Juli 2014

Kort før Skt. Hans udkom endelig cd'en med mit Requiem. Det er pladeselskabet dacapo, der står for udgivelsen; produktionen bygger først og fremmest på koncertoptagelsen, men vi havde dog en ekstra dag i studiet med mulighed for at supplere og reparere.

Jeg er meget lykkelig for resultatet - man fornemmer virkelig på optagelsen den intense og koncentrerede atmosfære, der var i Koncertsalen den aften i april 2013, hvor værket blev uropført. Og alle leverer en indsats i allerøverste liga: DR Symfoniorkesteret, Koncertkoret, Pigekoret, de fire klassiske solister - Sine Bundgaard, Andrea Pellegrini, Peter Lodahl og Halvor Melien - og færøske Teitur, der lagde stemme til værkets danske Grotrian-salmer. Nok engang en stor TAK til alle, der hjalp med til at realisere hele dette kæmpestore projekt.

Udgivelsen blev markeret i Stavnsholtkirken, hvor en af cd'ens skønne solister, Andrea Pellegrini, sang et par af Grotrians salmer med mig selv ved orglet. Desuden stod Jørgen I. Jensen for en gennemgang og diskussion af værket i form af en samtale med mig. Jeg var glad for, at Jørgen i sin tid sagde ja til at skrive en særdeles grundig og uddybende artikel om værket til cd'ens booklet.

***

Nu sidder jeg midt i arbejdet med efterårets store projekt: en kammeropera over Ibsens klassiker Et Dukkehjem.

Umiddelbart er det overraskende, at Ibsens dramaer endnu ikke er omsat til musikdramatik. Historien om Nora rummer alle de ingredienser, der er godt operastof: store følelser, eksistentielle dilemmaer, afgørende brændpunkter i et menneskeliv.

Noras historie præges af nervepirrende og universelle dilemmaer: mellem identiteten som individ og som altopofrende hustru og mor; mellem sandhed og løgn; mellem tryghed og udlængsel. Ikke mindst derfor er Et Dukkehjem ligeså aktuel i dag som da det blev skrevet for snart 150 år siden.

Den evige søgen efter lykke er noget, der til en hver tid har berørt os mennesker. Alle kæmper vi for at finde lykken – eller blot en mening med vores eksistens. Hvordan kan vi hver især udfolde det fulde potentiale af vores eget liv? Hvad skal ofres for at vi kan gøre det? Vover vi det? Kan vi tillade os det? Er vi først og fremmest til for os selv eller for andre?

Det er vores hensigt med operaen at vise et nutidigt publikum at problemstillingen er tidløs, at enhver stor beslutning er et valg mellem ens personlige moral og samfundets, at sandheden kan kræve løgn, at kærligheden kan tåle alt. Vi ønsker at finde et scenisk sprog, der fjerner sig fra Ibsens realisme og gør fortællingen mere abstrakt. Det sker både i kraft af musikken og af den konceptuelle stringens i Signe Klejs' videoscenografi og Pernille Egeskovs kostumer.

Det er vores mål at skabe en forestilling, der flytter Ibsens drama ud af sin egen tid og op i et alment, tidløst univers. Dette realiserer vi bl.a. ved at lade forestillingen 'udvikle sig i tid', således at vi scene for scene gradvist nærmer os vores egen nutid. Forestillingen begynder i Ibsens univers i slutningen af 1800-tallet, men når Nora går ud ad døren til slut, er vi fremme i 2014. Hun forlader sin mand og sine børn som én af vore dages 'sporløse' – en 'forsvunden dansker'. Hun kunne være din egen nabo! Det forarger ikke dagens dansker, at en kvinde beslutter sig for at bryde ud af sit ægteskab; i vore dage er det jo snarere reglen end undtagelsen, at et ægteskab går i opløsning. Men en kvinde, der uden videre forsvinder fra sin famillie (og ikke mindst fra sine børn!), er stadig en provokation og en gåde.

John Frandsen