Efterår 2011




Jeg er i gang med at rydde mit skrivebord og færdiggøre en række bestillingsopgaver, så jeg kan gå i gang med et nyt operaprojekt til Århus Sommeropera, som jeg tidligere arbejdede sammen med om trilogien over Svend Åge Madsens kultroman Tugt og Utugt i Mellemtiden. Her i Den Gamle By i Århus holder de stadig fanen højt og uropfører nye dansk operaer hver anden sommer.


Denne gang bliver det en lys og munter sag - en opera buffa. Med masser af underfundighed og plads til både livs- og lommefilosofi. Men mere om dette projekt senere. Stay tuned!


Inden jeg når så langt, har jeg et par andre gode opgaver, der skal afsluttes. Jeg sidder i disse dage og arbejder på et korværk til Ars Nova Copenhagen, som er programsat til uropførelse i maj 2012. Det bliver nok engang Simon Grotrian, der lægger teskter til. Men ind i hans tekster væver sig noget så prosaisk som vejrudsigter fra Meteorologisk Institut...


Og så har de to accordeon-drenge i duoen Mythos henvendt sig og bedt om et stykke til deres 2012-sæson. De vandt tidligere i år i overbevisende stil DR's kammermusikkonkurrence - et par sande virtuoser, som jeg glæder mig til at udfordre.


Og endelig har jeg lovet Ny Musik i Birkerød at være med i deres projekt næste forår med ny musik for elever fra Rudersdal Musikskole og Birkerød Skole. Det er et projekt, hvor jeg deltager sammen med et par gode, lokale kolleger: Mogens Christensen, Niels la Cour og gamle Axel Borup-Jørgensen. Tovholder er violinisten Christine Pryhn - en sand ildsjæl.


Kalenderen til venstre fortæller om koncerter i den kommende tid med nogle af mine værker. Jeg håber at se jer derude!


John Frandsen