Februar 2013


STOR OPSTANDELSE!


Mit skrivebord er blevet invaderet af en tegneseriegud. Divus Madsen, som i mere end 25 år huserede som selvudråbt Skaber og Alfader i tegneserien EGOLAND, blev ganske vist lagt i graven efter alle (tegne)kunstens regler i pinsen 2008. Men i dén branche er det jo ikke så usædvanligt og uhørt at man genopstår!


Og Divus har besluttet sig til at genopstå som operafigur på Århus Sommeropera 27. august i år. Præcis kl. 19.30 den dag vælter stenen fra graven - og hans kone Sandra, deres datter Gaia, samt hans modspillere Overlægen, Pyskopøjten, Vulva og Super-Egon, kan blot se til med en passende blanding af vantro og forbløffelse: Divus er tilbage. Genoplivet. Opstanden fra de døde. Resurrexit!


Halleluja!


Eller rettere: ½LELUJA - for sådan helt rigtigt HEL-leluja bliver det trods alt aldrig. Dertil er der alligevel for mange fortrædeligheder og forviklinger. Alt for mange, der gerne vil blande sig og sole sig i miraklet. Og tage patent på evangeliet - det glade budskab...




Men alle udfordringer til trods: Den Genopstandne går frygtløst i gang med at genoptage sin gamle jagt efter Godheden, Livsglæden, Lykken - kort sagt:

Meningen Med Det HELE!


Det er naturligvis seriens forfatter Ivar Gjørup, der skaber librettoen. Han genopvækker her hele seriens mytiske og mystiske univers, befolket af skæve eksistenser med skæve vinkler på tilværelsens helt store spørgsmål: Liv & Død,

Tro & Vantro, Kærlighed & Kildevand...


Glæd jer til at kigge med, når vi sammen med Aarhus Sommeropera og et hold af fremragende sangere og musikere byder velkommen til det, der vistnok bliver verdens første tegneserieopera!


John Frandsen