(placeholder)

½LELUJA (2013)

Kammeropera baseret på tegneserien EGOLAND

Åbningsscenen af første akt: STOR OPSTANDELSE!

Jørn Pedersen, Liv Oddveig Midtmageli, Helene Gjerris og David Elnebo Polmer

Randers Kammerensemble, dirigent: David Riddell

STOR OPSTANDELSE!


Divus Madsen, som i mere end 25 år huserede som selvudråbt Skaber og Alfader i tegneserien EGOLAND, blev lagt i graven efter alle (tegne)kunstens regler i pinsedagene 2008. Men i den gudelige branche er det jo ikke så usædvanligt og uhørt at man genopstår!


Og sandelig: Divus genopstod til stor herlighed som operafigur på Aarhus Sommeropera 27. august 2013. Præcis kl. 19.30 den dag væltede stenen fra graven - og hans kone Sandra, deres datter Gaia, samt hans modspillere Overlægen, Pyskopøjten, Vulva og Super-Egon, kunne blot se til med en passende blanding af vantro og forbløffelse: Divus er tilbage. Genoplivet. Opstanden fra de døde. Resurrexit!


Halleluja!


Eller rettere: ½LELUJA - for sådan helt rigtigt HEL-leluja bliver det trods alt aldrig. Dertil er der alligevel for mange fortrædeligheder og forviklinger. Alt for mange, der gerne vil blande sig og sole sig i miraklet. Og tage patent på evangeliet - det glade budskab...























Men alle udfordringer til trods: Den Genopstandne går frygtløst i gang med at genoptage sin gamle jagt efter Godheden, Livsglæden, Lykken - kort sagt: Meningen Med Det HELE!


Det er naturligvis seriens forfatter Ivar Gjørup, der har skabt librettoen. Han genopvækker her hele seriens mytiske og mystiske univers, befolket af skæve eksistenser med skæve vinkler på tilværelsens helt store spørgsmål: Liv & Død, Tro & Vantro, Kærlighed & Kildevand...




LØST & FAST om GUD & HVERMAND


OM STILISERING

Al opera rummer et betydeligt mål af stilisering. Det er operaens væsen - figurerne fungerer bedst, hvis de får lov at slippe realiteternes verden og løfte sig op i mytens. Således også i EGOLAND. Men her får stiliseringen en ekstra tand: hvor mange operaer dyrker de store følelser og de voldsomme, ekstreme livskonflikter, der er aftenens forestilling meget mere som en mekanisk legetøjsbutik. Fortælleformen er mere i familie med dukketeater og gøglertradition end med det store klassiske drama. Her er ingen Tosca med følelserne uden på tøjet; men her er skarptskårne, todimentionale tegneseriefigurer, der behandler tilværelsens store spørgsmål med en respektløs ligefremhed. Lidt som i den klassiske italienske commedia dell'arte, hvor Pierrot, Kaptajnen, Pantalone, Harlekin og Columbine udstiller menneskets dårskab på arketypisk - og som regel komisk karikeret - vis. Og ligesom i pantomimen har vi også her på scenen to unge elskende. I gamle dage hed de ofte Flavio og Flamina - hos os hedder de Gaia og Bingo. Og de er de eneste roller, der efter traditionen er forsynet med følelser. De repræsenterer det håb, som mennesket altid har måttet klynge sig til: at den unge, uspolerede generation vil formå at skabe en bedre og lykkligere verden, end den, alle vi gamle og gråhårede har sat over styr...


ROLLERNE

½LELUJA udspiller sig vistnok på det psykiatriske hospital, hvor Overlægen og Pyskopøjten er konge og dronning. De repræsenterer således Magten og Æren og Sandheden. Overlægen hylder Naturvidenskaben i nærmest fundamentalistisk grad, mens Pyskopøjten snarere bekender sig til en tro på Den Lægelige (Kvindelige?) Omsorg.

Divus Madsen (som før var død, men nu er opstanden til stor herlighed) er indlagt med storhedsvanvid. Han har skabt Himlen og Jorden og Livet og Latteren - og har til enhver tid sit helt eget, alternative bud på Sandheden.

Hans kone Sandra følger ham trofast. Hun er ikke en kvinde af store ord. Til gengæld lider hun af en sygdom, der i vores verden er meget alvorlig: hun har Klarsyn. Overlægen vil vel nærmest karakterisere det som en avanceret form for autisme. Under særlige omstændigder kan hendes Klarsyn ligefrem udarte sig smitsomt.

Super-Egon er forestillingens dynamo. Omstillingsparat til det yderste, opportunist til fingerspidserne. Skifter identitet efter behov og synspunkt efter behag. Hvor andre har ét visitkort, er han den, der har tyve. Spindoktor, brugtvognsforhandler, mediekonge, IT-ekspert, trendspotter... Overlægen kalder ham skizzofren.

Vulva er urkvinden. En voldsom, irrationel kraft, som ubesværet udfylder sine roller, lige fra Englen i Det Høje til Studieværtinden i AftenSjovet. Hun er hæmningsløs og energisk - og somme tider lidt af en man-eater. Overlægen vil nok karakterisere hendes adfærd som noget, der tenderer borderline.

Og midt i dette Tilværelsens Galehus prøver de unge elskende, Gaia og Bingo så at finde en vej. Vil det lykkes??


OG MORALEN ER...

½LELUJA handler for så vidt ikke om noget. Der er ingen fortløbende fortælling, der fører os fra kamp til sejr, fra konflikt til løsning. Der er tolv billeder - som tolv striber af en tegneserie. Hver af dem tegner et øjebliksbillede - en situation, der spidder nogle af tidens trends og buzzwords. Men lagt i forlængelse af hinanden, så danner de enkelte billeder måske alligevel en slags mønster. Det handler rigtig meget om Sandheden. Med stort S. Og om retten til at definere den. Hver af Egolands figurer har sin sandhed, og de skiftende billeder udlever (og udleverer) på skift disse forskellige bud på Menigen Med Det Hele. Fra Super-Egons iscenesatte realityshow i slutningen af 1. akt til Sandras Klarsyn, der bryder afgørende igennem og smitter alt og alle som en virus hen mod operaens slutning. Forestillingens ramme er GENOPSTANDELSEN. Og kampen om, hvem der kan tage æren af dette mirakel. Vi har et stort behov for at inddæmme det ubegribelige, og vi bruger mange ord og megen energi (og fører mange krige, desværre!) i bestræbelsen på at vinde gehør for netop VORES tro. Hvis operaen har en pointe (HVIS den overhovedet har en pointe...!) så er det måske den, at livets mirakel slet ikke handler om, hvad der sker efter døden. Livets virkelige mirakel åbenbarer sig i operaens slutning...


John Frandsen     


Anmelderne skrev:


INDEN MAN HAR set forestillingen, tænker man måske: en tegneserie skabt om til opera . Det kan vel kun gå galt? Men det går godt. (...)

Det er en smuk aarhushistorie, at Aarhus Sommeropera efter komponisten John Frandsens snart ti år gamle Svend Aage Madsen-mesterstykke ' Tugt og utugt i mellemtiden' har sat to timers ny dansk komisk opera så sikkert op. (...) Efter en dødsmesse tidligere på året genopstår den ferme Frandsen her med en overbevisningskraft, der smitter lige så meget som Sandras klarsyn.

Thomas Michelsen

Politiken



1/2LELUJA er moderne og virkelig vellykket opera (...)med nogle af landets mest modige sangere og randrusianernes tjekkede kammerorkester i graven.

John Frandsen skulle forvandle striber på to, tre, fire billeder ad gangen til én lang fortælling. Og kunne han gøre de få figurer skarpe nok til halvanden times eventyr?

Svaret er ja. (...)

Talløse passager i særlig anden akt lyder guddommeligt godt, for nu at blive i eventyrets sprog. Man ønsker, mange af de dybe harmonier bare blev ved og ved.

Søren Schauser

Berlingske



John Frandsen  har skrevet musikken i samme phantasiens moroe, som Ivar Gjørup har krydset klinge med Divus Madsen i det vellykkede genoplivningsforsøg. En tegneserie-opera, ja. Man kan let fristes til tro, at musikken så ikke hænger sammen, som både klassisk og moderne kompositionsmusik jo gerne skulle. Men det gør den i ”1/2LELUJA! Egoland the Opera”. Man kan følge den i faste forløb, alt imens den afbryder sig selv og kommenterer teksten på vittig vis. De to kan følge hinanden, Gjørup og Frandsen, forstå og inspirere hinanden. De kan noget af det samme som store, velkendte par i musikkens historie (...)

John Christiansen

jc-klassisk.dk



Meget fornøjeligt er det også at opleve verdens vel nok første tegneserieopera. Universet i Ivar Gjørup og John Frandsens opera er kendt af tegneserielæsere og Madsen-fans. I scenisk udgave glædes de ved gensynet med Gjørups klassisk-filologisk farvede ristninger og revsende kommentarer til tossede tidstrends, herunder de asociale mediers magt, og får dertil en Frandsen-musik, der både giver fartstriber lyd og personerne en ekstra dimension – den være sig ironisk ætsende eller personligt rørende, repræsentativ i klassisk og moderne forstand eller fuld af menneskelighed, af følelser.

Ole Straarup

Aarhus Stiftstidende

Operaens rum - og tegneseriens... af Christina Dahl


Der er flere lighedstegn mellem opera og tegneserie, end man lige skulle tro. Begge medier er de store sandheders tumleplads; både opera- og tegneseriefigurer skal kunne udtrykke store sandheder i ganske få sætninger, som når tegneren på 3-4 billeder skal fortælle en hel historie. Eller når kærlighedshistorien med få replikker skal sættes på plads i operaen. Også operaen er nemlig er en knap og koncentreret udtryksform, uden plads til de store diskurser og uddybninger – alt, hvad der siges, er punchlines.

Læs hele Christina Dahls programartikel til 1/2LELUJA

Ikke udgivet unpublished

please contact the composer for score and performance material