Grotrian-koncerten
John Frandsen har i flere år været optaget af salmedigteren
Simon Grotrians univers, og han har komponeret en række originalmelodier til hans tekster.
Flere af melodierne indgår i hans Requiem, som blev uropført af
DR Symfoniorkesteret 5. april 2013.
Men sangene er også gennemgående tema i en koncertmosaik, hvor
John Frandsen (orgel)
Kirsten Grove (alt) og
Ulla Salicath (liturg)
stiller salmer og bønner af Simon Grotrian over for andre digte og bibeltekster samt et udvalg af Dvoraks "Biblische Lieder".
Læs også Skagen-organisten
Ian Heillmanns beskrivelse af urpremieren på dette program ved Forum for Musik og Teologis studiedag, 2. juni 2009.
Grotrian-koncerten kan gennemføres i alle kirker.
Kontakt venligst John Frandsen
for at høre nærmere om pris og ledige tidspunkter.
Juni 2009
Ved den årlige studiedag i Forum for Musik og Teologi 2. juni 2009 i sognegården ved Sct. Bendts Kirke, Ringsted præsenteredes mine syv nye melodier til salmetekster af Simon Grotrian. Her fortalte jeg om arbejdet på mit Requiem - en værkbestilling fra DR Symfoniorkesteret, hvori den klassiske latinske Requiemtekst modstilles af Grotrians moderne salmetekster. Dagen sluttede med en times koncert i det smukke kirkerum. Ved koncerten medvirkede Kirsten Grove, alt, og Ulla Salicath, liturg - og selv sad jeg ved orgelet.
Grotrian-koncerten er en slags pilotprojekt for mit Requiem. Som i Requiem-messen går bevægelsen fra mørke til lys, fra fortvivlelse og rædsel til håb. Koncerten sammenstiller Grotrians salmer med forskellige digte og bibeltekster samt et udvalg af Dvoraks "Biblische Lieder" (til tekster fra Salmernes Bog). Der er foreløbig planlagt to gentagelser af koncerten i august. Men vi håber at få mulighed for at præsentere programmet mange flere steder rundt omkring i Danmark. Du kan finde programmet her. Og send mig gerne en mail, hvis du ønsker at høre nærmere om pris og muligheder for at bestille koncerten.
Et udvalg af Grotrians tekster skal som sagt indgå i mit Requiem. Men jeg har desuden intentioner om at fortsætte mit arbejde med hans salmetekster i et længerevarende projekt. Det er nemlig min plan at komponere originalmelodier til en større cyklus af Grotrian-sange. De skal have en udformning, der svarer til digtenes ejendommelige balance mellem tradition og fornyelse, mellem alvor og leg.
Grotrian er uhyre formbevidst. Han anvender i sine salmer meget streng og klassisk rimstruktur og metrik. Flere af hans tekster har ligefrem karakter af parafraser over eksisterende salmer - tag f.eks. flg. tekst fra digtsamlingen "Livet er en ko" fra 2000:
Gud har smidt en bombe
ind i vore sumpe
ved sin Helligånd
skabte det dig pine
jeg fortrak en mine
gled i alle bånd
vær bered
til kærlighed
dén, der sprænger vore tage
Gud har bagt en kage.
Verset sender tydeligvis en kærlig hilsen til Brorsons "Gud skal alting mage" (salmebogens nr. 34). Både det specielle, kunstfærdige versemål og den sidste verslinje peger derhen. Netop denne Brorson-salme er i øvrigt en reference, som Grotrian vender tilbage til i flere andre af sine salmetekster. Det karakteristiske er imidlertid, at den klassiske form og den stilsikre anvendelse af kendte kristne metaforer og bibelhenvisninger hos ham til stadighed vendes og drejes i et troldspejl. De velkendte religiøse billeder sprænges i stumper og stykker og falder ned i nye, kalejdoskopiske mønstre.
Den musik, jeg har i ørerne til hans tekster, har en overflade af sangbar enkelhed, som svarer til digtenes klassiske form. Men den har samtidig en understrøm af tvetydighed og 'skæve' assosciationsbærende lag. Der kan være elementer af både markedsplads, minstrel-sang, kabaret og gregoriansk melodik. Og meget, meget mere...
John Frandsen
Hvad er nød for Herrens trone
Kirsten Grove, alt
John Frandsen, orgel