September 2019

Herre, lad mig dreje som et ur

der har greb om dødens partitur

stemmebåndet triller i sit skrud

gennem alle dagens sammenbrud.

Herre, jeg er skrøbelig som glas

derfor må du skænke mig en bas

dyb og klar som havet i sin strøm

så jeg løftes op af nattens drøm.

Herre, jeg har brug for en tenor

jeg har brug for himlens fuglekor

højt og bredt i øret dagen lang

ellers blir jeg ikke sat i gang.

Herre, jeg må bé om løvebrøl

og om plads til hele livets køl

jeg vil sejle mod dig som fregat

da er nodearkene besat.

Simon Grotrian

Onsdag 14. august døde digteren Simon Grotrian. Dermed blev en af dansk lyriks mest særprægede og originale stemmer pludseligt og uventet tavs.

Han fik sin litterære debut i 1984 i tidsskriftet Hvedekorn. Og i de følgende mange år udgav han på Borgens Forlag en række modernistiske digtsamlinger, der var præget af stor kompleksitet. Hans digtgning kredser vedvarende om de store eksistentielle spørgsmål. Det var derfor ikke unaturligt for ham, at kristendommen blev et sprogligt og erkendelsesmæssigt rum for ham.

Han havde allerede leget med salmegenren i nogle af sine tidligere udgivelser (bl.a. i ”Livet er en ko” fra 2000 og ”Seerstemplet” fra 2001), da han i 2006 sprang ud som fuldblods salmedigter med samlingen ”Jordens salt og verdens lys”. Uden at gå på kompromis med sin radikale billeddannelse og flertydighed lod han sig forpligte af salmens formelle sprog og struktur: den faste metriske form i rimede vers.

Hans billedsprog er vildt og fabulerende. Det sprænger rammerne for den almindelige erkendelsesmæssige logik og insisterer på noget mere intuitivt og associationsskabende. Det følger ikke sprogets og bevidsthedens lineære tænkning, men er mere i familie med underbevidsthedens drømmeverden.

Alligevel er salmerne meget præcise i deres udtryk. Grotrian var tydeligvis dybt fortrolig med både den eksisterende salmetradition og med selve bibelen. Hans billeder leger overlegent med klassiske religiøse metaforer – bruger dem, refererer til dem, spejler dem og vender dem livgivende på hovedet. Han er i konstant dialog med den tradition, som han med stor selvbevidsthed skriver sig ind i. Mange af hans salmer har skjulte referencer til klassiske kernesalmer – det gælder fx hans populære fastesalme ”Guds nåde er en vintergæk”, som ofte bliver læst (og misforstået…!) som blot en lille venlig hyldest til forårets spirende kræfter. Men den er skrevet på samme sjældne versemål som Luthers store kampsalme ”Vor Gud han er så fast en borg”, og det er næppe noget tilfælde. Denne tilsyneladende uskyldige tekst er i dialog med klassisk protestantisme og kirkekamp.

For mig har Grotrian været en kolossal inspirationskilde. I sine salmer sparker han døren ind og insisterer på, at kunsten, dybden, flerstemmigheden, kompleksiteten er afgørende elementer i det religiøse sprog. En tiltrængt modvægt til den højdeskræk, der har præget mange af de seneste 40 års danske salmeskriverier – ingen nævnt, ingen glemt.

Hans salmer var de eneste, jeg på daværende tidspunkt kunne finde, der havde kraft til at stå side om side med den klassiske liturgiske tekst i mit Requiem, og det var mageløst at høre, hvordan den færøske troubadour Teitur kunne udfolde dem som dynamisk og intim kontrast til de oldkirkelige latinske led, da værket blev uropført i DRs koncerthus i 2013. Lyt fx til ”Kære Gud, kære Gud” fra den efterfølgende cd-indspilning på Dacapo.

Jeg nådede desværre aldrig selv at møde Simon personligt, men vi skrev flittigt sammen i de perioder, hvor jeg var mest aktiv med hans tekster. Ud over de seks sange, der indgår i Requiem, er det foreløbigt også blevet til flg. værker:

     15 korsange til tekster af Simon Grotrian

     Juleroser og Engleskyer for pigekor og harpe

     Wheather4casts for blandet kor a cappella

Jeg planlægger nu at gå i gang med en samling fællessangsegnede melodier til nogle af hans salmetekster i løbet af 2020. Jeg har også en sangcyklus på tegnebordet over teskter fra hans digtsamling ”Soprangalop” fra 2008.

Tak, kære Simon, for lån af dine krøllede og underfundige tekster. Det er ikke til at bære, at det nu er slut. At der ikke kommer flere vilde, tankevækkende og sprogligt sprudlende vers fra din hånd.

God vind, når din fregat nu sejler op til Vorherre og hans guldcigar. Vi andre vil fortsætte med efter bedste evne at besætte nodearkene, inspireret af dit gigantiske livsværk.

John Frandsen