Uroligt Requiem (2019)

for kontratenor og sinfonietta counter tenor and sinfonietta



Seks sange til tekster af Søren Ulrik Thomsen

fra digtsamlingen "Rystet Spejl" (2011)

Hvis mørket en dag var brugt op

Et kort øjeblik når jeg vågner

Selvom du stadig er smuk

For hver gang vi sås

Da jeg i dag kom forbi dit hus

Jeg har sat mig her

Denne sangcyklus, som er bestilt af Athelas Sinfonietta til en koncert i marts 2019 med 'storbyen' som tema, er skrevet til digte fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling "Rystet Spejl". De udgør en slags storby-requiem. Det er tekster der balancerer subtilt mellem tyngde og lethed, lys og mørke. De er alle båret af en længsel og et savn rettet mod et elsket og mistet menneske:

     Selvom du stadig er smuk

     er det alligevel på en anden måde

     end dengang vi dansede i regnen

     og det skrøbelige kun var en del

     af din skønhed

     der sad som en syl i mit øje.


Stemningen er hele tiden urolig og sitrende; mindet om den elskede dukker op i alle mulige hverdagslige situationer - som et flygtigt glimt, et spejlbillede i en regnvåd rude, dufte eller lyde fra storbyens tummel, gensynet med en husfacade eller en gammel stamcafé.


John Frandsen

Koncertoptagelse - Borups Højskole, 16. marts 2019

Morten Grove frandsen, kontratenor

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen

Rei Munakata, dirigent