(placeholder)

Requiem

til minde om ofrene fra Utøya, 22 juli 2011


værkbestilling fra DR Symfoniorkesteret (2009-2010)

Uropført i DR Koncerthuset fredag 5. april 2013

Herre, lad mig dreje som et ur

der har greb om dødens partitur

stemmebåndet triller i sit skrud

gennem alle dagens sammenbrud.


Herre, jeg er skrøbelig som glas

derfor må du skænke mig en bas

dyb og klar som havet i sin strøm

så jeg løftes op af nattens drøm.


Herre, jeg har brug for en tenor

jeg har brug for himlens fuglekor

højt og bredt i øret dagen lang

ellers blir jeg ikke sat i gang.


Herre, jeg må bé om løvebrøl

og om plads til hele livets køl

jeg vil sejle mod dig som fregat

da er nodearkene besat.

Simon Grotrian

Læs her tekstudvalget til

John Frandsens Requiem


I Requiem indgår en række nykomponerede strofiske melodier til tekster af

Simon Grotrian. Læs mere her.


Udgivet af

Edition Wilhelm Hansen




Requiem er udkommet på cd

hos dacapo - læs mere her

REQUIEM - dagbog


November 2010


Så nåede jeg til vejs ende med mit gigantprojekt: der er ikke nogen større opgave for en komponist end den at skrive et Requiem.


En stor og spændende opgave, ja, men også frygtindgydende! Man skal finde et udtryk, der giver rum for de største og mest fundamentale yderligheder i menneskelivet. Liv og død, sorg og fortrøstning, desperation og forløsning, dom og nåde, fortabelse og sejr – Himmel og Helvede. Det er ubegribeligt voldsomme kræfter, der skal slippes løs.


Intet sted i den kristne liturgi males der med så voldsomme farver og så bred en pensel som i Requiem-teksten. Fra dommedags feberagtige mareridtssyner i Dies Irae til inderlig bøn og afklaret ro i Lux aeterna. Fra utrøstelig gråd i Lacrymosa til salig transcendens i In Paradisum. Intet under, at netop de to store klassiske operakomponister Mozart og Verdi har bidraget med monumentale mesterværker over denne højdramatiske tekst.


I mit arbejde har jeg i høj grad ladet mig inspirere af det spændingsforhold, der er imellem tekstens indholdmæssige drama og formens klassiske – og statiske – uforanderlighed. Det ligger allerede i det latinske sprog, som er arkaiserende, nærmest ’uden for tid og sted’. Ritualet rummer i sig selv en kraft eller en inerti, der hæver det ekspressive og dynamiske tekstindhold op i en overpersonlig sfære. Her adskiller et Requiem sig netop afgørende fra en opera: hvor man i operaen oftest forstærker de subjektive følelser hos sine dramatiske figurer, så er liturgiens funktion at ritualisere og almengøre dødens drama. En klassisk opera drives frem af intriger og psykologiske spændingskurver, et Requiem drives frem ved selve ritualets magi.


Jeg ser således den oldkirkelige latinske tekst som en form for ’stivnet’ drama. Et liturgisk teater, som nok handler om døden og om menneskets angst for døden, men som afvikles i en atmosfære af tidløshed – som et udtryk for hele menneskehedens lidelse, til alle tider. Det ligger der bestemt megen trøst i! Når vi befinder os på livets yderste kant, er det netop i ritualernes universalitet, vi undertiden formår at finde en slags mening i det meningsløse.


Men jeg har ønsket i min komposition at bygge endnu et perspektiv oven på dette. Min ambition har været at lave et Requiem, som på den ene side er tro mod den liturgiske tradition, og på den anden side taler klart og direkte ind i netop vores tid. Derfor har jeg valgt at konfrontere de latinske tekstled med en række salmer og vers af lyrikeren Simon Grotrian. Han havde allerede en lang produktion af avantgardistiske digtsamlinger bag sig, da han for nogle år siden overraskede det litterære Danmark med en række salmetekster. Her er han tro mod de klassiske former: der er en helt fast rimstruktur og metrik, og hans metaforer har klare referencer til både Bibelen og de store gamle salmedigtere. Men hans billeder sprænger igen og igen sit eget univers. De kolliderer med hinanden på helt overraskende og til tider næsten surrealistiske måder, der tvinger læseren til selv at associere videre. Modstillingen mellem Grotrians meget subjektivt sansede univers og det latinkse ritual skal gerne skabe en friktion i mit Requiem, der åbner døre til andre oplevelser og tolkninger.


Et eksempel: I forlængelse af Libera me, Dominie, de morte æterna, in die illa tremenda, dum veneris iudicare sæculum per ignem (på dansk: Frels mig, Herre! fra den evige død på den frygtelige dag, når du kommer for at dømme alle slægter med ild) følger disse vers af Grotrian:


        Hvad er nød for Herrens trone

        når den sidste grædekone

        hvæsser sine sløve tænder

        og når efteråret brænder?


        Herren lagde hasselnødder

        foran vore brugte fødder

        galgeløkken fryder rakket

        dér blev sorgen hvedestakket.


        Herren strør i englebedet

        alt det gode, der var fredet

        hvad er nød og nødders knækken

        når vi drikker Himmelbækken?


        Hvad er nøddeknækkervalsen

        når vi står i guld til halsen?

        Herren strør sin Himmelglæde

        dén kan gribbe ikke æde.


Modstillingen mellem de to verdener, Grotrians og det latinske rituals, finder sin parallel i nogle åbenlyse musikalske kontraster i værket. Det er tanken, at Grotrians salmer skal synges af en (i klassisk forstand) uskolet stemme – en rocksanger, eller måske en velsyngende skuespiller. På den måde vil jeg gerne trække Grotrians moderne tekster frem i forgrunden som et subjektivt, tidsbundet udtryk i stærkest mulig kontrast til det overpersonlige liturgiske teater. Alle de klassiske latinske Requiem-tekster er til gengæld tonesat for fire klassiske solister, kor og symfoniorkester. Grotrians salmer har fået en melodisk udformning, der er enkel og sangbar – i hvert fald på overfladen. Mens de latinske led er udfoldet i et mere komplekst tonesprog.



August 2012


Jeg har besluttet at tilegne mit Requiem mindet om ofrene for massakren på Utøya i Norge 22. juli 2011, hvor en højreekstremistisk galning myrdede 69 unge mennesker på en politisk sommerlejr. Denne grusomme forbrydelse hændte ganske vist flere måneder efter at mit arbejde var afsluttet, så værket er ikke skrevet med denne begivenhed i tankerne. Men en så iskold og kynisk ugerning anfægter nogle helt grundlæggende sociale og religiøse værdier, og den har vakt en kollektiv angst og afmagt, der kalder på ritualets og liturgiens helende kræfter.


Massemorderen påberåber sig en status som hellig kriger, som kristen fundamentalist. Med min Requiem-tilegnelse ønsker jeg at lægge størst mulig afstand til hans tolkning af kristendommen. Min Gud er ikke den samme som hans. Men hvem er min Gud så? En katastrofe som denne rammer direkte ned i vores mørkeste tvivl og i kristen-dommens paradoks: hvis Vorherre virkelig er god og almægtig, hvorfor lader han så den slags ske? 


Vi finder aldrig svar derpå. Vi kan kun klynge os til troen, håbet og kærligheden. Men den vilde og

voldsomme Dies Iae sekvens giver os i det mindste en mulighed for at skrige vores dødsangst ud - for derefter at lade os løfte mod paradiset og det evige lys.


Fred være med alle de uskyldige ofre:

Requiem aeternam.



Juni 2013


Er der et liv efter Requiem?


Den 5. april blev den største aften i min professionelle tilværelse indtil nu. Da uropførte DR Symfoniorkesteret, Koncertkoret, Pigekoret, fem fremragende solister og dirigenten Henrik Vagn Christensen mit halvanden time lange Requiem. Det skete i en propfyldt koncertsal i DR Byen.


I hele produktionen blev jeg mødt med en helt enestående velvilje og engagement fra hver og een af de mange medvirkende, og under koncerten var stemningen i Koncertsalen ladet med en næsten magisk spænding. Publikum lod sig fange fra start til slut – sådan fornemmedes det i hvert fald. Det er fx sjældent, at der er SÅ tyst i pauserne mellem satserne, som der var den aften.


I dagene og ugerne efter modtog jeg et hav af henvendelser, både fra venner og bekendte og fra helt ukendte mennesker. Mange gav udtryk for, at de har ladet sig bevæge af musikken.  De første mails kom allerede i løbet af natten efter koncerten, og jeg har lyst til at citere uddrag fra én af dem:


Vi har netop været til uropførelsen af dit storværk. "Vi" vil sige, undertegnede Bo 57 år, Pelle 70 år - der havde fået oplevelsen i fødselsdagsgave af to af mine døtre, Ditte min datter 25 år, Frederik hendes kæreste 25 år og endelig Matilde, 17 år. Vi var alle 5 enige om, at det var en helt usædvanlig og storslået musikoplevelse. Mørbankede og med varierede grader af klump i halsen var vi med til at klappe dig ind og ud. Vi kunne have fortsat en time endnu...

(...)

Dit værk ramte nogle sider ved denne musiktype, som jeg ikke har oplevet før samtidig med, at det bekræftede den tradition, som det baserede sig på og placerede sig i. Kombinationen af det meget forskellige udtryk i værkets enkelte bestanddele og de sammenhænge, som man klart fornemmede og oplevede gjorde det til en meget helstøbt oplevelse. Jeg blev meget bevæget på forskellige måder i løbet af de næsten to timers intense oplevelse, fra dødsangst og græmmelse til melankoli og rørelse, og tårer pressede sig på mere end Èn gang.


Det er godt somme tider at minde sig selv og hinanden om, at det jo netop er dét, det drejer sig om i vores branche. At røre og bevæge. At formidle den store, fortryllende udtrykskraft, som musikken har. Tak til ALLE, der var med til at skabe det!



John Frandsen

Lux aeterna

Sine Bundgaard, sopran

DR Symfoniorkestret

DR Koncertkoret

Dirigent: Henrik Vagn Christensen

Anmelderne skrev:


"John Frandsens Rekviem til minde om ofrene på Utøya overgik alle forventninger"

Søren Schauser, Berlingske



Læs hele anmeldelsen


"Koncerthuset i flammer af rå urkraft"

Henrik Friis, Politiken


"Et fletværk af dimensioner. John Frandsens syv kvarter lange Requiem havde meget at byde på"

Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad



John Frandsen has achieved a modern milestone (...)

Frandsen has marshalled his large choral and orchestral forces with a resolute mastery, clearly relishing the vivid imagery and word-painting opportunities (...)

This eloquent statement deserves the widest circulation.

Malcolm Riley

cd-anmeldelse i

Gramophone, Nov. 2014

Læs hele anmeldelsen


Frandsen’s substantial score for large orchestra, chorus and vocal soloists is by turns lavish and sombre, electrifying and meditative (...)

a worthy and affecting tribute to those lives lost.

Kate Wakeling

BBC Music Magazine, Jan 2015






partitureksempel: Pie Jesu

REJSE LANGS YDERPOSTER

John Frandsens Requiem


Det umulige

Et stort, fuldt udbygget requiem – en dødsmesse – for soli, kor og orkester. I forlængelse af den store ophøjede tradition for Requiem-værker og med musikalsk udfoldelse af hele den latinske middelalderlige tekst, med rødder helt tilbage til oldkirken.

    Skrevet af en dansk komponist med en på alle måder nutidig kulturbevidsthed.

    Man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre. Det skulle ikke kunne lade sig gøre i forhold til tidsånden, der ønsker dagsaktuelle, overskuelige, sensationelle, mondæne og øjeblikkeligt følelsespirrende kunst. Ja, tidsånden former i øjeblikket den store propaganda for det totale følelsesmæssige ukomplicerede nærvær med positivt fortegn, feel good, og med en gigantisk afvisning af fortiden som uden betydning.

    Der er kun en eneste realitet og målestok, MIG – jeg´et. Og det kan næsten virke som om komponisten John Frandsen, foruden så meget andet, har tænkt, at nu skal alle jeg´er få al den relevans, de kan ønske sig, samlet om at ethvert jeg er endeligt og skal dø. Det er så her en større verden begynder at vise sig.

    Det kan også siges på en mere almindelig måde: John Frandsen har fundet en ny vej ind i den gamle tekst.


uddrag af Jørgen I. Jensens artikel

til cd’ens booklet.


Læs hele artiklen