(placeholder)

November 2016



Det er ulvetider. Om få dage afholdes det mest besynderlige præsidentvalg i USA's historie, og alene retorikken i valgkampen har gang på gang fået det til at løbe én koldt ned ad ryggen. Samtidig kæmper de europæiske demokratier med en stadigt dybere krise, både i forhold til sine egne historiske rødder og værdier og i forhold til befolkningernes basale tillid til det politiske system.


Verdens problemer og udfordringer har næppe nogensinde tidligere kaldt så meget på vores evne til at samarbejde og til at løfte os op og tænke visionært. Men svaret overalt - fra Trump i USA og Brexit i UK over Le Pen i Frankrig til Ungarns nationalister - og såmænd til Støjberg og Martin Henriksen herhjemme - er: højere mure, mere nationalisme, mindre udsyn. 'De fremmede' er et skræmmebillede, aldrig en kilde til nye oplevelser og erkendelser.


Og imens opruster fundamentalister og galninge i Mellemøsten og andre steder. Vores xenofobi er benzin på deres bål, og i takt med at vores egen horisont bliver mindre og mindre, svækkes vores evne til at se klart og handle rationelt. Vi mister retningen, fordi vi ikke længere anerkender de kulturelle pejlemærker, vi plejede at navigere efter. Tolerancen over for 'de andres' tro, livsform, traditioner og kultur fordufter - og vi bliver selv fundamentalistiske i vores dumstædige insisteren på vores monopol på vejen og sandheden.


Mit eget forhold til troen og det religiøse er præget af konstant tvivl. Og det er for mig den eneste mulige og sande måde at forholde sig til det på - enhver form for 'tyrkertro' og dogmatisme gør os dummere, stejlere, mere umenneskelige. Tvivlen er simpelthen en eksistensbetingelse, synes jeg. Det har jeg for nyligt uddybet i et interview i Kristeligt Dagblad.


I det perspektiv har det været relevant for mig at skrive den kammeropera, der får premiere kort efter nytår på Takkelloftet. Det er en meget lille forestilling med blot to sangere og fire musikere, baseret på Kaj Munks liv og skæbne, og med titlen "Martyriet".


Munk er en kontroversiel skikkelse i dansk historie. Før krigen var han glødende tilhænger af Hitler, men efter 9. april vendte han og blev en af de mest åbenmundede, modige og vedholdende kritikere af nazismen.


Hans væsen og temperament var uden kompromis. Han gik til kanten, også selvom han var klar over, hvilken skæbne han derved kaldte på. Og han krævede samme indstilling af sin omverden -  han foragtede samarbejdspolitikken og den danske lunkenhed.


Hvorfor skrive en opera om ham i dag, så mange år senere?


Det er der flere gode grunde til, synes jeg. For det første er et undtagelsesmenneske som Munk altid et spændende bekendtskab. Det er i mødet med en sådan skæbne, at ens egen tilværelse og ens egne holdninger bliver sat i relief. For det andet er som sagt de temaer, der beskæftigede Munk, i høj grad aktuelle også i vores verden i dag. Der er skræmmende mange paralleller mellem den åndelige armod, der skabte nazismen, og dagens formørkede dagsordener.


Meget tyder på, at Munk valgte sit martyrium med helt åbne øjne. Han fik mange opfordringer til at flygte i tiden op til sin likvidering, men han afslog hver gang: "Man kan ikke flygte fra Golgatha!".


Dét at bruge sit religiøse ståsted som udgangspunkt for et politisk betinget martyrium er højst aktuelt i dag - blot i en ganske anden kontekst. Derved kan operaen om Kaj Munk måske ses som en kommentar fra et hjemligt perspektiv i en dansk provins for ikke så længe siden til debatten om vore dages 'hellige krigere'.


Med Martyriet vil vi gerne stille en række vigtige spørgsmål: Hvor går grænsen mellem idealisme og fanatisme? Hvem er det, der definerer forskellen på en frihedskæmper og en terrorist? Hvordan kan og skal religiøs overbevisning spille sammen med politisk handling?


Kaj Munk var naturligvis ingen terrorist. Men han hyldede i ord og gerning modstandsbevægelsens mænd - som af samtidens politiske ledere i både Tyskland og Danmark blev betragtet som terrorister. Og han opfordrede de unge mænd i sognet til at lære sig "at slå ihjel i Jesu navn". En retorik, der ikke ligger helt fjernt fra den, vi møder hos nogle af nutidens åndelige mørkemænd...


Forestillingen får premiere på Takkelloftet 28. januar 2017 med min søn, kontratenoren Morten Grove Frandsen i den store rolle som Kaj Munk. Hans kone Lise spilles og synges af sopranen Liv Oddveig Midtmageli, og KOTTOS Ensemble medvirker som operakapel. Hele forestillingen bygger på en libretto af Munk-eksperten Vilhelm Topsøe.


s mere om Martyriet her.


John Frandsen