Vulgær og banal? ja-tak!

Artikel til tidsskriftet Teater 1, februar 2007

Kort efter sin tiltræden i 2001 erklærede Kulturminister Brian Mikkelsen sig i et interview som en stor opera-fan. ”For eksempel er jeg helt vild med Phantom of the Opera” udtalte han. Den umiddelbare reaktion på bjerget var naturligvis en opgivende hovedrysten: At tænke sig! – Danmark har fået en kulturminister, der ikke kan kende forskel på en rigtig opera og en populær musical af Lloyd Webber...

Men faktisk er bemærkningen nok en overvejelse værd. For hvad er i grunden en opera? Og hvad er det i den musikdramatiske udtryksform, der taler til os moderne mennesker? Hvad er det i den besynderlige og hysteriske kombination af sang, musik, ord, ageren, lys og scenografi, der på trods af formens indlysende urimelighed alligevel formår at gribe os i struben?

Selvfølgelig er allerede det mangfoldige sansebombardement i sig selv et kraftværk. God musikdramatik er mere end summen af de enkelte udtryk; her kan man virkelig tale om synergi-effekt. Når det (en sjælden gang...) lykkes at bringe alle elementerne i balance med hinanden, skabes en udtryksverden, der får de enkelte bestanddele til at vokse ud over sig selv.

Men det er kun et hjørne af svaret. Musikdramatik er nemlig samtidig en meget indforstået genre, der sætter en række besynderlige spilleregler op i kommunikationen med sit publikum. Alene det mærkelige fænomen, at figurerne synger til hinanden i stedet for at tale. Allerede her ligger der en voldsom stilisering af fortællestilen. Der er simpelthen ord og vendinger, der ikke går i en opera: ”Luk lige døren – det trækker!” Eller: ”Ræk mig lige avisen – har du læst den?”. Den hverdagsrealisme, vi kender så godt fra meget taleteater, er helt ved siden af i operaen.

Opera er stiliseringens sprog. Et univers for skæbner og situationer der er lager-than-life. Som kan ophøjes til universelle. Til myter.

Og jeg tror, det er her fascinationen ligger – ikke mindst for det moderne menneske. Vores tid tørster efter ’det store drama’. Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra samtidens fantastiske fortællinger som fx ”Lord of the Rings” og ”Harry Potter” til operaens sprog og udtryk.

Jeg kunne tænke mig en nutidig musikdramatik, der i langt højere grad turde udforske dette univers. Hvad gemmer der sig fx i tomrummet mellem musikdramatik og computerspil? Mellem opera og film? Hvad findes der af udtryksmuligheder i ingenmandslandet mellem Poul Ruders og Andrew Lloyd Webber?

Betragter vi de store klassiske operaer, så er de (i hvert fald for de flestes vedkommende) kendetegnet ved en nærmest skamløs umiddelbarhed i forhold til den historie, den myte, de fortæller. Læser man librettoen alene, tegner den som oftest et aldeles fladt og unuanceret billede af personerne; det er først, når musikken føjes til, at nuancerne opstår. Ofte balancerer de med en linedansers præcision på den skarpe knivsæg imellem det sublime og det banale. Og alle går de med søvngængeragtig sikkerhed efter det direkte udtryk.

Det er kvaliteter, der ikke harmonerer med modernismens fordring om kunstværkets kompleksitet. Og derfor blev musikteateret aldrig rigtig modernismens udtryksform.

Andre kunstarter har imidlertid for længst givet sig lov til at bryde ud af dette fængsel. Det gør ikke Lars von Triers avantgarde-film mindre seriøse og troværdige, at han i næste øjeblik tillader sig at springe ud med en soap-opera som ”Riget”. Og Peter Høgh skrev om ”Smillas fornemmelse for sne” i en romanform, som 15-20 år tidligere ville være blevet betegnet som ren kitsch og kunstnerisk fallit. Men vi mangler endnu at tage springet i musikdramatikkens verden! Hvilken nutidig operakomponist tør være lige så vulgær og umiddelbar og direkte i sit kunstneriske sprog, som Trier er det i ”Breaking the Waves”? Og hvilket operahus sætter en sådan forestilling op?

John Frandsen

8. januar 2007