Sensommer 2016



En kæmpe er faldet. I denne sommer døde min kollega og gode ven Pelle Gudmundsen-Holmgreen efter lang tids kamp med prostata-kræften. I flere år så det ud til, at sygdommen kunne holdes i skak, men fra sidste vinter stod det klart, at den havde bredt sig, og det sidste halve år udviklede den sig aggressivt og voldsomt.


Pelle efterlader sig et enormt tomrum i dansk musik- og kunstliv. Han var kendt og respekteret for sin kompromisløse tilgang til alting, for sine skæve vinkler og dybt originale påfund, for sin altid levende nysgerrighed - og for sin menneskelige genrøsitet og humor.


Det er ikke til at fatte, at han ikke længere skal give sit besyv med om trends og tendenser, om godt og skidt, om stort og småt. Hans evne til at spidde en situation med en præcis bemærkning var legendarisk - og den førte også til en karriere som velformuleret Smagsdommer i TV.


Pelle var her og dér og allevegne. Han var nok den flittigste koncertgænger i kongeriget, og hans interesse for og viden om sine kollegers arbejde var både imponerende og ægte. Han var lige så ærlig og direkte i sin bedømmelse af andres arbejde, som han var kritisk over for sine egne projekter. Bestandigt på jagt efter autencitet, bestandigt afvisende over for alt for lette og indlysende kunstneriske valg.


Jeg vil savne hans stemme, hans nærvær, hans drilske blik, hans vittige kommentarer. Vores verden er blevet meget fattigere; men i Åndernes Rige har han sikkert allerede sat gang i en fest!


***


Sommeren har stået i festivalernes tegn. 30. juli uropførte KOTTOS Ensemblet deres eget arrangement af min Carrousel - et værk, der oprindeligt blev skrevet for accordeon-duo, men som her blev realiseret af deres helt særlige og utraditionelle folklore-besætning: accordeon, blokfløjte, cello og bouzouki. Opførelsen blev gentaget dagen efter ved en koncert i Hirtshals under Vendsyssel Festival.


Senere på sommeren, 18. august, deltog jeg i endnu en af de traditionsrige danske sommerfestivaler: Bornholms Musikfestival. Her havde jeg den store glæde at være årets festivalkomponist, og det udmøntede sig i en portrætkoncert i Aa Kirke, hvor fire unge sangere og musikere fremførte et par af mine sangcyklus'er - foruden andre værker af både mig selv og forskellige klassiske komponister. Vokalværkerne udkom tidligere på året på en cd.


Og så bliver der endnu en mulighed i forbindelse med Furesø Spil Dansk Festival for at høre det afsluttende værk fra min periode som huskomponist 2015-2016 ved kunstcentret Rønnebæksholm: DIONYSOS, som er skrevet til Storstrøms Kammerensemble.


Jeg skal arbejde sammen med KOTTOS igen i løbet af vinteren, når de skal medvirke som ensemble ved min nye kammeropera Martyriet. Det er en forestilling, der tager udgangspunkt i digterpræsten Kaj Munks skæbne, og som undersøger forholdet (grænsen?) mellem idealisme og fanatisme, mellem tro og samfund. Forestillingen får premiere 28. januar, og jeg sidder netop nu midt i arbejdet med partituret.


Dette arbejde pågår i en periode med store private forandringer: vi er gået i gang med en gennemgribende renovering af vores lille gamle gulkalkede bindingsværkshus. Det er et omfattende projekt, der gør os husvilde i en periode - hvor vi indkvarterer os under meget spartanske forhold i mit minimale arbejdsanneks...


John Frandsen