Guitaren – instrumenternes akvarelpensel

af John Frandsen

Min interesse for den klassiske guitar skyldes oprindelig en legendarisk ildsjæl fra Århus: Det Jyske Musikkonservatoriums ubestridte guitar-guru Erling Møldrup. Han kastede mig ud i de første opgaver for instrumentet - og det viste sig virkelig at være noget af en opgave! At skrive for guitaren er om noget begrænsningens kunst...

Erling Møldrup formulerede det selv (med guitaristens karakteristiske selvironi) på denne måde:
Guitaren er et utrolig udtryksfuldt og dynamisk instrument. På den kan man spille lige fra det svageste pianissimo, det lyder således: pling....! - til det kraftigste forte, det lyder således: pling...!



Den klassiske guitar er med andre ord intimitetens instrument. Jeg lærte ganske vist snart, at udtryks- og variationsmuligheder er der masser af; men de udfolder sig inden for sit eget tyste mikrounivers. En slags musikalsk akvarelmaling.

Den slags filigran er en særlig disciplin - og kræver en særlig disciplin af sin udøver, hvadenten vi her taler om komponisten eller musikeren. Sammenlignet med andre musikere er der derfor blandt guitarister en usædvanlig stærk tradition for analytisk fordybelse i musikken. Vi træffer her (ofte) en musikertype, der søger tæt ind til værkets konstruktion, og som interesseret og nysgerrigt kigger komponisten over skulderen.
At få lov at samarbejde med den udøvende på en sådan dybdeborende måde, det er noget af en gave for en komponist. Og ikke mindst derfor har jeg (der selv kun med største besvær kan finde en d-mol akkord på instrumentet) haft glæde af gang på gang at vende tilbage til guitarens miniatureverden. 
Men ikke blot derfor! For det at arbejde inden for så svage nuancer skærper virkelig sansen for detaljen. Som et kontrapunkt til den sanselige besruselse i symfonisk velklang eller højspændt musikdramatik er det faktisk skønt engang imellem at hengive sig til den lillebitte - men ikke af den grund mindre frydefulde - forskel på guitarens forte og piano.