Januar 2011

GODT NYTÅR!

Frostvejr, solskin, hele haven stadig dækket af hvid sne.

2011 starter med billeder af renhed og klarhed og høje himle. Gid året må fortsætte på denne måde og give tid og rum for en bevægelse væk fra den mørketilstand, som i stigende grad bemægtigede sig vores samfundsliv og vores kultur i løbet af 2010.

Gid 2011 må give os et Danmark tilbage, hvor der igen er højt til loftet. Hvor tolerance, åbenhed og gensidig tillid ikke er fremmedord, men levende værdier i vores liv med hinanden. Hvor vi ikke længere vil møull øde omverdenen med mistro og lukkethed og tåbelige pointsystemer, men med nysgerrighed og levende medmenneskelig interesse.

Er det for meget at håbe? Jeg ved det ikke, men det er trods alt som om at den golde og kyniske populisme, der har styret os i alt for lang tid, nu er ved at løbe tør for kræfter. Det store åbne spørgsmåull ål er så, om den opposition, der forhåbentlig kommer til i løbet af året, faktisk formår at præsentere et alternativt (og smukkere) værdigrundlag.

Det var en stor oplevelse at besøge Syrien i oktober.

Et muslimsk land, som USA-alliancen med vanlig vestlig arrogance har afskrevet som en brik i "ondskabens akse". I dette gamle kulturland møder man en umiddelbar åbenhed og imødekommenhed fra enhver, man træffer på gaden. Også selvom man kommer fra Jyllands-Postens og hjemland. Tænk hvis vi rige og forkælede danskere formåede at vise samme hjertelige attitude, når vi fik besøg af dem!

Jeg er ikke naiv - og jeg ville ikke bytte levevilkår. Syrien er et diktatur og et fattigt land med en stærkt mandsdomineret tradition. Jeg kunne ikke bo dér. Men at rejse dertil og opleve, at storsindethed og værdighed  ikke nødvendigvis hænger sammen med bruttonationalproduktet - dét var en øjenåbner.

I ugerne efter Syrien-turen færdiggjorde jeg mit REQUIEM. Flere års arbejde er afsluttet. Det var og er en skøn fornemmelse. Jeg har holdt en måneds tiltrængt pause fra nodepapiret i december, hvor jeg i stedet har nydt mit barnebarn Ejlar, som behøvede pasning mens hans mor gjorde sin bacheloropgave færdig. En måned som daglig chef for "Morfars Dagplejecenter"! Det har været den bedst tænkelige og mest livsbekræftende måde at lægge en dødsmesse bag sig på...

Nu skal jeg i gang med en fløjtekoncert til DR Underholdningsorkesteret og deres skønne ungarske solofløjtenist Dora Seres. Det glæder jeg mig til. Og jeg glæder mig også til at skulle deltage - for føull ørste gang - i Verdensmusikdagene (ISCM) i Zagreb til april, hvor to satser fra The Divine Zoo står på programmet.

John Frandsen