(placeholder)


Januar-Februar 2020



Jeg er i den afsluttende fase af mit arbejde med kammeroperaen "Dyrets År 1666", som får premiere på Aarhus Sommeropera i slutningen af august. Efter fem opførelser dér, på det charmerende "Helsingør Theater" i Den Gamle By, spiller vi yderligere et par gange på Musikteateret Undergrunden i Værløse, som er partner i projektet.

Det kan muligvis blive en af Undergrundens allersidste aktiviteter. Furesø Kommune, som p.t. er hjemsted for Danmarks eneste musikdramatiske egnsteater, lægger nemlig op til at fjerne driftstilskuddet med udgangen af 2020. Dermed forsvinder også grundlaget for det statsllge bidrag til teateret.

Jeg krydser fingre for, at vores byråd besinder sig. Det er så nemt at rive ned - det tager utroligt lang tid at bygge op igen. Og Undergrunden har potentiale til at udvikle sig til en spændende ramme for ny dansk musikdramatik - og et stort aktiv for en forstadskommune, hvor sovebytilstanden er en konstant trussel. Og som kommunalt forankret egnsteater giver den statslige tilskudsordning tilmed en stor vitaminindsprøjtning til det lokale kulturliv. Hvorfor klapper vores lokale politikere dog ikke bare begejstret i hænderne?

Skulle det gå så galt, at Undergrunden lukker i Værløse, må man håbe, at der står andre kommuner parat til at overtage projektet. Det vil være meget trist at se et så stærkt græsrodsinitiativ - i mere end 40 år var det Kaja og Niels Pihls livsværk  - gå til grunde til fordel for kortsigtede besparelser og skattelettelser.

Der er et element af deja-vu over det for mit eget vedkommende. I 1995 var Undergrunden producent af den endelige version af min allerførste opera Amalie. Dengang boede teateret i Odense, i de lokaler, der nu huser Den Fynske Opera. Men også da var der pludseligt opstået et flertal i Odense Kommune for at lukke Undergrunden. Og derfor rykkede Kaja og Niels til Værløse, hvorfra de fortsatte deres passionerede arbejde i helt privat regi, indtil de for nogle år siden besluttede sig for at takke af, og overlod driften til Furesø Kommune i den nuværende egnsteatermodel.

Så mine operaer har det åbenbart med at blive Undergrundens svanesang! Det ser jo ikke så godt ud...

"Dyrets År" er en fantastisk spændende historie at arbejde med. Den baserer sig på Lone Hørslevs roman fra 2012 af samme navn, og den handler om den helt unge Marie Grubbe og hendes allerførste møde med den vilde og utæmmelige seksualitet, der skal blive hendes skæbne og sende hende langt ned af den sociale rangstige.

Vi har fået samlet et stærkt hold omkring opgaven. Det oprindelige initiativ kom fra Radmila Rajic og hendes kompagni Copenhagen Chamber Performance. Det var også sammen med hende, jeg i 2015 realiserede Ibsen-operaen "Et Dukkehjem".

Radmila er en sand ildsjæl, og hun skal spille rollen som den aldrende Marie Grubbe i forestillingen til sommer. En skikkelse, der fungerer som forestillingens fortæller.

Som den unge Marie Grubbe har vi været heldige at få tilsagn fra sopranen Katinka Fogh Vindelev. Hun er en meget spændende sanger af den unge fremstormende generation - hun medvirkede bl.a. i den prisbelønnede opera "Leaves" i 2015 i  Københavns Kommunehospitals atomkælder; og hun stod selv som komponist til en performance på Louisiana i 2017 med titlen Moonologue.

Blandt de øvrige medvirkende er min søn, kontratenoren Morten Grove Frandsen, samt bassen Thomas Sigh og barytonen Teit Kanstrup.

Forestillingen sættes i scene af Madeleine Juul Rønn, som er tidligere direktør for Aarhus Teater og en meget rutineret skuespilinstruktør. Det er første gang, hun sætter en opera op; men jeg er fuld af fortrøstning; hun har stor lydhørhed over for opgaven. Som scenograf medbringer hun Gøje Rostrup, som hun har samarbejdet med ved flere tidligere lejligheder. Gøje har lavet masser af musikteater - og altid med flotte og inspirerede billeder.

I orkestergraven sidder (som altid på Sommeroperaen) de skønne musikere fra Randers Kammerensemble under ledelse af deres faste chef David Riddell. Dem har jeg arbejdet sammen med utallige gange, og altid med stor, stor fornøjelse. Så det glæder jeg mig til igen!

Du kan læse meget mere om operaen her.

Når jeg har nået den sidste dobbeltstreg i partituret skal der laves opførelsesmateriale: orkesterstemmer og klaverudtog. Det går der også nogle uger med.

Derefter venter et år, hvor jeg har sagt nej til forskellige bestillingsopgaver med henblik på at finde plads i kalenderen til en opgave, jeg meget længe har haft lyst til. Jeg vil gerne lave en slank version af mit store Requiem, som blev uropført af DR's ensembler i 2013.

Det er et af mine allerstørste værker, og for mig rummer det så meget væsentlig musik, at jeg gerne vil gøre en indsats for at give det nogle flere opførelsesmuligheder. Den oprindelige version kræver 60-70 sangere i koret, stort symfoniorkester, børnekor, organist og fem solister. Så stort et set-up kan man ikke uden videre regne med at få adgang til.

Nu laver jeg en lille version af værket, der kan opføres af Ars Nova Korets tolv sangere samt en enkelt solist og en organist. Denne version vil kunne anvendes af alle gode amatørkor - og dermed håber jeg at give værket nogle nye og bedre livsbetingelser.

Ars Nova og Paul Hillier har stillet sig til rådighed for uropførelsen af denne nye version af Requiem i påsken 2021. Der er mange noder at forholde sig til; værket har en samlet spilletid på ca. 80 minutter. Så jeg ved nok, hvad det kommende år skal bruges til...!

John Frandsen