23. juli 2011

Vor jord er kampplads for en krig,

der ta'r min fred i tiden.

Fra kloden bryder leveskrig

som væld fra sindets viden:

Den gamle strid om varm og kold,

om vennesind og fjendevold,

om lys og mørkets kræfter.

Mit hjerte er som delt i to,

dit trætte barn må slingre,

jeg hørte en dæmon, der lo,

min angst har frosne fingre.

Jeg skygger for den gode sæd,

og famler rundt som mørkeræd,

mit jég er tomt og pyntet.

Den griske, kolde fjendeånd,

der isner liljens blade,

som kalker med sin knokkelhånd

og sminker min facade,

smid ham dog ud, du Herre Krist!

sæt ild ved Helligåndens gnist,

brænd djævlevæsnets vinger!

Din skabte jord er stum og svag,

hør lærkens hæse trille,

mærk hovmods bitre eftersmag

fra verdens ædegilde.

Lad mine ord få ånd og liv,

forny Dit store Skaberbliv!

Å Gud! jeg elsker livet.

Engang når tiden er brugt op,

da ser vort nye øje

et syn, som kun er mægtigt, godt,

forklaret i det høje.

Ja, Satan er nu sønderdelt,

alt er velsignet, stærkt og helt

for evigt i Guds Rige.

Kirsten Tange Jørgensen

af "Versebog om det Guddommelige"

De siger nu, at han vistnok er 'kristen fundamentalist' - ham det monster, der i går med koldt blod skød og dræull æbte mere end 80 unge mennesker på øen Utøya i Norge.

Jeg vil ikke dele min Kristus med ham. På denne sorte dag er det svært at bevare troen på en nådig og kærlig Gud. Eller bare på det grundlæggende gode i mennesket. Men én ting må den frygtelige norske tragedie i hvert fald lære os: fundamentalismen er Djævelens værk - uanset hvilken religiøs forklædning, den måtte få.

Anfægtelser må hver eneste af os sikkert slås med. Det er umuligt at finde ro og tro, når man ser de forfærdende billeder og hører de overlevendes gruopvækkende beretninger. Måtte der af vores anfægtelser vokse en stærkere følelse af fællesskab og tolerance. Et samfund, båret af en dybere respekt for hvert enkelt menneskes ukrænkelighed og integritet.

Alle mine tanker går i disse timer og dage til Norge.

Pie Jesu Domine, dona eis requiem...