(placeholder)

September 2012


Vi nærmer os langsomt, men sikkert, datoen for uropførelsen af mit Requiem, som finder sted i DR Koncerthuset 5. april næste år. Nodematerialet er ved at blive gjort klart, et dream-team af solister er fundet, og hele DR's store produktionsapparat er i omdrejninger.


I løbet af denne sommer har jeg, som mange andre, med rædsel og afsky fulgt retssagen i Norge mod gerningsmanden til terrorangrebene i Oslo og på Utøya 22. juli 2011. Og jeg har besluttet at tilegne mit Requiem mindet om ofrene for massakren på Utøya.


Denne grusomme forbrydelse hændte ganske vist flere måneder efter at mit arbejde var afsluttet, så værket er ikke skrevet med denne begivenhed i tankerne. Men en så iskold og kynisk ugerning anfægter nogle af vores helt grundlæggende sociale og religiøse værdier, og den har vakt en kollektiv angst og afmagt, der for mig kalder på ritualets og liturgiens helende kræfter.


Massemorderen påberåber sig en status som hellig kriger, som kristen fundamentalist. Med min Requiem-tilegnelse ønsker jeg at lægge størst mulig afstand til hans tolkning af det kristne budskab. Min Gud er ikke den samme som hans.


Men hvem er min Gud så...? En katastrofe som denne rammer direkte ned i vores mørkeste tvivl og i kristendommens evige paradoks: hvis Vorherre virkelig er god og almægtig, hvorfor lader han så den slags ske?


Vi finder aldrig svar derpå. Vi kan kun klynge os til troen, håbet og kærligheden. Men den vilde og

voldsomme Dies Iae sekvens giver os i det mindste en mulighed for at skrige vores dødsangst ud - for derefter at lade os løfte mod paradiset og det evige lys.


Fred være med alle de uskyldige ofre:

Requiem aeternam.


John Frandsen