weather4casts (2012)

Fire årstider i fire satser

for tolv solostemmer (amplified ad lib.)

Teksterne i de fire satser er alle sammenstillet af vejrudsigter fra DMI (redigeret af John Frandsen) og årstids-digte af Simon Grotrian.

Lyt her til 2. sats Tidlig Morgen i en optagelse fra uropførelsen 27. maj 2012 i Garnisions Kirke, København ved Ars Nova Copenhagen og Paul Hillier


Tekster af Simon Grotrian indgår i øvrigt også i

John Frandsens Requiem


Partitur kan købes

via Edition-S'

TOVE Edition


Der er en lang og gammel tradition for musikalske skildringer af årets gang og månedernes skiftende lys og farve og klima. Denne lille vokalcyklus er mit bud på "De fire årstider". Teksterne består af lettere redigerede vejrudsigter fra Meteorologisk Institut, som er stillet sammen med nogle af digteren Simon Grotrians frit associerende naturindtryk.


Sangene hører helt afgjort hjemme i tempereret klima. Heroppe hos os i Nord lever vi med store skift mellem sommer og vinter, mellem lys og mørke. Især i Danmark har vi et noget urealistisk og drømmende forhold til vores vejrlig. I Norge er der sne og is halvdelen af året, og alle indretter sig på det. I Danmark regner det hver anden dag, men mange danskere ejer end ikke en paraply. Vi lever snarere i en forestilling om, at regnvejret er en berklagelig misforståelse - en systemfejl, der lige straks bliver rettet, så vi omsider kan få indført det solrige middelhavsklima, vi mener os berettigede til. Gå fx en tur i Nyhavn på en iskold martsdag med et par lave, blege solstrejf: alle cafébordene er slæbt ud, og folk sidder tæt, indhyllet i tykke tæpper, og hundefryser over deres fadøl.


Vejret er vores fælles livsvilkår. Det påvirker vores humør og vores livsbetingelser. Mine fire sange er en hyldest til vejrets skiften og til naturens vilde kræfter. Jeg tør desværre ikke love, at de skaffer os bedre vejr - og dermed ligger de for så vidt smukt i forlængelse af den gamle Storm P-sentens (eller var det Mark Twain...?): Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det!

John Frandsen

I dag og i morgen

vil en frontzone med regn

befinde sig over det meste af landet.

Regnvejret fjerner sig østpå

og efterfølges af ustabil luft fra vest.

Skyet og udbredt regn eller byger,

stedvis med torden.

Tidlig morgen


En jordfarvet himmel

står ind under drømmene


solsorten synger

kinesiske skrifttegn


og øjnene hvilede

tunge som roser

på hændernes bagside


trorden i pulsene ophæver

søen af fløjter


af Simon Grotrian: "Barde under skyerne" 2010