved kaldte på. Og han krævede samme indstilling af sin omverden -  han foragtede samarbejdspolitikken og den danske lunkenhed.


Hvorfor skrive en opera om ham i dag, så mange år senere?


Det er der flere gode grunde til, synes jeg. For det første er et undtagelsesmenneske som Munk altid et spændende bekendtskab. Det er i mødet med en sådan skæbne, at ens egen tilværelse og ens egne holdninger bliver sat i relief. For det andet er flere af de temaer, der optog Munk, i høj grad aktuelle også i vores verden i dag. Der er skræmmende mange paralleller mellem den åndelige armod, der skabte nazismen, og dagens formørkede dagsordener.


Meget tyder på, at Munk valgte sit martyrium med helt åbne øjne. Han fik mange opfordringer til at flygte i tiden op til sin likvidering, men han afslog hver gang: "Man kan ikke flygte fra Golgatha!".


Dét at bruge sit religiøse ståsted som udgangspunkt for et politisk betinget martyrium er i allerhøjeste grad aktuelt også i dag - blot i en ganske anden kontekst. Derved kan operaen om Kaj Munk måske ses som en kommentar fra et hjemligt perspektiv i en dansk provins for ikke så længe siden til debatten om vore dages 'hellige krigere'.


Med Martyriet vil vi gerne stille en række vigtige spørgsmål: Hvor går grænsen mellem idealisme og fanatisme? Hvem er det, der definerer forskellen på en frihedskæmper og en terrorist? Hvordan kan og skal religiøs overbevisning spille sammen med politisk handling?


Kaj Munk var naturligvis ingen terrorist. Men han hyldede i ord og gerning modstandsbevægelsens mænd - som af samtidens politiske ledere i både Tyskland og Danmark blev betragtet som terrorister. Og han opfordrede de unge mænd i sognet til at lære sig "at slå ihjel i Jesu navn". En retorik, der ikke ligger helt fjernt fra den, vi møder hos nogle af nutidens åndelige mørkemænd...


Forestillingen får premiere på Takkelloftet 28. januar 2017 med min søn, kontratenoren Morten Grove Frandsen i den store rolle som Kaj Munk. Hans kone Lise spilles og synges af sopranen Liv Oddveig Midtmageli, og KOTTOS Ensemble medvirker som operakapel. Hele forestillingen bygger på en libretto af Munk-eksperten Vilhelm Topsøe.



Læs mere om Martyriet her.

Køb billetter til Martyriet her.


John Frandsen