(placeholder)


Januar 2021


Farvel til 2020. Det mest mærkelige og ildevarslende år i hele min generations levetid. Hvor vi har oplevet en hel verden gå i stå og i stykker på grund af en pandemi. Hvor store dele af befolkningerne overalt på kloden har måttet se deres livsgrundlag smuldre på få måneder.

Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt, hvor sygdommen stadig raser og ekspanderer i skarpt kapløb med de nyudviklede vacciner, at skabe sig overblik over konsekvenserne. Hvad kommer denne altomfattende krise til at betyde for verdenssamfundet på lænfere sigt? Hvad kan og skal vi lære af den? Og hvordan kan alle de professioner, der er slået til jorden undervejs, overhovedet rejse sig?

Kulturlivet bløder alle vegne. Koncerter, festivaler, teatre, museer er lukket ned på stribe. Mange steder med frygteligt drastiske konsekvenser. Her i landet er vi sluppet relativt billigt, for der har været en vis politisk vilje til at yde økonomisk bistand. Men også her lider musiklivet - ikke mindst de mange engagerede free lance musikere, der stadig ser ind i uger med en helt tom kalender.

Komponisten kan også godt mærke det. Der er ikke sstor appetit på at bestile nye værker i en tid, hvor forholdene er så usikre.

Jeg er dog sluppet relativt nådigt. Det er en gave i denne tid at være fast ansat som organist; også i kirken arbejder vi på meget lavt blus i disse uger, men jeg skal dog ikke ligge vågen og frygte for mit arbejde. Og så giver mulighed for nogle ekstra timer til egne opgaver både ved skrivebordet og på orgelbænken.

Nytåret 2021 er skudt i gang med gode ønsker overalt om en fremtid fri for sygdom og nød. Men også med tumultariske scener i USA, som minder os om, at verdens sociale og politiske modsætningsforhold bestemt ikke er blevet mindre. Den smukke gamle vision om fred på jord og velbehag mellem mennesker kan synes langt borte! Men jeg vil aligevel udtrykke et håb om, at 2021 må give os mulighed for at vende os ud imod vores medmennesker igen. Jeg savner nærværet og samværet - fællesskabet. Det er i dét, der ligger en kraft af både psykologisk og kreativ art. Mødet og dialogen er det, der bringer os videre.

Lad 2021 blive ikke bare genåbningens, men selve åbenhedens år!

Jeg har et par meget spændende projekter at se frem til - hvis ellers smittetallene tillader, at de realiseres. I marts og april rejser Ars Nova og domorganist Kristian Krogsøe landet rundt med en ny og slankere udgave af mit Requiem. Værket blev uropført i 2013 i sin oprindelige form - som halvanden time langt værk for kor, børnekor, solister, orgel og symfoniorkester. Den mammutversion, som kræver op imod 200 medbirkende, er det i sagens natur meget svært at få opført igen; derfor har jeg længe haft ønske om at bearbejde værket til et mere handy format.

Det fik jeg mulighed for i 2020, og nu glæder jeg mig til at opleve, hvordan musikken virker i den form. I kalederen til venstre kan du se, hvor og hvornår Requiem spilles i en kirke nær dig...

I 2020 skulle min opera Dyrets År have haft urpremiere på Aarhus Sommeropera. Det måtte vi naturligvis opgive pga. coronaen, men heldigvis gennemføres produktionen i stedet i august i år. Operaen handler om den unge Marie Grubbe og hendes tidlige opdagelse af sig selv og sin seksualitets kraft. Den er baseret på en roman med samme titel af Lone Hørslev. Læs meget mere om operaen her.

Endnu et projekt fra ruinerne af 2020: Jeg skrev værket UTOPIA til Athelas Sinfonietta og Mogens Dahls Kammerkor som en hilsen til 68-generationen og ungdomsoprøret for mere end 50 år siden. I mellemtiden blev Mogens' koncertsal og aktiviteter offer for de barske økonomiske realiteter under nedlukningerne, så det er p.t. lidt uvist, hvornår og hvor (og om!) værket kan opføres engang i det kommende efterår. Læs mere om stykket her.

Jeg har netop færdiggjort et klaverstykke til den unge danske pianist Elisabeth Holmegaard Nielsen. Hun har kastet sig ud i et koncert- og indspilningsprojekt med fokus på chaconnen, og hun har bedt mig bidrage med et stykke. Det er blevet til værket Recycle. Chaconnen er en cyklisk form, hvor et lille antal takter danner grundlag for et utal af variationer og spejlinger. En form, hvor musikken konstant tvinges til at genopfinde og genbruge sig selv.

I den kommende tid går jeg i gang med en fascinerende arrangementsopgave: Aarhus Symfoniorkester planlægger en julekoncert i år, hvor Händels Messias skal realiseres i en udgave, hvor børn synger, og hvor orkestret spiller i andre konstellationer, end dem vi kender fra Händels hånd. Jeg er blevet bedt om at lave det nye arrangement, og det er en opgave, jeg glæder mig meget til. Jeg har altid elsket Messias, lige siden jeg som dreng for første gang sang med i oratoriet. Sprudlende musik, som det bliver sjovt at arbejde med og finde nye farver og facetter i.

Så min kalender er ikke tom. Alligevel ser jeg stærkt frem til, at musiklivet kommer lidt op i omdrejninger igen, og der atter kommer gang i dynamikken imellem musikere, ensembler og komponister. Til gensidig glæde og inspiration. Og forhåbentlig også til glæde og berigelse for hele det omgivne samfund.

John Frandsen