April 2009

Jeg sidder midt i arbejdet med mit drømmeprojekt: der er ikke nogen større opgave for en komponist end den at skrive et Requiem.

En stor og spændende opgave, ja, men også frygtindgydende! Man skal finde et udtryk, der giver rum for de største og mest fundamentale yderligheder i menneskelivet. Liv og død, sorg og fortrøstning, desperation og forløsning, dom og nåde, fortabelse og sejr – Himmel og Helvede. Det er ubegribeligt voldsomme kræfter, der skal slippes løs.

Intet sted i den kristne liturgi males der med så voldsomme farver og så bred en pensel som i Requiem-teksten. Fra dommedags feberagtige mareridtssyner i Dies Irae til inderlig bøn og afklaret ro i Lux aeterna. Fra utrøstelig gråd i Lacrymosa til salig transcendens i In Paradisum. Intet under, at netop de to store klassiske operakomponister Mozart og Verdi har bidraget med monumentale mesterværker over denne højdramatiske tekst.

I mit arbejde lader jeg mig i høj grad inspirere af det spændingsforhold, der er imellem tekstens indholdmæssige drama og formens klassiske – og statiske – uforanderlighed. Det ligger allerede i det latinske sprog, som er arkaiserende, nærmest 'ude af tid'. Ritualet rummer i sig selv en kraft eller en inerti, der hæver det ekspressive og dynamiske tekstindhold op i en overpersonlig sfære. Her adskiller et Requiem sig netop afgørende fra en opera: hvor man i operaen oftest forstærker de subjektive følelser hos sine dramatiske figurer, så er liturgiens funktion at ritualisere og almengøre dødens drama. En klassisk opera drives frem af intriger og psykologiske spændingskurver, et Requiem drives frem ved selve ritualets magi.

Jeg ser således den oldkirkelige latinske tekst som en form for 'stivnet' drama. Et liturgisk teater, som nok handler om døden og om menneskets angst for døden, men som afvikles i en atmosfære af tidløshed – som et udtryk for hele menneskehedens lidelse, til alle tider. Det ligger der bestemt megen trøst i! Når vi befinder os på livets yderste kant, er det netop i ritualernes universalitet, vi undertiden formår at finde en slags mening i det meningsløse.

Men jeg har ønsket i min komposition at bygge endnu et perspektiv oven på dette. Jeg vil gerne lave et Requiem, som på den ene side er tro mod den liturgiske tradition, og på den anden side taler klart og direkte ind i netop vores tid. Derfor har jeg besluttet at konfrontere de latinske tekstled med en række salmer og vers af lyrikeren Simon Grotrian. Han havde allerede en lang produktion af avantgardistiske digtsamlinger bag sig, da han for nogle år siden overraskede det litterære Danmark med en ræull ække salmetekster. Her er han tro mod de klassiske former: der er en helt fast rimstruktur og metrik, og hans metaforer har klare referencer til både Bibelen og de store gamle salmedigtere. Men hans billeder sprænger igen og igen sit eget univers. De kolliderer med hinanden på helt overraskende og til tider næsten surrealistiske måder, der tvinger læseren til selv at associere videre. Det er mit håb, at modstillingen mellem Grotrians meget subjektivt sansede univers og det latinkse ritual vil skabe en friktion i mit Requiem, der vil åbne døre til andre oplevelser og tolkninger.

Et eksempel: I forlængelse af Rex tremendæ majestatis qui salvandos salvas gratis, salva me fons pietatis! (på dansk: Du konge af forfærdelig vælde, som af din nåde vil frelse de udvalgte, frels mig, du kærlighedens kilde.) følger disse vers af Grotrian:

Din frelser blir din klippe

og når ormene må ribbe

mens vi kun er klædt i særke

blir din tro dit adelsmærke

   Et hus, der stod på sandet

   flyder bort med tidevandet

   som en ørken og et ælte

   af dét liv, som han kan vælte.

   De onde dages klode

   syltes ned og går af mode

   horisonten lukker munden

   inden hænder skraber bunden.

Din frelser blir din klippe

og dét liv, som du skal slippe

blir et spindeldryp af tøjler

se, da passer Himlens nøgler.

Jeg arbejder på at skærpe modstillingen mellem de to verdener, Grotrians og det latinske rituals, ved også at dyrke musikalske kontraster. Det er tanken, at Grotrians salmer skal synges af en (i klassisk forstand) uskolet stemme – en rock- eller jazzsanger, eller måske en velsyngende skuespiller. Vedkommende skal akkompagneres af en mindre del af orkesteret, måske suppleret af instrumenter, der er 'fremmede' i den symfoniske tradition. Påull å den måde vil jeg gerne trække Grotrians moderne tekster frem i forgrunden som et subjektivt, tidsbundet udtryk i stærkest mulig kontrast til det overpersonlige liturgiske teater. Alle de klassiske Requiem-tekster vil såull å blive tonesat for fire klassiske solister, stort kor og symfoniorkester. Grotrians salmer skal have en melodisk udformning, der er enkel og sangbar – i hvert fald på overfladen. Mens de latinske led bliver udfoldet i et mere komplekst tonesprog.

John Frandsen