Januar 2012
”Det er sparetid, derfor må alle holde for!” Det har været et af de fremherskende argumenter i den seneste tids debat om sparekrav og fyringsrunder på Det Kongelige Teater.
Men der er al mulig grund til at anfægte dette tilsyneladende urokkelige dogme. I krisetider må man nødvendigvis prioritere; men hvis alle de gode hensigter om ”Danmarks kreative potentiale” og ”innovation som drivkraften ud af krisen” skal være andet end kønne ord og skåltaler, så er kunstområdet – og de kreative erhverv som helhed – et af de områder, der snarere skal opprioriteres.
Sandheden er jo, at kunst og kultur allerede under de seneste 10 års højkonjunktur har været genstand for store besparelser og en tiltagende marginalisering i det offentlige rum. De kunstneriske uddannelser og de offentlige kulturinstitutioner har måttet skære ned – i bedste fald har de skullet leve med bevillingsmæssig stagnation, uden kompensation for den generelle inflation i samfundet. Folkeskolen og gymnasierne har nedprioriteret de kreative fag, og kunsten er næsten helt forsvundet i den daglige politiske og journalistiske debat.
Samtidig mødes kunstverdenen med et stigende krav om udvikling, høj kvalitet og synlighed, lokalt såvel som internationalt. Et politisk krav om ”noget for pengene”.
Men der er grænser for, hvor meget man kan beskære, uden at det får konsekvenser for evnen til at leve op til de politiske mål. Man kan ikke spare sig til kvalitet, endsige til en plads i verdenseliten.
Derfor bør den aktuelle økonomiske situation blive en anledning til (også) at diskutere kunstens plads og funktion i det danske samfund. Vi trænger til en styrket bevidsthed om, hvilken dynamisk rolle kunsten kan spille for sammenhængskraften i vores samfund.
Hvis det skal lykkes, kræver det visioner og politisk mod til at opprioritere kunstområdet, således at der bliver mulighed for både udvikling, høj kvalitet og forøget synlighed og gennemslagskraft.
På musikscenen er der brug for en politik, der ikke genopliver den frugtesløse skyttegravskrig mellem 'klassisk' og 'rytmisk' musik, som rasede for 15-20 år siden. Musiklivet er for længst kommet videre, og det moderne musikpublikum skelner ikke på den måde. De skelner i stedet mellem god og dårlig musik, mellem entertainment og kunst, mellem mainstream og eksperiment. Det er brudflader, der går helt på tværs af de gamle genreskel.
Kære kulturminister, lad os dog forlade de forældede positioner og sammen diskutere, hvordan der skabes gode vilkår til alt det nye, det uventede, det overraskende. Uanset om det finder sted i koncertsalene, på spillestederne, i byens rum, på nettet - eller alle mulige andre steder.
John Frandsen
