DR – public service, klassisk musik i radio

Debatoplæg til temadiskussion i Dansk Tonekunstnerforening november 2005

med Hans Peter Larsen, Leif Lønsmann, Jakob Levinsen og John Frandsen

Når jeg i dag retter et ganske kritisk blik på DR og dens evne og vilje til at opfylde sin public service forpligtelse, så sker det grundlæggende ud fra en gammel kærlighed til stationen. Også ud fra et ganske indgående kendskab til den – både som bruger (lytter), som leverandør (komponist) og som producer.

Hvad er public service? Definitionen kan aldrig blive entydig; den vil være meget forskellig afhængig af, hvem man spørger. Politikerne har en tilbøjelighed til at definere begrebet som noget, der er knyttet til et krav om alsidighed i nyhedsdækningen, nogle vil ligefrem kræve nyheder døgnet rundt, udei lokalsamfundene vil man ofte høre det knyttet til krav om bedre geografisk spredning (mindre ’københavneri’). Vi der arbejder og lever i kunst- og kulturlivet betragter det som et krav om kulturel alsidighed – respekt for kunstnerisk mangfoldighed og kunstnerisk nyudvikling.

Og spørger vi Løns vil han i virkeligheden nikke velvilligt til alle tre definitioner! Sagen er imidlertid, at kravene til DR’s public service forpligtelse i de seneste år er skærpet på alle niveauer. Og samtidig forsøger man at leve op til et krav om, at DR skal udvide sit aktivitetsområde. Vi sender ”ud af alle revner og sprækker”, som slagordet har været.

Hvordan hænger disse ting nu sammen? Hvordan løser man så mange forskellige krav på samme tid? Flere sendeminutter. Nye kanaler. Udvikling af digital radiospredning. Musik og nyheder på nettet. Og så ovenikøbet et nyt DR-byggeri, som ender med at blive langt dyrere end forudset. Og alligevel – ikke flere penge. Politisk NEJ til selv den mest beskedne licensstigning.

Den nye generaldirektør Plummer har fået et utaknemmeligt job. Han er blevet sat til at få disse ender til at mødes – og det er en umulig opgave!

For nylig lancerede han sin spareplan, og den afslørede så tydeligt som nogensinde, hvordan prioriteringerne er: Man nedlægger magasinet DR Klassisk, man reducerer døgnradiokanalen DR Klassisk’s budget fra 3 mill. kr. til 300.000 kr. – en nedskæring på hele 90 % ! Og man presser de producerende medarbejdere i P2 til at levere stadig mere udsendelsestid for stadig færre penge.

Der har været en årrække, hvor DR’s organisation er blevet omstruktureret igen og igen – og med en hyppighed, der har forhindret de fleste i at bevare et rimeligt overblik over arbejdsgangene i institutionen. Den aktuelle struktur deler DR lodret igennem i en Programredaktion som har ansvar for udsendelsesvirksomheden, og som bestiller udsendelser i Produktionsdelen. Dermed er der forsvundet en vigtig sammenhæng imellem DR’s preoduktion og udsendelsesvirksomheden. De enkelte producenter har i en vis forstand mistet initiativretten – den ligger nu i programredaktionen, som både definerer form, indhold, lyttermål og økonomiske budgetter for de enkelte udsendelser.

Det kan lyde lidt teknisk, men den virkelighed, som det medfører, er, at den enkelte aktive DR-medarbejders motivation svækkes. Der er blevet meget længere fra den idé, der opstår hernede i den praktiske dagligdag, hvor man arbejder med stort fagligt kendskab til sit særlige stofområde, og så op til det niveau, hvor det besluttes, om og hvordan en produktion faktisk skal finde vej til sendefladen.

Både Løns og HPL, som sidder her i dag, repræsenterer programredaktionen. Løns som radiodirektør, og HPL som chef for P2. De står naturligvis til ansvar for den øverste ledelses beslutninger og dispositioner. Og overskriften herfor er: flere og flere sendetimer, flere og flere aktiviteter, for de samme penge.

Det er programredaktionens forbandede pligt at føre det ud i livet, når direktionen beslutter at beskære DR Klassisk med 90 %. Derfor kan det heller ikke undre, at oplevelsen er, at produktionsdelen af DR bliver presset til at levere et mere og mere underfinansieret discountprodukt. DR Klassisk vil for fremtiden i store træk skulle afvikles uden brug af studieværter. Noget lignende vil ske for P2’s natradio, hvor der end ikke længere vil blive ofret ressourcer på at udarbejde de speakerindslag, der skal forbinde de enkelte musikindslag.

Kenneth Plummer har udtalt, at ”hverken lyttere eller seere kommer til at mærke besparelserne”. Det kan umuligt være rigtigt! Det er måske rigtigt, hvis man nøjes med at opgøre antallet af udbudte musikminutter, men hvis der findes noget mål for udsendelsesvirksomhedens kvalitet – for kvalitet i formidlingen – så vil den nedadgående kurve garanteret tage sig ganske dramatisk ud!

DR’s aktuelle politik på musikområdet synes m.a.o. at være båret af et mantra, der hedder: mere og mere klassisk musik – men dårligere og dårligere udvalgt og formidlet.

Den nuværende beslutningsstruktur i DR egner sig perfekt til en sådan ’effektivisering’ i en nedskæringstid. Den er topstyret, og stramt økonomistyret – men den levner ingen (eller kun ringe) plads til den kreative nyudvikling af indhold og formidlingsform, som ellers altid har været DR’s adelsmærke. Fordi de kvaliteter og faglige og kreative redssourcer, den enkelte medarbejder repræsenterer, kun i meget begrænset omfang kommer i spil – og kun når ledelsen ønsker det, og inden for de skarpt afgrænsede rammer, den definerer.

Hvad gør det ved den enkelte medarbejder? Ja, det skaber en situation af modløshed, afmagt og mangel på motivation, som i disse år synes at brede sig som en svulst i hele DR’s virksomhed. Og dét er måske den allerstørste tragedie!

Og hvor bliver så dagens debat om public service af i dette scenarie? For mig handler public service i høj grad om mod – kreativitet – nytænkning. Om vilje til at eksperimentere med form og indhold. Om visioner på kunstens og kulturen vegne – ikke blot på virksomhedens eller på lyttertallenes.

Netop dette mod har tidligere kendetegnet DR. Det har været DR, der turde tage en chance eller støtte utraditionelle initiativer i musiklivet. Det gjaldt både inden for den klassisk-klassisk musik og inden for samtidsmusikken. Der var forholdsvis kort vej fra et godt og spændende projekt til DR’s sendeflade.

Denne entusiasme kan man stadig finde reminiscenser af i P2’s produktionsdel. Vi havde fx et meget godt og frugtbart samarbejde omkring vores festival Nordiske Musikdage sidste efterår. Men det er på lånt tid: de enkelte medarbejdere har ikke i længden den plads i deres arbejdsnormering til at følge sådanne udviklingsprojekter.

Resultatet bliver: mere bevidstløshed, mere kedsomhed, mere forudsigelighed, mere mainstream. Klassisk musik bliver reduceret til et rent lydtapet, harmløs underholdning med et tyndt lag finkulturel fernis... Væk er respekten for musikken som en kunstart. Som en betydningsladet måde at meddele sig på fra menneske til menneske.

Hvad opfatter DR i dag som sin egen målsætning, sin egen rolle i dansk musikliv? DR er stadig musiklivets største enkeltarbejdsgiver. Alene i kraft af at man holder liv i ensemblerne. Men hvordan hænger det sammen med, at deres virksomhed forsvinder mere og mere ud i periferien af sendefladen?

DR har en lang tradition som en af Danmarks stærkeste kulturbærende institutioner. Som jeg ser det – her i denne mørke stund! – er den tradition under afvikling.

Har DR stadig et mål om at være en aktiv deltager i udviklingen af dansk musikliv? På det klassiske område (og samtidsmusikkens) får jeg mere og mere svært ved at få øje på det!

Jeg mener, at det klassiske musikliv må begynde at stille DR til ansvar over for public service forpligtelsen. Jeg vil gerne have et DR, der tør! Et DR, der gør en forskel. Et DR, der udstråler kærlighed til musikken. Et DR, der sprudler af veloplagt og højkompetent musikformidling.

Løns har ofte sagt, at public service jo netop er to ord: public uden service er lige så meningsløst som service uden public. Det er rigtigt. Men public er i min ordbog ikke lig med populisme eller laveste fællesnævner. Public er mangfoldighed. Det er et rimeligt mål, at de fleste danskere i løbet af en uge skal være gæst hos DR. Men det er ikke nødvendigvis en målsætning at fastholde flest mulige lyttere i længst mulig tid – det ville det være, hvis DR skulle leve op til kommercielle mål.

Jeg var med til at arbejde for, at DR fik den fjerde radiokanal. Jeg har i dert hele taget en livslang kærlighed til DR’s virksomhed. Jeg vil gerne stille mig forrest i det råbekor, der kan medvirke til politisk opbakning til højere licens hvis det betyder, at vi (igen?) får et mere dristigt og spændende DR!

JF/nov.2005