(placeholder)

September 2015





Stolt. Beæret. Overvældet. Og først og fremmest: meget, meget glad og taknememlig!


Det er netop blevet offentliggjort, at jeg er en af de tre modtagere af Carl Nielsen Prisen 2015. Sammen med de to andre prismodtagere, cellisten Andreas Brantelid og komponisten Juliana Hodkinson, modtager jeg dette hæderslegat ved en priskoncert i Dronningesalen på Det Kgl. bibliotek fredag 27. november.


Ved koncerten synger min søn, Morten Grove Frandsen, min gamle sangcyklus Seven Silly Songs i en version for sang og orkester. Han akkompagneres af Danmarks Underholdningsorkester og dirigenten Henrik Vagn Christensen.


Carl Nielsen Prisen er Danmarks største musikhæderspris. Den uddeles af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat – i lige år gives den til billedkunstnere, og i ulige år til musikere og komponister. Det er legatets bestyrelse, der udpeger modtagerne.


Og det er en sand kongerække, man skrives ind i forlængelse af, når man kigger ned over listen af tidligere modtagere: Vagn Holmboe, Bernhard Lewkovitch, Per Nørgård, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Poul Rovsing-Olsen, Hans Abrahamsen, Anne Øland, Michael Schønwandt, Bo Skovhus og mange, mange flere. Selv min tidligere navnebror, den afdøde kapelmester John Frandsen, står der som prismodtager i 1981!


Det er en særlig glæde at modtage netop denne pris – og tilmed i Carl Nielsen jubilæums-året. Jeg har hele mit liv været fascineret af Carl Nielsens kompositoriske spændvidde. Hans evne til at rumme både det meget komplicerede og det helt enkle. Et musikalsk univers, der tillader folkelige, næsten banale melodier som ”Jens Vejmand” og ”Jeg ved en lærkerede” at opstå side om side med store, udfordrende symfoniske værker.


Et gennemgående træk i hele hans liv og virke var kærligheden til den gode melodi. Det er en kærlighed, jeg altid selv har delt, og som efter sigende også kendetegner mit eget tonesprog. I det hele taget har jeg altid følt mig inspireret af denne dobbelthed hos Nielsen og stræbt efter at ramme noget tilsvarende. Det gælder fx i mit Requiem fra 2011, hvor de store symfoniske afsnit bliver sat i kontrast af helt enkle salmemelodier til tekster af Simon Grotrian.  


Et stort tillykke også til mine to med-prismodtagere. Cellisten Andreas Brantelid er endnu ganske ung, men han har allerede manifesteret sig som et helt usædvanligt og enestående talent, og det er fuldt berettiget, at han modtager denne pris så tidligt i sin karriere. Og Juliana Hodkinson er en komponist, der i hele sin karriere har eksperimenteret med radikalt nye musikalske udtryk, ofte på grænsen til det konceptuelle – og det har hun gjort med stort vovemod og kunstnerisk konsekvens.


Ved at give prisen til to så forskellige komponister som Juliana og mig understreger legatbestyrelsen et særligt træk ved dansk samtidsmusik netop nu: en åbenhed over for mangfoldigheden. Også det er der grund til stor taknemæmelighed over. I modsætning til mange andre lande, så har det danske kompositionsmiljø i en menneskealder været præget af stor stilistisk spredning. Der har ikke været toneangivende ”skoler”eller retninger, der har udelukket andre. Det giver grobund for en sund og spændende spraglethed i det skabende musikmiljø – noget, der kan vise sig at være et frugtbart vilkår for en regulær ny dansk 'guldalder'.


John Frandsen