April 2020
Foråret 2020 har været en af de mest besynderlige perioder, vores generation har oplevet overalt i hele verden. En agressiv corona-virus har lagt alting ned: skoler, butikker, restauranter, mødesteder, kulturinstitutioner - alt er beordret lukket for at holde smittefaren nede.
Også kirkerne holder lukket. Der gennemføres et minimum af begravelser og bisættelser, de allermest nødvendige handlinger. Men de afvikles under strenge forholdsregler. Kun ganske få pårørende og minimal kirkelig betjening. Højmesser er aflyst, det samme er den kommende tids konfirmationer, som må udsættes til engang i efteråret, når verden forhåbentlig har normaliseret sig igen. Koncerter, møder, foredrag m.m. er der selvsagt ikke mulighed for at realisere.
Det er et voldsomt limbo. Og jeg savner i høj grad min dagligdag. Jeg savner mine gudstjenester, mine kirkesangere, mine gode kolleger. Og jeg savner det ubekymrede møde med gode venner og familie. Det er et urovækkende tomrum, en social vægtløshed, der præger dagene.
Jeg sidder på mit arbejdsrum med udsigt over en solbeskinnet Farum Sø. Alting står på spring derude, og naturens frodige hyldest til livet står i grel kontrast til den dystre ramme om vores aktuelle dagligdag. Sådan må det være i en tid. Risikoen for en ukontrollabel epidemi er for stor, og jeg har fuld forståelse for samfundets reaktion. Faktisk har vores myndigheder tacklet situationen med både autoritet og troværdighed.
Men jeg glæder mig til, at det er slut. Til at kunne nyde solen og varmen og foråret (eller sommeren) sammen med alle dem, jeg holder af. Og jeg glæder mig til at spille orgel og dirigere mit kor igen.
Kalenderen blev helt blank fra den ene dag til den anden. Alle aftaler blev aflyst, og påskens travle tid i kirken er afløst af helt tomme dage. Det er første gang i mit professionelle liv, at jeg ikke skal i kirke i påsken! Det giver masser af plads til eftertanke. Tid til at fundere over, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. Hvad man til dagligt bruger sin tid på.
De nye vaner, som vi både individuelt og kollektivt tillægger os i denne tid, er nok værd at hæfte sig ved. Vi lærer helt sikkert noget væsentligt om tilværelsens grundvilkår, når alting sådan vendes på hovedet med ét slag. Jeg tror og håber ikke, at verden bliver helt den samme, når den gradvist lukkes op igen.
Det er nærliggende at se denne akutte krise som en slags 'generalprøve' på de kriser, der måske venter os i fremtiden: klima, migration, globalisering etc. Man kan ikke helt lade være med at tolke denne pandemi som universets 'gule kort' til menneskeheden: I bliver nødt til at lære at ændre jeres livsform. Det må vi så blot bede til, at vi rent faktisk magter.
Jeg har benyttet de ledige dage i kalenderen til at komponere en samling Davidssalmer, Psalmodie, til mine skønne sangere i Stavnsholtkirken, samt (ikke mindst) til at færdiggøre min opera Dyrets År 1666. Det er for så vidt også en slags dommedagsfortælling. Den beskriver nogle vilde måneder i den unge Marie Grubbes liv i vinteren 1666. Et år, som mange i tiden fortolkede som apokalypsens år, fordi det rummede "dyrets tal" 666 ifølge Johannes' Åbenbaring. Dommedag er nær! Operaen fortæller historien om, hvad frygten kan drive os til, men også om, hvor frygtløs kærligheden og de erotiske drifter kan gøre os.
Handlingen udspiller sig i bidende vinterkulde på Akershus i Oslo, hvor Marie befinder sig i et arrangeret og lidenskabsløst ægteskab med Kong Frederik III's uægte søn Gyldenløve. Heroppe i de dybfrosne omgivelser opdager hun sit eget varme blod; hun forelsker sig voldsomt i slottets franske ritmester, der som den første vækker hendes ustyrlige erotiske kræfter. Hermed indleder hun den livslange og kompromisløse hengiven sig til sin krop og sine lyster, som giver hende stærke sanselige oplevelser, men som samtidig fører hende ud i en ufattelig social deroute.
Operaen er bestilt af Copenhagen Chamber Performance, Aarhus Sommeropera og Egnsteatret Undergrunden. Den får premiere i det charmerende lille Helsingør Teater i Den Gamle By i Aarhus 29. august. Her medvirker en række skønne, talentfulde sangere, og i orkestergraven sidder (som altid på Aarhus Sommeropera) det velspillende Randers Kammerensemble under ledelse af deres chef David Riddell.
Operaen er baseret på Lone Hørslevs roman Dyrets År. Den instrueres af Madeleine Juul Rønn, og Gøje Rostrup står for scengrafien. Jeg glæder mig!
Måske ses vi i Aarhus eller i Værløse, hvor projektet afsluttes med to forestillinger i september. Billetter kan købes via hjemmesiderne hos Aarhus Sommeropera og Egnsteatret Undergrunden.
John Frandsen
