Melodi, raffinement og et ekko af romantik

– musik af John Frandsen

Det er melodien, man almindeligvis fremhæver hos John Frandsen. Hans særlige melodiske åre, sansen for den fint formede vokale melodik, som gennemstrømmer Frandsens musik. En melodik komponisten selv til tider har karakteriseret som ”surrealistisk”. Denne melodik er ganske rigtigt til stede i størsteparten af John Frandsens produktion, men udfolder sig naturligt nok tydeligst i vokalværkerne og de mange operaer. Ikke mindre end syv er det indtil nu blevet til: Seks kammeroperaer – heraf de tre en trilogi baseret på Svend Aage Madsens roman Tugt og utugt i mellemtiden – samt en helaftensopera for fuldt kor og orkester, Ikon, bestilt og uropført i foråret 2003 af Det Kongelige Teater.

At the Yellow Emperors Time (2003), cd’ens senest komponerede værk, er en central arie fra operaen Ikon. I denne arie møder vi dels et eksempel på John Frandsens vokalkunst, når den er bedst, dels et eksempel på den surrealisme, som komponisten henviser til. Det er gribende i al sin tilsyneladende enkelhed. Man fristes ligefrem til at synge med.

Det kan til gengæld være en risikabel affære. Den tilsyneladende så enkle, repeterende melodik drejer ustandselig i nye retninger. Små forskydninger tilfører det melodiske forløb nye farver og friskhed; dets realisme, den genkendelige melodi, forandres umærkeligt i en surrealisme bestående af uforudsete drejninger. Det er gjort diskret. Der er intet forsøg på at overbrodere. Alt er udsøgt delikat og raffineret, og resultatet er en helt igennem smuk musik, som vil være til glæde for alle, uanset hvilke forudsætninger, der lyttes med. Hermed viser At the Yellow Emperors Time også en anden side af John Frandsen: Det raffinerede og delikate. Det gælder udpræget for den orkestersats, der ledsager arien. Den er i sin enkle effektfuldhed selv et studium værd. Med få, men præcise midler fremmanes en særegen gennemsigtig stemning af eventyr, gamle dage og orient, der på bedste vis under- og udbygger ariens surreale grundkarakter.

Delikatesse og raffinement

Disse to begreber gennemsyrer også resten af cd’ens skæringer. Ja, faktisk er disse to begreber mindst lige så centrale for John Frandsens œuvre i hele dets bredde som den så ofte omtalte sangbarhed. I cd’ens ældste værk, Amalie Suite (1985), trives raffinementerne inden for kammermusikalske dimensioner. Suitens musik stammer fra John Frandsens første opera, Amalie, og besætningen er den samme som i operaen, decet og slagtøj.

Her udfoldes flere forskellige typer musik i et kaleidoskopisk forløb med abrupte skift i satsen. Oboens lille melodistump går dog som en rød tråd igennem de første par minutters ellers meget omskiftelige musik (frem til ca. 2:37).

Det, der derefter kommer, er en perle i John Frandsens produktion: Et tæt væv af korte motiver, som i sine bevægelser fremmaner ekkoer af en i bund og grund romantisk musik, som man kan finde den hos Schönberg, Berg eller ligefrem Mahler. Som forbipasserende genfærd bevæger motiverne sig gennem satsen og efterlader passagen med en aura af noget for altid tabt. Hele forløbet afsluttes med et klokkeslag, og satsen kunne i og for sig have sluttet her. Men John Frandsen ynder ikke at dvæle i melankolien. Som et efterspil inviteres til vals; men invitationen holder ikke. Valsen opløser sig i sine gesti, der som disparate enkeltelementer i samlet flok slutter suiten af.

En efterklang af noget tabt

Med begreberne ekko og romantik udvides og præciseres lyden af John Frandsens musik. Ganske vidst er Frandsens musik strukturelt set opbygget ganske anderledes end den romantiske musik; men de elementer, musikken bygges af, besidder ofte romantikkens – eller rettere senromantikkens – aura. Dette gælder udpræget for cd’ens to hovedværker: Orkesterværkerne Symfoni nr. 1, Dæmonernes Dans (1986-1988), og den godt ti år yngre cellokoncert, Salme til Isdronningen (1998).

Dæmonernes Dans, det ældste af de to, er en sikkert komponeret, udadvendt, klar og virkningsfuld symfoni. Et værk, der sagtens kunne tåle et gentaget møde med publikum som del af landsdelsorkestrenes repertoire. Den udspiller sig i tre satser, der på én og samme tid er kontrasterende og indbyrdes beslægtede:

En ilter førstesats, en dvælende andensats og en – tilsyneladende – lettere tredjesats, der undervejs inddrager lyden af første sats.

Første sats indeholder stort set alle de elementer, der optræder og udbygges i de senere satser. Man kan således se anden og tredje sats som eksponeringer af mindre belyste dele fra første sats. Men man kan også høre hele symfonien som en stadig transformation af en enkel grundidé. Særligt iørefaldende er tredje satsens ’negativ’-forhold til det dybe instrumentariums buldrende åbning af første sats. Den er i tredje sats forvandlet til en inciterende trippen i det høje leje.

Er åbningens voldsomme energiudladning end milevidt fra selv en Schönbergs romantik, så kan anden sats give mindelser om adagiettoen fra Mahlers 5. Symfoni. Der er, så vidt jeg kan høre, intet egentligt slægtskab mellem de to satser bortset fra en særlig stemning af vemod. Et fjernt ekko af romantik. Det ligger som en undergrund i symfonien og bryder flere steder igennem, dog sjældent så tydeligt som i andensatsen.

Også Salme til Isdronningen rummer denne stemning. John Frandsen beskriver i sit forord til værket, hvorledes en rejse med faderen til Svalbard har været igangsættende for koncerten. Forordets malende afslutning rammer koncertens grundkarakter i en grad, at den næsten burde læses højt som prolog før hver afspilning af værket:

”Er man ude en nat i august, hvor midnatssolen kaster et uvirkeligt, troldomsagtigt lys over Adventfjorden, så kan man næsten høre alle disse fortabte skæbner og bristede drømme. Fra ishavets sorte dyb, fra de forladte minegange, fra isbræerne og klippehulerne lyder ekkoet af en hymne. Ånderne synger deres salme til Svalbards grusomme, billedskønne Isdronning.”

Tænker man abstrakt musikalsk, er det igen ekkoet af en (romantisk) patos, der møder én i denne sats. Men sjældent er et sådant ekko formet så sugende smukt, som John Frandsen gør det her:

Først en sagte trinvis stigende bevægelse i bratsch, der delikat afrundes af en harpeflageolet. I næsten frase klinger en klarinettone næsten uhørligt med. Den opdages først, da den som en rumklangseffekt bliver hængende på en tone, som bratschen netop har forladt. En fløjtetone dukker frem og sidder fast, før den igen glider ind og bort i melodiforløbet. Nu dukker også et horn op langt borte. Andenviolinerne sætter an med bratschens tema, blot en sekund højere, og langsomt, langsomt udfoldes en fuga, der ud af strygernes melodik lader resten af orkesteret og til sidst solisten tone frem.

Musikken strømmer i en flydende, umetrisk bevægelse af næsten umærkeligt skiftende nodeværdier. Hele tiden lokker orkestreringen nye farvetoner frem. Hele tiden kan man følge musikkens forløb. Et forløb af en uafvendelighed, som hviler der en ubønhørlig skæbne over værket – Isdronningens komme!?

I denne cellokoncert samler John Frandsen trådende fra de cirka 25 år, han da havde været aktiv som komponist. Ud over musikkens romantiske aura finder vi ustandselig bårne, sangbare melodilinjer og delikat raffineret orkesterbehandling styret af en ekstraordinær klangsans.

Struktur

Bag lyrikken og den umiddelbart indtagende musik, ja, som forudsætning for den, ligger der så en stram struktur: Netop det moment, der forlener musikken med karakteren af uafvendelighed.

Struktur er det sidste element i John Frandsens musik, der her kort skal berøres. For al den umiddelbare skønhed, der udfoldes på denne cd, udfoldes hovedsagelig på baggrund af strukturer. Her mødes kompositionshåndværket og instrumentationskunsten. Alt, hvad der sker, sker ifølge en rationelt formet musikalsk logik. Forløbene opbygges i strukturer af præcist formulerede gestalter. Det gælder for eksempel cellokoncertens fugerede indledning, energiudladningen i åbningen af Dæmonernes Dans og stort set hele Amalie Suite. Gestalterne har i deres bevægelser ofte en indbygget dynamisk logik, som ufravigeligt tvinger musikken fremad.

Baggrund

John Frandsen uddannelsesmæssige baggrund er bred. Han tog hovedfagseksamen i musik fra Århus Universitet i 1982 fulgt året efter af en kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Jydske Musikkonservatorium, som igen fulgtes op af diplomeksamen i komposition sammesteds (1985) efter undervisning af Hans Abrahamsen og Karl Aage Rasmussen. Senere (1991-1994) suppleredes disse eksaminer med dirigentstudier ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Allerede inden studierne afsluttedes, var John Frandsen lærer ved Musikvidenskabeligt Institut på Århus Universitet (1978-1983), ved Det Jydske Musikkonservatorium (1980-1996) og ved Det Fynske Musikkonservatorium (1997-1999), hvor han underviste i komposition.
Siden da har han fungeret som formand for Dansk Komponistforening med alt, hvad det medfører af bestyrelsesarbejde. Herudover har John Frandsen et dagligt virke som praktiserende musiker; dels som organist ved Stavnsholtkirken i Farum, dels som dirigent for kammerkoret Convivum, som han i 1998 stiftede sammen med organistkollegaen Allan Rasmussen.

Alle disse gøremål ville hos mange andre komponister medføre et drastisk fald i den kompositoriske produktivitet. For John Frandsen er dette ikke sket. Samtidig med sine mange hverv har han opretholdt en imponerende produktion. John Frandsen magter, ud over at udføre alle disse forskelligrettede aktiviteter, at lade dem spille sammen og danne netop den frugtbare baggrund, på hvilken hans musik kan folde sig ud.

Svend Hvidtfelt Nielsen, 2004