Februar 2015


Igennem mange år har jeg haft det privilegium at arbejde sammen med Aarhus Sommeropera. Dette lille kompagni opretholder et meget højt ambitionsniveau, kke blot når det gælder nye og utraditionelle opsætninger af det klassiske operarepertoire, men også i forhold til at skabe musikteater af og for samtiden.


Det var hertil, jeg skrev operatrilogien Tugt og Utugt i Mellemtiden baseret på Svend Åge Madsens store kultroman fra 1970’erne. De tre operaer fik premiere i hhv. 1998, 2000 og 2004 - og ved opførelsen i august 2004 kunne man opleve hele trilogien ved en uforglemmelig marathon-opførelse af alle tre operaer på samme dag. En kunstnerisk ‘jernmand’-præstation af alle de medvirkende!


Igen i 2013 fik jeg lejlighed til at realisere et spektakulært projekt på Aarhus sommeropera: en tegneserie-opera - formentlig verdens første af sin art.


Den blev til sammen med Ivar Gjørup, ophavsmand til den legendariske tegneserie EGOLAND. Han og jeg havde tidligere lavet et par projekter sammen, og jeg havde i mange år drømt om at transformere hans tegneseries skæve og syrede univers til en burlesk opera comique.


Og således gik det til, at vi i 2013 kunne præsentere kammeroperaen 1/2LELUJA. En to-akters komedie for syv sangere og en danser - og ikke mindst Randers Kammerensemble, som er det altid årvågne og kompetente band i orkestergraven på det lille teater i Den Gamle By.


Efter denne EGOLAND-opera opfordrede David Riddell, manager for både Sommeroperaen og Randers Kammerensemble, mig til at skrive et orkesterværk baseret på musikken fra operaen. Det er nu blevet til en kaleidoskopisk suite med titlen Postcard from EGOLAND. Værket er en rapsodisk promenade over stemningsbilleder og snapshots fra operaen. Man vil uden videre kunne genkalde sig fornemmelsen af tegneserie - ting er ikke altid liiiiige det, de giver sig ud for.


Stykket bliver uropført af Randers Kammerensemble ved en slotskoncert i juni, hvorefter de medtager det på deres turné til England.


Umiddelbart forud for det står der også opera på mit program. I november 2014 havde vi urpremiere i Odense på min nyeste kammeropera Et Dukkehjem baseret på Henrik Ibsens verdensberømte teaterklassiker. Et spændende projekt, som fik en rigtigt fin modtagelse i Odense, og som jeg glæder mig meget over at få mulighed for at genopsætte i maj måned på Teater République i København.


Senere på sommeren venter flere gode projekter - først og fremmest i Nordvestjylland, hvor jeg har to værker med på dette års Thy Kammermusik Festival. Festivalen finder sted hvert år som en international master class, hvor unge musikere fra hele verden valfarter til Thy for at modtage undervisning i kammermusik. Hver aften i kursusperioden kvitterer de unge musikere for opholdet med koncerter rundt omkring i det vilde og betagende Nordvestjylland.


Jeg deltog med stor glæde i festivalen for et par år siden, og i år har jeg fået lov at skrive et nyt værk til lejligheden: Aiolos for fløjte og strygekvartet. Det er inspireret af Vindens Gud - ham, der også har lagt navn til Æolsharpen (vindharpen). Et passende udgangspunkt, forekommer det mig, for et stykke musik til dette forblæste hjørne af Danmark!


John Frandsen