Messe til det nye Årtusinde (1999)
Millennium Mass
Fredag 31. december 1999 uropførtes “Messe til det Nye Årtusinde” ved en festkoncert i Århus Domkirke under medvirken af bl.a. biskop Kjeld Holm.
Messens grundstamme er de klassiske led: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei. Ind imellem dem er placeret bibeltekster og salmevers, der har tiden som tema: fortid – nutid – fremtid. Forholdet mellem den udmålte tid og den oplevede tid, eller vores jordiske tidsbegreb over for troens forestilling om evighed.
Det smukke kirkerum i Århus Domkirke blev udnyttet fuldt ud ved at placere kor og musikere forskellige steder i kirken. Messen starter dunkelt med rørklokker og kor og kulminerer i en musikalsk finale med symfoniorkester, orgel, kor og solister.
Værket er skrevet med henblik på opførelsen i Århus Domkirke, men det lader sig sagtens gøre at tillempe det visuelle udtryk til andre steder.
Anmeldelse
En festlig velkomst til det nye årtusinde.
Den knap 800 årige Århus Domkirke var nytårsaften rammen om en usædvanlig fejring af overgangen fra 1999 til 2000. John Frandsen havde til lejligheden komponeret værket “Messe til det Nye Årtusinde”. Mens kanonslagene bragede på stræder, så kirken rystede i sin gamle grundvold, blev messen indenfor murene uropført i det næsten stopfyldte kirkerum. (…)
Som en slags motor var den gregorianske munkesang specielt i de latinske tekster en tilbagevendende faktor, der vekslede med den nutidige musik for ensembler og soli. (…)
De medvirkende var placeret forskellige steder i kirkerummet. På den måde flyttede lyden sig hele tiden, hvilket gav en fantastisk effektudnyttelse af det store kirkerum.
Karsten Bjørno, Århus Stiftstidende