Maries Monologer

er en koncertversion af to af Maries centrale scener fra operaen i arrangement for sopran og barokensemble

(obo, violin, cembalo og cello)

Hent partituret her

Tro, død og kærlighed


Jeg er vild med stærke kvinder! Glødende furier, der med mod og konsekvens står fast på deres ret og kæmper for det, de tror på. Deres skæbne er ofte godt operastof, og jeg har flere forestillinger på samvittigheden med sådan en kvinde som omdrejningspunkt.


Min allerførste opera Amalie handlede om den tvangsindlagte forfatter Amalie Skram og hendes frygtløse kamp imod datidens psykiatri og dens middelalderlige kvindesyn. Siden fulgte monologen Dronning Boudicca, der fortæller om den legendariske engelske stammedronning fra Cæsartiden,  som satte sig i spidsen for et vildt og blodigt oprør imod den romerske besættelse af hendes hjemland. Denne kammeropera får i øvrigt repremiere på Den Fynske Opera i oktober 2021.


I Tugt og Utugt i Mellemtiden – den store operatrilogi (1998-2004) over Svend Åge Madsens vilde Aarhus-roman – er det Lilaiomai, der er den stærke og uforfærdede kvindeskikkelse. Og for et par år siden kom turen til Nora fra Ibsens klassiker Et Dukkehjem, som jeg realiserede som kammeropera i Odense, København og Esbjerg. I øvrigt på initiativ af Radmila, som spillede hovedrollen, og som også medvirker i aftenens forestilling. Så da Radmila foreslog, at vi skulle fortsætte samarbejdet med en opera om Marie Grubbe, var jeg ikke sen til at springe til.  Hendes livshistorie har det hele: storhed og fald, dramatiske dilemmaer, kærlighed, drifter, intriger.


Hendes fortælling har fascineret adskillige forfattere igennem tiderne. Vi startede med at genlæse I. P. Jacobsens klassiker, men også Holberg, H. C. Andersen og St. St. Blicher har haft Grubbe under litterær behandling. I nyere tid har Ulla Ryom lavet et teaterstykke, og Juliane Preisler udgav i 1994 romanen Kysse Marie, hvor hun gav en fortolkning af hendes liv set fra et moderne kvindesagsperspektiv.


Vi standsede ved Lone Hørslevs fortolkning af Grubbe-

skikkelsen i romanen Dyrets År fra 2014. Her skildrer Lone en kort periode i Maries ungdom omkring året 1666. Et årstal, som mange i samtiden fortolkede som apokalypsens år, fordi det rummer ”dyrets tal” 666 fra Johannes' Åbenbaring. Handlingen udspiller sig i bidende vinterkulde på Akershus i Oslo, hvor Marie befinder sig i et arrangeret og lidenskabsløst ægteskab med Kong Frederik III's uægte søn Gyldenløve. Heroppe i de dybfrosne omgivelser opdager hun sit eget varme blod; hun forelsker sig voldsomt i slottets franske ritmester, der som den første vækker hendes ustyrlige erotiske kræfter. Hermed indleder hun den livslange og kompromisløse hengiven sig til sin krop og sine lyster, som giver hende stærke sanselige oplevelser, men som samtidig fører hende ud i en ufattelig social deroute.


Tro, død og lidenskabelig kærlighed blander sig i et sanseligt, højspændt drama i romanen. Et drama, der både beskriver, hvor langt frygten for den ultimative katastrofe kan drive os ud, og som samtidig fortæller historien om, hvor frygtløs længslen efter kærlighed og erotik kan gøre os.


Med operaen vil vi bl.a. stille skarpt på spændingsfeltet mellem den kollektive frygt og den personlige. For ligesom Marie Grubbe gjorde det, lever også vi i en tid, der opleves som skræmmende. Dommedag er nær! Mange oplever deres sikkerhed truet af strukturer og tendenser og ændringer i basale livsvilkår, som man ikke har individuel indflydelse på. Hvad gør man så? Rykker man tættere sammen, demonstrerer, skriver læserbreve? Eller bliver man ramt af afmagt og apati? Eller begynder man i stedet at leve mere vildt, gribe nuet, kaste sig ud i eventyr og udskejelser, nu hvor der alligevel ikke er udsigt til en fremtid? Marie Grubbe valgte det sidste. Med samtidens øjne: tankeløst, ubegribeligt, æresløst. I dag vil nogen måske snarere sige: modigt, kompromisløst og lidenskabeligt.

Urpremiere

1. september 2021

Helsingør Theater,

Den Gamle By, Aarhus


Aarhus Sommeropera

Egnsteateret Undergrunden

Copenhagen Chamber Performance


Libretto:

John Frandsen og Madeleine Røn Juul

efter roman af Lone Hørslev


Medvirkende:

Radmila Rajic: Gamle Marie

Katinka Fogh Vindelev: Unge Marie

Teit Kanstrup: Styge Høgh

Sidsel Aja Eriksen: Annemarie

Jens Bruno Hansen: Gyldenløve

Camilla Button: Drude

Petter Moen: Jep

Morten Grove Frandsen: Skomageren


Randers Kammerensemble

Dirigent: David Riddell

Instruktør: Madeleine Røn Juul

Scenograf: Gøje Rostrup

Køb romanen her:

Katinka Fogh Vindelev

synger Maries Monolog II

(koncertoptagelse)


Libretto:

Download her


Handlingsreferat:

Download her

Anmelderne skrev:


Når man hører John Frandsens musik, mærker man komponistens tekniske og musikalske sikkerhed og evne til at tegne figurer og stemninger. I en overlegen instrumentation udnytter han kammerorkestrets mulighed, varierer og sender en række både finurlige og medrivende signaler. Som barok-pasticher, som vor tid. I høj stil og med komik, voldsomt dramatisk og sødt indsmigrende og også humoristisk. Kort sagt et meget spændende partitur.

Ole Straarup, olestraarupmusik.dk


Dette er tableau-teater. Nogle få scenebilleder, sangen oftest rettet til publikum, men tableauerne er gode og sigende. (...) Det 12 mand store kammerorkester spillede den spændende, klangfulde og moderne kompositionsmusik af John Frandsen.



Kirsten Neel Harry, Ascolta





Læs salsprogrammet her.

Maries historie udspiller sig i et tankevækkende modspil med skæbner fra de lavere sociale lag på slottet. Stuepigerne, skomageren, kammertjeneren, byens 'kloge kone'. De eskapader, som Marie trods alt slipper levende fra, og som magtfulde mænd udfolder helt uden påtale, straffes med anderledes ubønhørlighed, når vi kommer længere ned ad rangstigen. Troens vogtere hylder ikke stærke kvinder – hekseri er den sikre vej til en plads på bålet, medmindre man har en meget stærk mand til at holde hånden over sig.  Operaen fortæller således også den grelle historie om den vanvittige dobbeltmoral i forholdet mellem upstairs og downstairs og mellem mænd og kvinder. En #metoo-fortælling fra 1600-tallet…

Med musikken har jeg ønsket at etablere en dialog mellem den tid, barokken, som dramaet udspiller sig i, og vores egen tid. Præcis som også Lones roman gør det. Jeg har anvendt nogle af de gestiske figurer, der kendetegner barokken, ikke som egentlige stilpasticher, men snarere ved at tage udgangspunkt i den særlige musikalske 'retorik'. der udfoldes i barokmusikken, og lade den udspille sig i et nutidigt tonesprog. Nogle af afsnittene benytter fx klassiske danseformer fra barokken (menuet, gigue, allemande etc.) - men i nutidig iklædning. Andre afsnit gør brug af særlige vendinger (fx seufzer-figuren, lamentobassen eller jubilomotivet), der var typiske for barokmusikken; men her indplaceret i en moderne klangverden. Og andre igen er bygget på satsprincipper fra barokken som passacaglia, kanon og pastorale. Jeg har benyttet et værk for kammerensemble Barock'n'Roll (2018) til at eksperimentere med disse principper, og dele af musikken herfra vil man kunne genfinde i operaen.


John Frandsen

Teit Kanstrup (Styge) og Katinka Fogh Vindelev (Marie)

Banketten

Camilla Button (Drude) og Petter Moen (Jep))

Helligtrekongers Aften

Camilla Button (Drude) og Morten Grove Frandsen (Skomageren)

Skyld og Skæbne