Maj 2019

Vi nærmer os et folketingsvalg. Og man tør næsten ikke udtrykke håbet om, at vi omsider får vi et Folketing, der vil foretage kaursændringer på en række vigtige områder. Det er pinagtigt at se, hvordan både de borgerlige partier og efterhånden også det traditionsrige Socialdemokrati nærmest overbyder hinanden i jagten på laveste fællesnævner.

Det gælder i forhold til hele den komplicerede problematik omkring flygtninge og migranter; men det gælder også på 'bløde' områder som kultur, mediepolitik og åndsliv. Der pustes konstant til modsætningsforholdet mellem "os" og "dem", "folket" og "eiten" - på måder, der blot gør os unødvendigt meget dummere som folk, end vi behøver være.

Tør man håbe, at der vil være tilstrækkelig vilje og mod til et opgør med dén dagsorden? Det er der brug for! Samfundet har brug for at tale individets værdighed op. At genrejse humanismen, opmuntre kreativiteten og frisætte initiativ og fantasi. Nye tanker og ideer er Danmarks eneste råstof.

Kunstlivets institutioner såvel som hele forskningsområdet har lidt under den siddende regerings fatale beslutning om årlige nedskæringer. En politik, der med et karakteristisk new-speak begreb kaldes et "omprioriteringsbidrag". Det står ikke altid klart, hvorhen pengene 'omprioriteres'; men de akkumulerede besparelser har efterhånden nået et omfang, hvor selv de tunge institutioner inden for kunst, kultur, undervisning og forskning må reducere i selve kerneydelsen.

Det må stoppes. Der er tværtimod behov for at styrke investeringerne i viden og erkendelse, ikke mindst i en tid, hvor den generelle viden om og indsigt i vores kultur og historie er drastisk faldende. Hvor 'fake news' spiller en stadig mere bekymrende rolle som grundlag for samfundsdebatten. Statslige bidrag til kunst og forskning er ikke "støtte" - det er en investering.

Alle vi, der arbejder i det kunstneriske felt, mærker på forskellig måde de bekymrende tendenser - konsekvenserne af den aktuelle smadre-politik. Flere og flere af vores platforme lukker ned eller bliver stærkt amputerede. Der bliver mere og mere indædt kamp om de alt for få midler, der er til rådighed. Og de etablerede kulturinstitutioner bliver mere og mere tilbageholdende med at tage chancer og forsøge noget nyt. De skal jo måles på besøgstal og resultatkontrakter og Excel-betingelser.

Jeg er dog stadig fortrøstningsfuldt i gang med arbejdet på min nye kammeropera over Lone Hørslevs Marie Grubbe-fortælling "Dyrets År". Det er en drømmeopgave på mange måder!

Lones roman foregår i de helt afgørende tidlige år i Marie Grubbes liv, hvor hun opdager sig selv og sine drifter og seksualitet. Hvor hun indleder den kompromisløse hengiven sig til sin krop og sine lyster, som giver hende vilde og sanselige oplevelser, men som samtidig fører hende ud i en ufattelig social deroute. Bogens handling udspller sig i 1666 - et år, som mange fortolkede som apokalypsens år, fordi det rummede “dyrets tal” 666 fra Johannes’ Åbenbaring.

Tro, død og lidenskabelig kærlighed blander sig i et sanseligt, højspændt drama i romanen. Et drama, der både beskriver, hvor langt frygten for den ultimative katastrofe kan drive os ud, og som samtidig fortæller historien om, hvor frygtløs længslen efter kærlighed og erotik kan gøre os. Stærkt og fascinerende operastof, med andre ord.

Med operaen vil vi bl.a. stille skarpt på spændingsfeltet mellem den kollektive frygt og den personlige. For ligesom Marie Grubbe gjorde det, lever også vi i en tid, der opleves som skræmmende. Dommedag er nær! Mange oplever deres sikkerhed truet af strukturer og tendenser og ændringer i basale livsvilkår, som man ikke har individuel indflydelse på. Hvad gør man så? Rykker man tættere sammen, demonstrerer, skriver læserbreve? Eller begynder man i stedet at leve mere vildt, gribe nuet, kaste sig ud i eventyr og udskejelser, nu hvor der alligevel ikke er udsigt til en fremtid?

Marie Grubbe valgte det sidste. Med samtidens øjne: tankeløst, ubegribeligt, æresløst. I dag vil vi måske snarere sige: modigt, kompromisløst og lidenskabeligt.

Med musikken ønsker jeg at etablere en dialog mellem den tid, barokken, som dramaet udspiller sig i, og vores egen tid. Præcis som også Lones roman gør det. Jeg kommer til at anvende nogle af de gestiske figurer, der kendetegner barokken. Ikke som egentlige stilpasticher, men snarere ved at tage udgangspunkt i den særlige musikalske ‘retorik’. der udfoldes i barokmusikken, og lade den udspille sig i et nutidigt tonesprog. Nogle af afsnittene vil fx benytte klassiske danseformer fra barokken (menuet, gigue, allemande etc.) - men i nutidig iklædning. Andre afsnit vil gøre brug af særlige vendinger (fx seufzer-figuren, lamentobassen eller jubilomotivet), der var typiske for barokmusikken; men her indplaceret i en moderne klangverden. Og andre igen vil benytte satsprincipper fra barokken som passacaglia, kanon og pastorale.

Librettoen er blevet til i samarbejde mellem mig og stykkets instruktør, Madeleine Juul Rønn. De øvrige medlemmer af projektets kunstneriske team er Gøje Rostrup (scenograf) og Radmila Rajic, som via sit Copenhagen Chamber Performance var den oprindelige initiativtager til det hele. Og så selvfølgelig David Riddell og hans skønne musikere fra Randers Kammerensemble. Det bliver en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem igen.

John Frandsen