Marts 2021

Coronaen holder stadig verden i sit dræbende favntag. I denne måned er det et helt år siden, Danmark blev lukket ned, og intet har været normalt siden. Trætheden og afmagten truer med at ovemande os alle. Kulturlivet bløder; musiklivet er helt sat i stå.

For nylig kom den forventede meddelelse fra Ars Nova om, at mit og deres påskeprojekt med uropførelse af en ny og slankere version af mit Requiem må udsættes indtil videre. Ni koncerter rundt omkring i landet er blevet aflyst. Men takket være hurtigt og effektivt planlægningsarbejde er det heldigvis lykkedes at flytte alle koncerterne, så de kan gennemføres i 2022, dels i perioden omkring påske pg dels i oktober som optakt til Allehelgen. Se tider og steder i kalenderen til venstre.

Det kræver sit at holde humøret og dampen oppe under den kriseagtige samfundstilstand. Jeg tilhører dog den privilegerede del af arbejdsstyrken, som kan sove forholdsvis roligt: jeg har min organistansættelse med fast månedsløn etc, som ikke umiddelbart er truet af pandemien. Mange af mine kolleger i musikbranchen er meget hårdere presset og sover uroligt om natten af frygt for, hvordan alting skal hænge sammen for dem. Og de får desværre alt for ringe hjælp af en regering, der synes at have rmere blik for minkavlere end for kulturarbejdere...

Den tvungne dvaletilstand betyder fravær af de vigtige impulser udefra, der i mere normale tider konstant udfordrer og ansporer vores kreativitet og energi. Man kommer i et lavere gear - bare det at have mere end en enkelt aftale i dagens kalender bliver næsten stressende! Det er påfaldende og tankevækkende, hvordan ens mentale tilstand påvirkes af en så langvarig ekstrem tilstand.

Jeg er lykkelig for, at jeg stadig kan finde glæde og mening i arbejdet med noderne. Der er langt imellem bestillingsopgaverne i disse tider, for ingen tør naturligvis binde an med noget som helst lige nu. Men jeg har gennem årene oparbejdet en lang liste over ting, jeg gerne ville realisere på et tidspunkt, når tiden var til det. Og det er den så nu!

Jeg arbejder p.t. med et større orgelværk - en symfoni i fire satser for orgel - som jeg selv planlægger at uropføre ved en koncert i Helsingør Domkirke til oktober sammen med min søn, kontratenoren Morten Grove Frandsen. Koncerten er et komponistportræt med en række af mine orgelværker og salmer.

Jeg planlægger derefter at gå i gang med en samling af nye salmer i samarbejde med salmedigteren Iben Krogsdal. Og så bruger jeg en del tid på at revidere og versionere nogle af mine eksisterende værker.

Jeg har desuden en sjov og spændende opgave for Aarhus Symfoniorkester, som til december planlægger at opføre Händels Messias i en omfattende bearbejdet version for sopran, børnekor og symfoniorkester. Jeg har fået opgaven med at omarbejde Händels ikoniske værk til denne besætning, og det er en dejlig og inspirerende udfordring. Jeg har elsket Messias lige siden jeg som dreng hørte værket første gang; jeg har sunget det talrige gange, dirigeret det, spillet med i det... og nu er der mulighed for at lære det at kende fra en helt ny vinkel.

Og så ser jeg meget frem til august, hvor Aarhus Sommeropera regner med at kunne gennemføre opsætningen af min nye kammeropera om den unge Marie Grubbe, Dyrets År 1666. Den skulle have haft urpremiere i sommeren 2020, men måtte som alt andet aflyses og udsættes til senere. Nu krydser vi allesammen fingre for, at verden trods alt er lukket så meget op i løbet af sommeren, at den kan komme til live på de skrå brædder i år.

Operaen bygger på Lone Hørslevs roman fra 2014, Dyrets År. Det er fortællingen om den purunge Marie Grubbe, der vantrives i et arrangeret ægteskab med Gyldenløve, kongens uægte søn og statholder af Norge. Oppe i Akershus' bidende isvinter vækkes hendes erotiske lidenskab med en varme og en kraft, der senere bliver bestemmende for hendes ufattelige sociale deroute.

Det er et vidunderligt hold af unge sangere, der skal levendegøre den sanselige og dramatiske historie i Madeleine juul Rønns iscenesættelse. Og orkesterspillet er (som vanligt på Sommeroperaen) i trygge og kompetente hænder hos Randers Kammerensemble og dirigenten David Riddell. Jeg glæder mig!

Men allermest glæder jeg mig til at kunne møde andre mennesker igen. At være sammen, at give et kram, at feste, spille, synge sammen - uden at skulle have Søren Brostrøms anbefalinger og restriktioner klingende i baghovedet hele tiden. I disse dage pibler forårsblomsterne op af jorden; solen får mere og mere magt, og livets kræfter insisterer på at få plads. Det vækker håb.

Vi skal igennem en påske, der stadig står i nedlukningens tegn. Hvor tjenesterne i kirken foregår i voldsomt reduceret form, uden al den sang og musik, der ellers altid er en stærk og bærende del af fortællingen om påskens budskab. Men på den anden side venter der en bedre og lysere tid. Det tror jeg på...

John Frandsen