(placeholder)

August 2009


Sensommer. Høsttid. Det dér særlige smæld i luften, som varsler efterår og mørkere tider.


Mørket har på mange måder allerede sænket sig over landet. Natten til torsdag 13. august gennemførte politistaten Danmark en brutal aktion mod irakiske flygtninge i Brorsons Kirke. Et raid,  der afslører et billede af vores nation, som ikke er til at holde ud: et selvtilstrækkeligt, ubarmhjertigt, koldt, menneskefjendsk og småtskåret samfund, hvor enhver har nok i sig selv og sit eget. Hvor der dagligt bliver lavere og lavere til loftet.


Der er tilsyneladende ingen ende på det værdimæssige skred, der blev sat i gang, da Pia Kjærsgaard kom til magten i 2001. Hver gang man synes, at NU må bunden være nået, så letter Folkepartiet låget til en en ny, stinkende kloakbrønd.


Også på kunstområdet, som Pia nu har udråbt til sin nye slagmark: slut med parterede heste og guldfisk i blendere, væk med det eksperimentelle, støtten skal gives til kunst, man kan FORSTÅ! – og frem for alt til kunstnere, der ikke formaster sig til at kritisere hende og hendes projekt.


Det mest deprimerende er i grunden det nærmest totale fravær af en modsatrettet stemme i offentligheden. Jovist, alle vi forkælede, elitære og venstresnoede kunstnere og kulturradikale råber op, som vi plejer. Men hvor er den politiske opposition? Det er som om alt og alle er paralyserede af den tidsånd, som Pia har givet mæle. At Helle Thorning ligefrem føler sig kaldet til at sætte Nyrup på plads, når han giver udtryk for sin væmmelse over de seneste dages begivenheder, dét er ubegribeligt – og det gør jo én aldeles politisk hjemløs.


Det KAN ikke passe, at Danmark ser sådan ud. Det SKAL vende igen! Jeg VIL have lov til igen at kunne være stolt af at være dansker!


John Frandsen



Vor jord er kampplads for en krig,

som ta'r min fred i tiden.

Fra kloden lyder leveskrig

som væld fra sindets viden:

Den gamle strid om varm og kold,

om vennesind og fjendevold,

om lys og mørkets kræfter.


Den griske, kolde fjendeånd,

der isner liljens blade,

som kalker med sin knokkelhånd

og sminker min facade,

smid ham dog ud, du Herre Krist!

Sæt ild ved Helligåndens gnist!

Brænd dragevæsnets vinger!


Kirsten Tange Jørgensen / mel.: John Frandsen

af "Versebog om Det Guddommelige"